Dagen var kommet, hvor vi skulle
opleve Grand Canyon! En stor dag, og en drøm der skulle gå i opfyldelse. Da jeg
var barn kan jeg huske at have læst en tegneserie med Onkel Joakim, der netop
udspillede sig i Grand Canyon, og jeg var meget fascineret af landskabet –
selvom det jo ”bare” var tegninger var det alligevel imponerende. Jeg tror, det
var første gang, jeg hørte om Grand Canyon, og siden da har drømmen om at se
det landskab i virkeligheden bare vokset sig større og større.
I tiden op til at vi skulle af sted
til USA havde jeg (selvfølgelig – man kan
jo ikke lade være!) fulgt nøje med i YR’s vejrmeldinger for særligt Grand
Canyon. Vejret betyder bare meget, når man skal hike en hel dag. I ugerne op
til at vi skulle af sted mod USA havde der været sindssygt koldt i kløften.
Minus 17 grader om natten, og minus 10 om dagen, og der var faldet sne. Men den
sidste lille uges tid inden vores tur gik mod Grand Canyon havde vejret budt på
plusgrader og sol – og sådan så vejrudsigten heldigvis også ud den dag, vi
skulle på hike. Jeg var ellers lidt bekymret for hvordan jeg skulle klæde mig
på til at klare de mange minusgrader, men med et par plusgrader og sol var det
noget nemmere. Uldstrømpebukser,
kompressionssokker, lange bukser, sportsbh, svedtransporterende t-shirt, tynd
uldtrøje og stor uldstrik foruden jakke, halstørklæde og hue. Og et par gode
støvler. Så var jeg klar! 😀
Vores motelværelse. Ikke noget særligt, men det fungerede fint.
Ved vores motel
Giftshoppen ved motellet var en oplevelse! Masser af dims, nips, udstoppede bjørne, indidanerting, drømmefangere og jeg ved ikke hvad..
Jeg købte en t-shirt, og det var svært at vælge – der var så mange fede (eller småkiksede, hvilket jeg synes er fedt 😉
Vores motel, og sneklædte bjerge i baggrunden
Først skulle vi jo lige have os noget morgenmad. Vi overvejede at tage det i byen Tusayan, som ligger lige uden for nationalparken, og som har mange flere muligheder i form af spisesteder – vores motel lå seriøst midt i ingenting. Men vi havde læst, at man kunne købe morgenmad på den Flintstone campingplads, der lå på den anden side af vejen. Jep, campingplads med Flintstonetema! Lad mig sige det sådan, jeg har aldrig fået så sløj en omgang morgenmad. Men det var også en oplevelse!
Bedrock City campingplads
Fred’s Diner
Da vi kom ind i ”Fred’s Diner” bliver vi mødt af en flok mænd med kasketter og cowboyhatte – jep, lige som man forestiller sig det, som med det samme vi entrerer rummet stopper med at snakke sammen, kigger skeptisk på os, hvorefter de rejser sig og forlader rummet (!). Haha!
Så har vi ellers cafeteriet helt for os selv. Der er pyntet lidt ubehjælpeligt op med hjerter i folie og hjerteballoner (Valentines Day varer tydeligvis mere end bare én dag i USA…). Vi bestiller morgenmad. Der er ikke synderligt meget at vælge imellem, men jeg bestiller ristet brød (alligevel begrænset hvor meget de kan fucke det op, tænker jeg) spejlæg ”sunny side up” (de var så undertilberedte, at jeg en lille smule frygtede for, at jeg ville få salmonella…) og så bestilte vi begge ”sausage” og havde nok IKKE forventet at få det, der ligner en tarvelig bøf fra en tarvelig hamburger (dem fra frost..). Vi fandt dog senere ud af, at nogle steder i USA er sausage åbenart formet som en bøf, og altså lavet af indmaden fra en pølse – altså pølsefarsen, så at sige. Vi troede, vi havde fået noget forkert ift. hvad vi bestilte, men da vi dagen efter bestilte sausage et helt andet sted – og endnu engang fik en ”bøf” serveret, så tænkte vi at de nok har en anden forståelse af pølser derovre…
Man ved i øvrigt, at man har det rene gourmet i vente, når man hører et ”diiiiing!” fra mikrovnen! Jep….
Rasmus med et lidt skeptisk blik…
Sausage?!….
Hjerter og roser i baggrunden
Nå, men maden formåede da at holde os mætte, og så pakkede vi diverse snacks og trekantssandwiches med på vores tur. Og vand selvfølgelig! Det er det vigtigste at have med. ”Hike Smart!” står der overalt på Grand Canyons hjemmeside. Og når man hiker smart har man naturligvis vand med.
Af sted det gik mod Grand Canyon! Vi betalte indgangen og parkede bilen ved Visitor Center. Derfra skulle vi så videre med shuttlebus, som gik til South Kaibab Trailhead, hvorfra vi skulle på hike.
På vej mod Grand Canyon
Visitor Center ved South Rim
I bussen siger buschaufføren, da vi er fremme ved stoppestedet: ”…don’t forget your crampons, the trail is VERY icy!” . Rasmus og jeg kigger på hinanden. Hmm. Vores støvler er ikke lige frem specielt skridsikre – især ikke mine. Vi beslutter os for at stige af, og lige se det an. Stien ER rigtig nok meget iset. Og jeg er som en Bambi på glatis – eller værre, faktisk! Jeg bliver SÅ usikker på benene, når der bare er det mindste glat. Det er helt latterligt, men jeg er simpelthen bare så bange for at falde og brække røven. Det ville være så træls, jo.
Første kig ned i kløften. Smukt!! Men noget “icy”…
Det går bare ikke uden de der skide ”crampons” kan vi jo se på det hele, så vi beslutter os for at vente på bussen tilbage til Visitor Center, hvor vi så vil se efter om de kan købes i butikken dér.
Visitor Center og shuttlebus
Det kan de godt. Problemet er blot, at vores størrelser er udsolgte (arghh!!) – men vi får dog rådet om at prøve i den butik, der ligger lidt længere væk og som i øvrigt er meget større. Her tager vi bilen til, og får super god service og passende pigsko, der kan spændes ud over vores støvler. Så 75 dollars fattigere er vi klar på igen at fange shuttlebussen til vores hike.
At dette hejs med pigsko gjorde at vi kom lidt sent i gang med vores hikingtur. Det viste sig dog, at være ”held i uheld”, for vi havde egentlig sat os for at hike HELE South Kaibab Trail frem og tilbage – men vi nåede ”kun” til 2. udkigspunkt på ruten, før vi var nødt til at vende om inden solnedgang. Men det var altså rigeligt til os at hike dén distance. Det tog ca. tre timer i alt, og vi var godt smadrede bagefter, og skulle vi have gået længere havde det bare ikke været sjovt eller fedt til sidst. Så det var meget passende for os, faktisk.
Nå, men det var på med pigskoene og så af sted ned i kløften. I starten af ruten var der en del is, og det var rigtig glat. Pigskoene kom på prøve, men de bestod med bravour. Vi stod helt fast, og kunne gå uden problemer, helt normalt. Der var en del andre turister, som skulede misundeligt til vores smarte pigsko, mens de kæmpede med ikke at glide. Og vi var hurtigt forbi dem.
Rasmus på vej ned i kløften
Smukt med lidt sne på
Grafisk tegning, alligevel… Hike Smart!!
Jeg var spændt/nervøs for, om vi ville møde mange ”mules” – altså muldyr. Man skal nemlig sørge for ikke at være i vejen for dem, og man kan jo hurtigt føle sig i vejen på en lille sti ved en stejl kløft, når der lige kommer en flok på 10 muldyr! Men vi mødte kun to pas af muldyr lige efter hinanden, lige i starten af vores rute. Jeg tror også, de færdes mere på en af de andre ruter, da man kan få en tur på muldyr på ”Bright Angel”- ruten.
Mules!
Vi var ikke kommet ret langt ned i kløften, da isen på stien var væk. Til gengæld var der sne (mest dér hvor solen aldrig skinnede, klart nok) og så var der sindssygt glat og mudret de steder, hvor solen stod skarpt på. Her hjalp pigskoene også, synes jeg – generelt var det godt givet ud, især til mig, der er så usikker til bens.
Landskabet var jo imponerende! Jamen, man fatter det slet ikke, før man selv er der. Det tager fuldstændigt pusten fra én. Og jo længere vi gik, jo smukkere blev det. Kløften åbenbarede sig for os i de smukkeste former og farver.
Da vi nåede til ”Ooh Aah Point” som er rutens første ”stop”/udkigspunkt gjorde vi holdt. Vi fik taget et billede sammen af nogle søde turister, der dog var lidt udfordrede af blæsten! Hvis man ser på Rasmus’ frisure kan man også godt se, at det blæser! 😀
Dejligt med et fællesbillede!
Der var nemlig s-i-n-d-s-s-y-g-t meget og kraftig blæst lige dér – alligevel tog vi den lidt tumpede beslutning at indtage vores frokost dér. I mega blæst. Skide god idé! Det var en anelse udfordrende, lad mig sige det sådan. På et tidspunkt blæser noget af indpakningen til vores mad væk, men Rasmus når HELDIGVIS at fange det! Man vil jo for dælen ikke være skyld i at smide skrald i sådan noget natur. Det ville ikke være godt.
Prøver lige at sidde lidt i læ for blæsten – uden held.
Næææ, en kaktus!
Da maden var spist gik vi videre, og kort efter nåede vi til et super smukt sted på ruten, hvor der var helt helt vindstille. Det var virkelig specielt, når vi kom fra så kraftig blæst. Vi skulle jo bare have spist vores frokost dér i stedet, men vi vidste jo ikke bedre.
På vej ned – mudret sti og høje trin, lidt udfordrende!
Vi havde ruten for os selv meget af tiden, og det var specielt og unikt at føle sig små og ”alene” (men sammen) i den store og smukke verden. Det var faktisk helt fantastisk! Solen skinnede og der var helt vindstille – og stille i det hele taget. Ubeskriveligt.
South Kaibab Trail i midten, som var den vi hikede ad
Icy trail!
Stor fugl
Turen fortsatte, til vi kom til ”Cedars Ridge Point”. Her gjorde vi holdt og nød den fuldstændig bjergtagende udsigt. Her er der toiletter, som vi også benyttede os af. Selvfølgelig ret primitive toiletter, men hvad andet kan man forvente.
Der var en enkelt mand udover os, da vi ankom til Cedars Ridge. Men han gik hurtigt igen. Og så var vi helt alene.
Kaffe med energidrik. Tiltrængt.
Rå natur
Wauw. Bare wauw!
Herefter gik turen op ad, da vi havde læst, at det tager dobbelt så langt tid at gå op af som ned af. Det gik dog præcist lige så hurtigt for os – vi var effektive! 😉
Turen op ad var hård! Jeg skulle da mene, at jeg er i riiimelig form, og jeg var lynhurtigt møgforpustet. Det ER også ret stejlt, det første stykke fra Cedars Ridge, derefter bliver det HELDIGVIS bedre. Ellers havde jeg nok sat mig ned og lavet en scene – ej! 😉
Kaktus, kaktus, kaktus
Mine støvler efter hiking i sne og mudder
Men turen op gik fint. Og der var stadig noget tid til solen gik ned, så vi besluttede os for at tage bussen tilbage, og så hoppe i bilen i stedet, og køre til et af udsigtspunkterne ved kanten af kløften, og nyde solnedgangen.
Smukt var der jo, men decideret solnedgang så vi ikke. Det var som om solen gik ned bag nogle træer, bagved os. Men vi nød det sidste syn af kløften inden det blev skiiiiidekoldt, og vi hoppede ind i bilen endnu engang, sagde farvel og tak (og på gensyn, for jeg VIL tilbage engang!) til Grand Canyon.
Med smuk udsigt over kløften – men det var koldt!
Vi satte kursen mod Tusayan, hvor vi ville finde os noget aftensmad. Vi havde ikke helt nemt ved at finde ud af hvad vi havde lyst til, men endte til sidst på en mexicansk familierestaurant. Det var udmærket mad.
Mexicansk aftensmad
Dernæst var det hjem til motellet, og vi var begge super trætte. Jeg kæmpede med at holde mig vågen, for jeg havde en vigtig Skypesamtale kl. midnat lokal tid
(klokken var 8 i Danmark). Det lykkedes, trods voldsom træthed, og samtalen gik heldigvis godt J Og bagefter var det på hovedet i seng, efter en lang og vidunderlig dag i Grand Canyon!
Faktisk var Line og hendes mand i Grand Canyon samtidigt med os! Vi mødtes dog ikke, for de hikede ad en anden trail – og jeg havde absolut intet signal til at kunne komme kontakt med dem. I kan se hendes smukke billeder fra deres tur på hendes blog. De var oppe at flyve i helikopter – noget, vi også kraftigt overvejede, men prioriterede fra, primært fordi vi ikke syntes vi havde tid, med alt det andet, vi skulle nå.
Men jeg er glad for at vi fik hiket i Grand Canyon! Man kan også se kløften oppefra, fra kanten, hvis ikke man har mod på eller fysik til at hike ned i kløften. Der er mange fine udsigtspunkter langs kanten, og der kører shuttlebusser dertil. Men at hike ned i kløften er en stor oplevelse, som man ikke bør snyde sig selv for, hvis man på nogen måde kan komme af sted med at gøre det 🙂
