Om søndagen stod vi op med missionen at bevæge os mod Mori
Tower i Roppongi, som skulle have en helt fantastisk udsigt over byen – endda
fra et ”sky deck”, hvor man står udenfor og
kan nyde udsigten. Det lød ret fedt, og ret vildt, så dét skulle vi da!
Rasmus havde læst, at der godt kunne forekomme lange køer
til at komme derop, men at man i butikker som Family Mart og Lawson (døgnåbne
butikker ala 7-11) kunne købe billetter på forhånd til at springe køen over. Vi
går så ind i en butik, som vi finder på vejen, og spørger ekspedienten (en ikke
helt ung herre) om han taler engelsk. Han ryster på hovedet, og henter sin
kvindelige kollega, som i hvert fald ikke var japaner, men muligvis inder (at
dømme ud fra udseende). Vi forklarede hende, at vi gerne ville købe billetter
til Mori Tower, og hun havde lidt svært ved at forstå hvad vi mente. Vi fik
næsten sat hele butikken på den anden ende, og begge ekspedienter kæmpede
virkelig en kamp omkring at forstå, hvad det egentlig var vi ville, samtidig
med, at de jo gerne ville hjælpe os. Det lød på dem som om, at de aldrig havde
hørt om ”Mori Tower” før. Og tårnet hedder muligvis også noget andet på
japansk, for pludselig går der et lys op for den mandlige ekspedient, og han
forstår hvad det er, vi gerne vil! Men de sælger altså ikke billetter til
tårnet. Så vi havde ulejliget dem til ingen verdens nytte – man fik næsten helt
dårlig samvittighed, men vi takkede mange gange, og de var meget søde og
venlige.
til at komme derop, men at man i butikker som Family Mart og Lawson (døgnåbne
butikker ala 7-11) kunne købe billetter på forhånd til at springe køen over. Vi
går så ind i en butik, som vi finder på vejen, og spørger ekspedienten (en ikke
helt ung herre) om han taler engelsk. Han ryster på hovedet, og henter sin
kvindelige kollega, som i hvert fald ikke var japaner, men muligvis inder (at
dømme ud fra udseende). Vi forklarede hende, at vi gerne ville købe billetter
til Mori Tower, og hun havde lidt svært ved at forstå hvad vi mente. Vi fik
næsten sat hele butikken på den anden ende, og begge ekspedienter kæmpede
virkelig en kamp omkring at forstå, hvad det egentlig var vi ville, samtidig
med, at de jo gerne ville hjælpe os. Det lød på dem som om, at de aldrig havde
hørt om ”Mori Tower” før. Og tårnet hedder muligvis også noget andet på
japansk, for pludselig går der et lys op for den mandlige ekspedient, og han
forstår hvad det er, vi gerne vil! Men de sælger altså ikke billetter til
tårnet. Så vi havde ulejliget dem til ingen verdens nytte – man fik næsten helt
dårlig samvittighed, men vi takkede mange gange, og de var meget søde og
venlige.
Vi går hen mod tårnet, da der ikke er længere end et par
kilometer, og vi prøver at gøre vejen lidt spændende ved at gå ad nogle fine
sidegader.
(Så fint er der i Tokyos sidegader…)
kilometer, og vi prøver at gøre vejen lidt spændende ved at gå ad nogle fine
sidegader.
(Så fint er der i Tokyos sidegader…)
(Mori Tower!)
Henne ved tårnet opdager vi dog hurtigt, at der faktisk
ingen kø er til tårnet – så det havde slet ikke været nødvendigt at købe
billetter på forhånd! Vi kom til med det samme, og tilkøbte ”sky deck” for 500
yen ekstra pr. person. Da det jo er Japan, har de naturligvis ansat op til
flere personer, bare til at vise vej op ad rulletrappen og ind i elevatoren.
Manden, der med en venlig gestus viser os ind i elevatoren, bukker så dybt og
længe for os, at det næsten føles helt akavet for sådan to vesterlændinge. Vi
kunne stadig se ham bukke, da elevatordørene lukkede i. Man følte sig næsten
helt royal…
ingen kø er til tårnet – så det havde slet ikke været nødvendigt at købe
billetter på forhånd! Vi kom til med det samme, og tilkøbte ”sky deck” for 500
yen ekstra pr. person. Da det jo er Japan, har de naturligvis ansat op til
flere personer, bare til at vise vej op ad rulletrappen og ind i elevatoren.
Manden, der med en venlig gestus viser os ind i elevatoren, bukker så dybt og
længe for os, at det næsten føles helt akavet for sådan to vesterlændinge. Vi
kunne stadig se ham bukke, da elevatordørene lukkede i. Man følte sig næsten
helt royal…
Oppe på sky decket var der ikke ret mange ud over os, så vi
nød at have udsigten næsten for os selv. En venlig mand står med et kamera på
et stativ, og fortæller, at han gerne vil tage et billede med vores kamera, og
så med hans, og så kan vi købe billedet han har taget, hvis vi har lyst. Det er
ret fin service, at han også tager et billede med vores eget kamera, uden
beregning, og der er bestemt ingen tvang til at købe fotografbilledet. Såeh…
Det gør vi naturligvis ikke. Det blev jo ret godt, det billede han tog med
vores 🙂
nød at have udsigten næsten for os selv. En venlig mand står med et kamera på
et stativ, og fortæller, at han gerne vil tage et billede med vores kamera, og
så med hans, og så kan vi købe billedet han har taget, hvis vi har lyst. Det er
ret fin service, at han også tager et billede med vores eget kamera, uden
beregning, og der er bestemt ingen tvang til at købe fotografbilledet. Såeh…
Det gør vi naturligvis ikke. Det blev jo ret godt, det billede han tog med
vores 🙂
(Fotografen ved Mori Tower)
(Det er da et ret godt billede! ;))
Vi havde en fantastisk udsigt ud over Tokyo, og det var
vildt at stå på toppen af byen udenfor, og mærke vinden og solen, mens man
kiggede ud over den kæmpe enorme by, som Tokyo vitterligt er (verdens største by!).
vildt at stå på toppen af byen udenfor, og mærke vinden og solen, mens man
kiggede ud over den kæmpe enorme by, som Tokyo vitterligt er (verdens største by!).
(fjollede turister altså! ;))
(Tokyo Tower)
Da vi kom ned igen fra sky deck besøgte vi lige Mori Art
Museum, som ligger i samme bygning, og som vores billetter også var gyldige
til. Det var et mindre museum med contemporary art – meget med video- og
lydinstallationer. Vi fik udleveret en gratis audioguide, men valgte at gå lidt
hurtigt igennem udstillingen – vi ville hellere ud i det gode vejr, end være på
museum.
Museum, som ligger i samme bygning, og som vores billetter også var gyldige
til. Det var et mindre museum med contemporary art – meget med video- og
lydinstallationer. Vi fik udleveret en gratis audioguide, men valgte at gå lidt
hurtigt igennem udstillingen – vi ville hellere ud i det gode vejr, end være på
museum.
(Kunstværk, hvor man skulle kaste med knapper og ramme den der dimmer i midten…)
(Et ret fjollet kunstværk, med et par pølser, der kørte op og ned gennem konstruktionen her… Og indimellem sad de fast, så der var naturligvis ansat en dame til at lirke dem fri med en pind indimellem. Rimelig kedelig job… Og kunstværket larmede og knagede, så man må godt nok være træt i bærret efter sådan en arbejdsdag..)
Da det er ved at være frokosttid efterhånden får Rasmus den
geniale idé, at vi kan tage på Genki Sushi, spise et par tallerkner der, og
pakke resten med to go og tage med i
Yoyogipark. Vi havde spist på Genki Sushi tirsdagen forinden, og bemærket hvor
smart det var, at de havde plastikbokse, hvor man kunne pakke maden i, og tage
med sig.
geniale idé, at vi kan tage på Genki Sushi, spise et par tallerkner der, og
pakke resten med to go og tage med i
Yoyogipark. Vi havde spist på Genki Sushi tirsdagen forinden, og bemærket hvor
smart det var, at de havde plastikbokse, hvor man kunne pakke maden i, og tage
med sig.
(På vej med bus – bemærk det nuttede betræk på sæderne ;))
Så det gør vi – bestiller en masse spændende sushi, spiser
lidt, og pakker resten ned i nogle bokse. Så bevæger vi os mod Yoyogipark, hvor
der (efter sigende) skulle være et
sandt leben af japanske teenagere i diverse cosplayeroutfits m.m. Dem spotter
vi dog aldrig. Til gengæld er parken fyldt med japanske familier, der slapper
af og spiller boldspil. Og så en hel masse vestlige turister!
lidt, og pakker resten ned i nogle bokse. Så bevæger vi os mod Yoyogipark, hvor
der (efter sigende) skulle være et
sandt leben af japanske teenagere i diverse cosplayeroutfits m.m. Dem spotter
vi dog aldrig. Til gengæld er parken fyldt med japanske familier, der slapper
af og spiller boldspil. Og så en hel masse vestlige turister!
Vi sætter os i en solplet, spiser vores sushi, og nyder den
rolige og hyggelige parkstemning.
rolige og hyggelige parkstemning.
(Sol og sushi, så bliver det ikke bedre! ;))
På vej ud støder vi dog på en flok japanske rockabillies med Elvishår, der twister
løs til musik. Og lidt længere væk ser vi en dame med en kæleabe, en ung kvinde
med en ugle på armen og et par cosplayers. Yes, mission accomplished tænker vi 😉
(Rimeligt slidte sko!!)
(Tjek lige håret!!! :-O)
(Det kan aldrig blive for meget… Katte-cosplayer i Harajuku)
Vi går mod
Harajuku, hvor vi tager på en café jeg havde på min to do liste. Mest
Harajuku, hvor vi tager på en café jeg havde på min to do liste. Mest
fordi den lød så vanvittig, og som noget, man kun kan
forvente at finde i lige præcis Tokyo. Caféen hedder Kawaii Monster Café, og
har ikke eksisteret voldsomt længe. Jeg fandt den i min grundige research, og
tænkte at der måtte vi bare hen 😀
forvente at finde i lige præcis Tokyo. Caféen hedder Kawaii Monster Café, og
har ikke eksisteret voldsomt længe. Jeg fandt den i min grundige research, og
tænkte at der måtte vi bare hen 😀
Da vi kommer får vi at vide, at de lukker om en time, men
det passer os fint. Vi skal alligevel bare have et par drikkevarer og et stykke
kage til deling. Rasmus bestiller øl, som kommer i et højt måleglas, jeg
bestiller iste, og vores kage ser umanerligt klam ud, med hvad jeg frygter er
farvet fondant, men som dog er smørcreme (det
smager trods alt lidt bedre). Indeni kagen er der creme lavet på friske
jordbær, så vi blev faktisk ganske positivt overraskede!
det passer os fint. Vi skal alligevel bare have et par drikkevarer og et stykke
kage til deling. Rasmus bestiller øl, som kommer i et højt måleglas, jeg
bestiller iste, og vores kage ser umanerligt klam ud, med hvad jeg frygter er
farvet fondant, men som dog er smørcreme (det
smager trods alt lidt bedre). Indeni kagen er der creme lavet på friske
jordbær, så vi blev faktisk ganske positivt overraskede!
Pludseligt bliver lyset dæmpet, og al personale fra cafeen
løber ud, og stiller sig rundt om den roterende kagekarrusel, som er midt i
cafeen. Pharell Williams ”Happy” brager
ud af højttalerne, og imens danserne tjenerne en flot og meget velsynkroniseret
dans til nummeret. Da nummeret er slut, bliver tre piger hevet med op på
karrusellen. De fik hver et stykke kage med en stjernekaster i, og så blev der
spillet hhv. fødselsdagsmelodi, og Here
Comes The Bride for en kvinde, der var på sin polterabend (hun var i øvrigt blondine og ”vesterlænding”
men af sted med en flok japanske piger). Meget festligt show, som jeg er
glad for, vi lige fik lov at opleve!
løber ud, og stiller sig rundt om den roterende kagekarrusel, som er midt i
cafeen. Pharell Williams ”Happy” brager
ud af højttalerne, og imens danserne tjenerne en flot og meget velsynkroniseret
dans til nummeret. Da nummeret er slut, bliver tre piger hevet med op på
karrusellen. De fik hver et stykke kage med en stjernekaster i, og så blev der
spillet hhv. fødselsdagsmelodi, og Here
Comes The Bride for en kvinde, der var på sin polterabend (hun var i øvrigt blondine og ”vesterlænding”
men af sted med en flok japanske piger). Meget festligt show, som jeg er
glad for, vi lige fik lov at opleve!
(Flot dans til sangen “Happy”).
(Fødselarer og kommende brud oppe på karrusellen)
(Man sidder i små båse i cafeen – som små kager)
(Det var meget interessant at undersøge cafeen og dens forskellige udsmykning. Mange sjove detaljer!)
Selv toiletterne var festlige og farverige, og da jeg havde
det for mig selv, skulle jeg da både prøve samtlige knapper på toilettet, tage
en omgang gratis mundskyld – og tage billeder, naturligvis!
det for mig selv, skulle jeg da både prøve samtlige knapper på toilettet, tage
en omgang gratis mundskyld – og tage billeder, naturligvis!
Da caféen jo er ved at lukke, begiver vi os ud i Harajuku
igen. Vi går en tur i Daiso på Takeshita Street, hvor jeg endnu engang formår
at fylde en kurv med masser af ting og sager for bare 100 yen pr. styk (omkring 6 kr).
(Får udsmykket med små bamser på i et butiksvindue)
Vi slutter af i Kiddy Land, hvor vi formår at bruge så lang
tid, at de til sidst er ved at lukke. Her får vi købt nogle forskellige gaver (også til os selv – eller, mest mig ;)). Og
da vi slutter af på Hello Kitty etagen, da vi skal betale, får vi det åbenbart
i en meeeget flot og meget lyserød (og meget stor!) Hello Kitty pose 😉
tid, at de til sidst er ved at lukke. Her får vi købt nogle forskellige gaver (også til os selv – eller, mest mig ;)). Og
da vi slutter af på Hello Kitty etagen, da vi skal betale, får vi det åbenbart
i en meeeget flot og meget lyserød (og meget stor!) Hello Kitty pose 😉
(Totoro bamser!!! <3)
Den gider vi ikke riiiigtig slæbe rundt på, så vi går mod
lejligheden, hvor poserne bliver stillet, og vi gør os klar til at gå ud at
spise, og dernæst på en bar og natklub, som vi har udset os. Vi tænker, at vi
er i Tokyo, og at Tokyo vel altid har åbent på deres barer. Det har de også.
Men om søndagen lukker de bare kl. 23. Og på det tidspunkt var klokken altså
22.45…. Det føltes en anelse nedtur, når man lige havde gjort sig i stand til
at gå ud! Men alt havde lukket, så vi havde intet andet valg, end at gå på et
fastfood ricebowlsted for at spise aftensmad (de har døgnåbent. Alle dage.).
lejligheden, hvor poserne bliver stillet, og vi gør os klar til at gå ud at
spise, og dernæst på en bar og natklub, som vi har udset os. Vi tænker, at vi
er i Tokyo, og at Tokyo vel altid har åbent på deres barer. Det har de også.
Men om søndagen lukker de bare kl. 23. Og på det tidspunkt var klokken altså
22.45…. Det føltes en anelse nedtur, når man lige havde gjort sig i stand til
at gå ud! Men alt havde lukket, så vi havde intet andet valg, end at gå på et
fastfood ricebowlsted for at spise aftensmad (de har døgnåbent. Alle dage.).
(Har gjort mig fin med mit nye hårband og alt muligt, tsk! ;))
(Min aftensmad)
Så selvom vores søndag ikke endte helt, som vi gerne ville
have haft den til, så var det alligevel en dejlig dag i den skønne by, Tokyo. 🙂
have haft den til, så var det alligevel en dejlig dag i den skønne by, Tokyo. 🙂
