Onsdag morgen stod vi op til det
smukkeste lyserøde skær på himlen uden for lejligheden. Wauw, sikke en
imponerende solopgang!
smukkeste lyserøde skær på himlen uden for lejligheden. Wauw, sikke en
imponerende solopgang!
Vi stod også op til ømme baller –
eller også var det bare mig (?). Jeg synes ellers, jeg er i rimelig form, men
San Franciscos bakker var åbenbart for meget at klare. Efter morgenmaden
pakkede vi vores sager sammen – og kæmpede med at få det hele til at være i én
kuffert, for vi måtte nemlig kun have én kuffert med på vores fly fra San
Francisco til Las Vegas. Den anden kuffert lod vi blive hos vores søde venner,
indtil vi igen var tilbage i San Francisco.
eller også var det bare mig (?). Jeg synes ellers, jeg er i rimelig form, men
San Franciscos bakker var åbenbart for meget at klare. Efter morgenmaden
pakkede vi vores sager sammen – og kæmpede med at få det hele til at være i én
kuffert, for vi måtte nemlig kun have én kuffert med på vores fly fra San
Francisco til Las Vegas. Den anden kuffert lod vi blive hos vores søde venner,
indtil vi igen var tilbage i San Francisco.
Solopgang fra lejligheden. Så smukt!
Vi besluttede os for at tage en Uber til lufthavnen, det var nemt, komfortabelt og billigt at blive kørt direkte til terminalen med vores pakkenelliker. Så langt, så godt. Lige indtil vi skulle checke vores kuffert ind, og får at vide at vi har ”3 pounds overweight”. Så for dælen! Så måtte vi i gang med den helt store ompakning. Rasmus måtte tage noget mere tøj på, da han havde en ekstra jakke i kufferten, som vejede godt til, og vores håndbagage blev PROPPET. Egentlig fjollet at bruge så meget tid og energi på at pakke om, for så at tage PRÆCIST samme mængde vægt med på flyet – bare fordelt lidt anderledes. Men regler er jo regler og der er sikkert en masse gode grunde til at der er sat en bestemt grænse på 23 kg. for bagage.
Næste stop var sikkerhedskontrollen – og jeg hader sikkerhedskontrol! Totalt pres. I USA skal man i øvrigt også smide skoene og ind i en ”body-scanner” (så kan de rigtig se hvordan man ser ud nøgen! – ej pjat…) og midt i al forvirringen siger en sød kontrollørdame, at min nederdel har sat sig fast i mine strømpebukser. Så jeg har simpelthen gået rundt og flashet popo til en milliard mennesker i sikkerhedskontrollen. Fedt nok. Men sødt af hende at sige det! Den slags er vi vidst ikke så gode til i Danmark.
At flyve er ikke sådan lige min yndlingsaktivitet i hele verden (men jeg vil ikke lade det stoppe mig!), så jeg kunne næsten ikke overskue at vi allerede skulle op i en flyvemaskine igen. Heldigvis er flyveturen fra San Francisco til Las Vegas kun halvanden time lang, og der var tv på flyveren (men mine hovedtelefoner var pakket væk, og jeg kunne ikke overskue at finde dem frem…) og så var der den sejeste sikkerhedsinstruks-video, jeg nogen sinde har set. Kreativt fundet på af Virgin America! Det var simpelthen lavet som en popsang med breakdance og rap og jeg ved ikke hvad. Smart til at fange folks opmærksomhed!
Fremme i Las Vegas lufthavn blev vi mødt af spilleautomater. Velkommen til Vegas! Selv ved bagagebåndene er der mulighed for at bruge og tabe penge…
Spilleautomater i lufthavnen – velkommen til Vegas!
Vi skulle dog ikke på casino – vi skulle nemlig videre til Hertz, hvor vi havde lejet en bil. Det er i øvrigt utroligt billigt at leje en bil i USA – det var vi ret overraskede over. På forhånd havde vi Skypet med vores venner om hvilken bil (eller bilklasse) det ville godt for os at leje, og at man skal vogte sig for deres forsøg på at lave mersalg i form af bilopgraderinger, forsikringer m.v.
Vi blev da også mødt af en lidt for smart sælger, der i hvert fald ikke lagde skjul på at han mente, at det var komplet hul i hovedet IKKE at opgradere til en SUV, når nu vi skulle køre til Grand Canyon. Der er jo SNE i Grand Canyon! Meeeen at opgradere til en SUV ville ende med at koste os næsten 2000 kr. ekstra, så vi klappede lige hesten engang. Vi prøvede at forklare ham, at vi jo hverken skulle køre offroad eller inde i selve nationalparken. Hvortil han grinede og sagde, at der jo var SNE. Overalt. Og på vejene. ”Not just offroad, man!”. Jeg tog det køligt, og sagde til Rasmus at jeg altså havde tjekket vejrudsigten, og de seneste dage havde der været plusgrader og ikke noget snefald, og vi skulle bare køre ad en stor vej op til parkeringspladsen ved velkomstcentret (for derefter at tage en shuttlebus videre) og mon ikke de havde ryddet den vej for sne? Vi takkede nej til SUV og sælgeren rystede lidt på hovedet af os. Men hvis man bor i Las Vegas, hvor der aldrig rigtig er koldt, så er man måske lidt mere skræmt over sne – også selvom det bare er lidt sne. Men nu er vi jo trods alt fra Danmark. Det skulle i øvrigt vise sig, at være den helt rigtige beslutning. Vi var kun i Grand Canyon én dag, og vejen var ryddet for sne, så der var absolut igen problemer.
Da vi skulle hente bilen var der flere valgmuligheder, så vi brugte lidt tid på at finde den heeeelt rigtige. Vi endte med en Hyundai Sonata – og jeg har ikke en fløjtende fis forstand på biler, men den var fin og fungerede godt på vores rejse. Min telefon kunne sluttes til via Bluetooth, hvilket gjorde det smart ift. at høre musik.
Vores ride de næste 10 dage!
Jeg var meget betaget af det landskab, der mødte os uden for lufthavnen
Og så var vi på vej! Vildt at køre bil i USA i øvrigt, men Rasmus klarede det til UG lige fra start til slut. Automatgear krævede lidt tilvænning – mest ift., at venstrefoden skal holdes i ro, da der ikke er nogen kobling (det resulterede i nogle hårde og pludselige opbremsninger indimellem, når bilen skulle startes igen efter parkering). Men ellers gik det som smurt, og trafikken glider generelt let – selvfølgelig kan man opleve trafikpropper, men folk er gode til at give plads og tage hensyn. Vi oplevede ikke nogen problemer.
På vej ud af Vegas af freewayen så vi dog to biler ude i nødsporet, som så riiiimeligt smadrede ud. Shit manner. Så når man lige at blive lidt nervøs!
Da vi passerede en WalMart drejede vi af, for dér skulle vi naturligvis ind!
Jeg kender primært WalMart fra hjemmesiden People Of Walmart, og jeg vil da sige det sådan, at vi så da også et par typer, der kunne være kandidater til et billede på den side… (selvom det ikke er pænt at sige). Vi havde dog ikke tid til at fordybe os alt for meget i at undersøge de mange lange gange, så vi fokuserede på at finde slik- og chokoladeafdelingen! Vi skulle nemlig købe køresnacks til turen. Vigtigt! Vi begik den store fejl ikke at tage en kurv, så vi måtte kæmpe os igennem WalMart med favnen fuld af MilkDuds, PopTarts, M&Ms med Pretzelsmag (gode!) og hvad vi ellers fandt af gode sager – og det var ikke så lidt.
En tur i In-N-Out Burger endte vi også med, for lige at få lidt hurtig mad på farten, inden vi satte kursen videre.
People of WalMart
Lange rækker af sukkerfyldte morgenmadsprodukter
Køber lige lidt køresnacks….
Hos In-N-Out burger, hvor de desværre var lidt sløve til at få lavet vores bestilling. Ved ikke lige hvad der gik galt, for folk der kom efter os fik deres mad før os! :-O Vi skulle lige til at brokke os, da vi så fik vores burgere…
To burgere to go!
Vi kom forbi de smukkeste landskaber – meget anderledes end det flade land, vi er vant til i Danmark. Da Lake Mead dukkede op i det fjerne var det nærmest som et fatamorgana – helt utroligt smukt!
Casinoreklame midt i ingenting
Lake Mead forude
Da vi ankom til Hoover Dam parkerede vi bilen, og kiggede os om lidt omkring. Solen var ved at gå ned, og vi havde ikke alt for god tid. Når man passerer Hoover Dam passerer man nemlig også en ny tidszone! Så pludselig var klokken en time mere end den var lige før – og vi kunne da godt se, at vi ville få svært ved at nå at være på vores motel inden kl. 21 (ankommer man efter kl. 21 skal man nemlig ringe til stedet og give besked).
Ikke det bedste billede af de famøse engle i Hoover Dam, men det blev bare lige taget inde fra bilen 😀
Arizonatime! En ny tidszone
Hoover Dam
Naarh, jeg tror også bare jeg holder mig væk fra det store bassin…
Hoover Dam i baggrunden. Stort og imponerende!
Vi kørte videre gennem mørket, og pludselig var vi aftensmadssultne, så i Kingman besøgte vi lige den lokale Wendy’s, hvor jeg fik mig en tacosalat – den var ikke så fantastisk, men mæt blev jeg da. Rasmus fik fra min telefon ringet til motellet, og det var heldigvis ikke noget problem, at vi ankom senere.
Mørkt mørkt mørkt…
Wendys. Eller Pippi Langstrømpe?!
Endnu en burger til Rasmus
Så var vi på vejen igen! Det var nu blevet rigtig mørkt, og vi delte kun vejene med store trucks. Det var ikke til at se hvilke muligvis flotte landskaber, vi kørte igennem, så vi satte musik på og skrålede med på diverse Disneysange (favoritterne er ”Rigtige Mænd” fra Mulan, ”Let it go” fra Frozen og ”Et helt nyt liv” fra Aladdin). Så gik tiden nemlig med det. Vejene i USA er ofte ikke af den bedste slags, og det bumlede noget indimellem, når man kørte over adskillige huller i asfalten. Rasmus kørte pænt, men da han lige tog et langt hårnåleagtigt sving med god fart på bilen (…han kørte det, han måtte – men han måtte åbenbart køre ret meget lige dér!) – ja, så måtte jeg holde mig for øjnene. Det var alt for vildt til mig!
Men endelig nåede vi frem til vores destination – Grand Canyon Inn & Motel! Det ligger godt en halv times kørsel fra Grand Canyon, hvilket altså betegnes som meget tæt på, når man derovre. Vi så jo reklamer for Grand Canyon på steder, der lå over tre timers kørsel væk derfra. Det er bare noget andet med afstandene i USA. Vi reklamerer jo ikke ligefrem for ting, der ligger i Jylland herovre på Sjælland, da vi i Danmark jo synes tre timers kørsel er en evighed 😉
Vi smed os på sengen og stenede til noget tv, og krøb så under dynen (eller – det tynde lagenagtige tæppe – hvad søren er det, de har imod dyner i det land?!) så vi kunne være klar til en dag i Grand Canyon!
Snacks, snacks snacks…
