Hvis vi spoler tiden tilbage til 14. Februar – ja, selveste valentines dag! – så havde jeg absolut ingen idé om, at jeg skulle gå i fødsel om natten. Alligevel var det som om, når man ser i bakspejlet, at min krop måske godt vidste, hvad den skulle præstere lige om lidt.
Jeg havde brugt formiddagen på at bage fastelavnsboller, og jeg endte med at spise intet mindre end FEM styks nybagte fastelavnsboller af den slags med både creme og marcipanremonce. De var bare så gode, og jeg kunne slet ikke styre mig… Jeg skyllede dem i øvrigt ned med tre mælkesnitter til dessert (…der var tilbud). Solen skinnede smukt udenfor, og jeg kan huske at jeg tænkte, at jeg burde gå ud og nyde det, sådan en flot forårsdag. Men jeg orkede bare ikke. Jeg tænkte ”lige om lidt kommer der en masse smukke forårsdage, jeg får nok chancen en anden dag” (How about no? #Fimbulvinter).
Nå, men i slutfasen på min barsel gik jeg meget op i, at der skulle være så ryddeligt og nysseligt og pænt, hvis nu hende mavebeboeren pludselig skulle bestemme sig for, at hun ville flytte ud af de minimale boligforhold i den 1-værelses, og finde en mere permanent løsning i den treværelses på Ydre Nørrebro hos mor og far. Lige den onsdag havde jeg produceret en god gedigen mængde opvask ovenpå de der fastelavnsboller. ”Den tager jeg i morgen formiddag!”, tænkte jeg. Jeg orkede simpelthen ikke andet end at ligge på sofaen og se vinterol (skøjteløb!).
Jeg fik dog også taget et par billeder af maven med selvudløser samme eftermiddag, og dem er jeg da enormt glad for, at jeg nåede at få taget.
Dagen går, og jeg går i seng omkring kl. 23, men vågner allerede godt en time efter af en noget heftig plukkeve. Det har jeg ligegodt ikke oplevet før, men jeg tænker ikke lige, at det er fødslen der er gået i gang, så jeg prøver bare lige at sove for det. Men fem minutter efter (eller deromkring) kommer der ENDNU en kraftig plukkeve. Og sådan bliver det ved. Jeg husker hvad jeg fik at vide til fødselsforberedelse hos APA ”se om I kan sove for veerne!”. Okay, lorteråd? Jeg kunne OVERHOVEDET ikke sove for det, men valgte at tage min dyne og pude ind på sofaen, så jeg da ikke forstyrrede Rasmus mere end højst nødvendigt.
Jeg kunne stadig ikke sove, så jeg satte noget Friends på, på Netflix. Sådan noget, man ikke behøvede tænke over. Og så overvejede jeg kraftigt om jeg dog ikke liiige kunne sætte lidt i opvaskemaskinen og rydde op i køkkenet, for der var jo så rodet, og vores datter skulle jo nødigt tænke at hendes forældre var nogle værre sjuskemikler. Faktisk overvejede jeg kraftigt at vække Rasmus – ikke så meget på grund af veerne, som jeg på dét tidspunkt snildt kunne klare uden støttekorps, men mere på grund af den møgirriterende opvask, som stod dér i køkkenet og lo af mig. Kunne han da ikke lige ordne den? Jeg forsøgte flere gange at bevæge mig ud i køkkenet, men måtte give op og krabbe mig tilbage til gulvtæppet i stuen, hvor jeg klarede veerne ved at bøje mig indover vores marokkopude. Rasmus lod jeg sove, for han skulle have lov at få den søvn, han nu kunne få, tænkte jeg. De der veer blev nu mere og mere intense og hyppige. ”Lad være med at time veerne til en start, der går lang tid inden I skal på fødegangen”. Ordene fra fødselsforberedelse sad fast i mit hoved, men alligevel tænkte jeg, at jeg hellere måtte forsøge at få et overblik over de dersens ”veer”. Jeg havde hentet en app, og den viste ret tydeligt, at veerne kom med et rimeligt interval efterhånden (her må jeg i øvrigt indskyde: brug for Guds skyld penge på en app! Den jeg havde hentet kom med reklamer, der kom i vejen for hvornår jeg kunne trykke på ”start” og time veen – mega irriterende!!).
Pludselig mærker jeg en intens kvalme, og jeg må ud at hente en spand. Jeg kaster op – ikke pga. smerte, men nok fordi kroppen skal gøre plads i maveregionen til alt det hurlumhej, der skal til at ske. Efterhånden kan jeg godt se, hvor dette her bærer hen ad, og da jeg går på toilettet for at tisse har jeg også en smule blødning på papiret. Jeg beslutter mig for at vække Rasmus, som jo desværre heller ikke har nået at få super meget søvn, og som er lidt omtumlet ved at blive vækket lige pludselig.
Jeg viser ham app’en og vi timer lidt flere veer, og jeg siger, at jeg synes vi skal kontakte fødemodtagelsen. Jeg får Rasmus til at ringe op, og da jeg får en ve, vil de gerne lige have mig i røret. Så jeg stønner lige lidt i et telefonrør, lækkert 😉 De kan godt høre, at jeg har nogle gode veer, men de foreslår os alligevel lige at se tiden lidt an – ”tag et bad!”- siger de. Jeg orker fucking ikke at tage et bad, men trækker vejret godt og dybt igennem en mængde flere veer. Jeg beder Rasmus om at sætte et chiliplaster på lænden af mig, da veerne trækker godt om i netop lænden. Jeg sætter selv et plaster på det nederste af maven. Der spreder sig en intens varme fra plastrene, som distraherer lidt fra veerne. En 45 minutters tid er vel gået, og jeg synes vi skal ringe igen. De vil heldigvis gerne se os, så pludselig får vi travlt med at få styr på de allersidste ting, vi skal have med os mod Fødegangen, og Rasmus får fat i en taxa via en app.
Vi har åndssvagt meget oppakning med (autostol, snacks, babydyne og babytæppe + morgenkåbe til mig, tøj til os og baby – det hele fylder!) og vi får bakset alle vores sager OG mig ind i taxaen.
Det er en stille nat, og der er tomt på vejene. Taxachaufføren kører virkelig pænt, langsomt over diverse bump i vejen – tak! Jeg synes det tager 100 år ved hvert lyskryds, og jeg vil bare gerne snart være fremme ved Riget.
Omkring kl. 4 er vi fremme ved Riget, hvor vi skal igennem hovedindgangen, da det er nat. Vi er ikke det eneste par, der er på vej på fødegangen, og jeg vralter af sted lige bagved en anden ung kvinde med veer.
På fødegangen bliver vi taget imod af afdelingsjordemoderen, som undersøger mig på en briks på ”Solstuen” – et virkelig fjollet navn til en stue, der ingen vinduer har, og absolut aldrig har set sollys. Mine veer bliver målt og ligeså med barnets hjertelyd. Jeg bliver desuden undersøgt indvendigt, og til min store overraskelse er jeg allerede 5 cm. åben. Jordemoderen kvitterer med et ”Rasmus. Rebekka. Tillykke. I bliver forældre af det her!”.
(Læs anden del lige her: http://illustreretnavlebeskuelse.dk/2018/03/foedselsberetning-del-2/
Og tredje del lige her: http://illustreretnavlebeskuelse.dk/2018/04/foedselsberetning-del-3/ )
