FOR ET ÅR SIDEN – OG DET AT BLIVE MOR…

I morgen bliver Sonja et år. ET ÅR! Så i disse dage er jeg ualmindeligt nostalgisk og tænker tilbage på denne tid, for et år siden…

For et år siden gik jeg rundt derhjemme og hyggede mig med at bage fastelavnsboller, dyrke gravidyoga ud fra en video på YouTube og tage billeder af min gravide mave. Fuldstændig uvidende om at jeg om natten ville vågne op med veer, og at der ti timer senere ville komme en lille Sonja til verden. En torsdag formiddag i fødekarret på stue 2 på Riget, efter en ganske rolig og udramatisk fødsel, hvor jeg følte mig tryg hele vejen igennem (hvis du vil læse min fødselsberetning er den lige her).

Det var så stort at få sådan en varm lille kødpølse op på maven. Hun var så fin lige fra start, enormt nuttet. Jeg ved ikke om jeg følte den der oversvømmende følelse af kærlighed lige dér – det tror jeg ikke. Jeg var glad. Absolut. Men jeg græd ikke af glæde. Jeg synes hun var sød og dejlig, og jeg vidste at jeg nok skulle passe på hende til evig tid, men de rigtige ”mor-følelser”, de kom først senere. Hvilket er helt okay og meget almindeligt! Jeg vidste at det nok skulle blive godt 🙂

Efter fødslen fik vi lov at være et døgns tid på patienthotellet. Et tilbud, der nu er sparet væk, og det gør mig så gal! Jeg er så glad for at vi fik det døgn. Vi havde en milliard spørgsmål, som det var så dejligt at få svar på. Alligevel er man jo bare lidt på dybt vand hele tiden. Da hun lavede sin første lort om natten på patienthotellet (der var ikke bemanding om natten) – og det skete fire gange i træk, og bare var sort og klistret som tjære og ikke til at vaske af, og hun efterfølgende tissede ud over det hele, så vi måtte skifte sengetøj. Eller da vi overvejede at klippe hendes negle, fordi hun blev født med fransk manicure, men vi fik at vide at man slet ikke må klippe babynegle (hvor dælen skulle jeg have vidst det fra?? godt vi ikke klippede hende i fingrene!) men at de skal nulres af (umulig mission – men en neglefil kan bruges). Eller da vi tænkte, nu skal vi have noget søvn og klædte hende på og lagde hende i krybben, svøbt godt ind, hvorefter hun gav sig til at vræle i vilden sky, og vi desperat forsøgte med white noise og musik. Hun ville bare ligge tæt på os, men det havde jeg jo hørt var FARLIGT. Men Sonja havde altså ikke læst de der dumme pjecer om at det er ”farligt”. Hun ville ligge i min armhule nær mit bryst, og dér har hun mere eller mindre ligget lige siden, når hun har skullet sove.
Det skal tages med et gran salt, det man får at vide af de sundhedsprofessionelle indimellem. Så længe man bruger sin fornuft, så skal det nok gå.

Tiden hjemme efter fødslen var både skøn og forfærdelig. Mælken løb hurtigt til, og forvandlede min barm til et håbløst boob-job ala ”Mit Plastikmararidt”. Amningen gik godt, men jeg kæmpede med brystspændinger – var EKSTREM overfølsom overfor kulde, men havde det samtidig også ofte ret varmt pga. hormonerne. Jeg svedte så meget i mine hænder, at det var svært at skrive sms’er. Jeg havde ømme mælkeknuder, som skulle masseres væk, så jeg ikke fik brystbetændelse. Sonja fik trøske i munden, og så skulle både hendes mund og mine bryster vaskes med danskvand inden amning. Hver gang. Også om natten. Kæææft noget rod! Det var heldigvis væk efter et par dage.

Sonjas navle faldt af om natten efter tre dage, og vi panikkede, for i folderen fra sygehuset stod der, at det ville ske efter en uge eller længere. Er vi dårlige forældre nu? Har vi ikke passet godt nok på hende? FUCK!!!

Min krop var øm, jeg havde ondt i mine ribben og min ryg og i mit underliv, hvor jeg var blevet syet. Jeg kunne ikke sove om natten, for jeg kunne ikke slappe nok af til at falde i søvn. Jeg skulle vænne mig til at have fået en ny makker i soveværelset. Et sødt lille væsen, der knirkede løs og sagde de underligste lyde i søvne. Sådan nogle mærkelige pivelyde, eller lyden af at man klemmer et dyr hårdt (okay det giver ingen mening, og nej jeg har ikke klemt et dyr hårdt, men hvis man så en tegnefilm hvor det skete, lissom… haha!).
Men jeg kendte hende jo ikke. Selvhun hun havde boet bag min navle i 9 mdr, så skulle jeg altså stadig vænne mig til at hun var der.

Jeg var ret stresset i starten. Og hormonel. Sov-når-baby-sover var skidesvært at praktisere, for selvom hun havde et godt sovehjerte som spæd, så vidste man aldrig hvor længe der gik før hun igen-igen-igen-igen skulle ammes, skiftes osv. Det var lidt som en tidsindstillet bombe, som man ikke vidste hvornår ville gå af! Og så er det altså svært at slappe af, og give sig hen til søvnen.

Sonja ammede riiiiigtig meget som ny. Hver gang hun klynkede, så gav jeg hende brystet. Nogle gange sad vi i fem minutter, nogle gange i halvanden time ad gangen. Bagefter skulle hun altid skiftes, hvilket ofte gjorde hende så ulykkelig, at brystet var den eneste trøst, der duede bagefter. Hvorefter hun så sked. Igen. Forfra! Det føltes bare nogle gange som skruen uden ende, og det var hårde nætter og dage fyldt med amninger og bleskift. Også om natten!

Søvnløsheden og i det hele taget omvæltningen og alle de nye opgaver gjorde, at min krop var i konstant alarmberedskab. Derfor var det også svært at sove. Om natten Googlede jeg løs – om amning og alt muligt. Græd som pisket fordi jeg tænkte, at jeg ikke ammede hende nok – jeg lavede ikke andet end at amme! Det gav ingen mening, men jeg kunne slet ikke styre mine følelser og tanker, som ikke altid var helt rationelle. Jeg skrev spørgsmål ned til sundhedsplejersken. Fyldt med stavefejl, fordi jeg var så træt, at jeg ikke orkede at gøre noget ved at telefonens autocorrect skrev forkert. Spørgsmålene gav absolut ingen mening – heller ikke når man så bort fra stavefejl.

Jeg kunne faktisk ikke rigtig kende mig selv – jeg snakkede super hurtigt, spiste super hurtigt, sad uroligt på stolen, når jeg spiste. Jeg var aldrig i ro, min krop sitrede. ”Pas på at du ikke er ved at få en fødselsdepression!” var der nogle, der sagde. Øh okay, hvordan passer man lige på det? Det eneste jeg havde brug for, var sammenhængende søvn. Som jeg da heldigvis også fik lidt af, til sidst. Og så blev alt lettere. Jeg slappede mere af. Voksede langsomt i rollen som mor – men det tager tid, og jeg tror nok egentlig jeg først for alvor landede i den rolle 6-7 måneder efter fødslen. Også helt normalt! 🙂

At blive mor er jo nok den største, vildeste, hårdeste livsomvæltning, man kan opleve, men det er også fuldstændig fantastisk. Jeg kan kun anbefale det! 🙂

Her – på den anden side, et år efter – så vil jeg faktisk ikke mene, at det har været de søvnfattige nætter, der har været det hårdeste. Én af mødrene fra min mødregruppe beskrev det nemlig så fint; det hårde er det bittersøde i at tiden ubarmhjertigt flyver af sted, og den bringer så meget godt med sig – men man kan aldrig stoppe tiden, og de perfekte øjeblikke og lykkestunder, de kommer aldrig igen. Og dét vil jeg give hende ret i. Jeg kan ikke beskrive det bedre selv. Så det er bare med at nyde nuet. Så godt man nu formår, i den givne situation :).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *