FØDSELSBERETNING, DEL 2

Vi bliver tildelt en fødestue med kar, og mens jeg vralter ned ad gangen siger jordemoderen ”hele København føder i nat!”. Der virker ellers til at være rimelig roligt på fødegangen – ja, jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men nok noget med en masse jordemødre, der løb forvildede rundt mellem stuer, hvorfra der kom de vildeste lyde. Indimellem blev stilheden da også brudt af diverse spændende fødebrøl, der fik mig til at tænke ”HOLD da op!” (…men jeg skulle bare vide, haha!) men generelt var der en dejlig ro.

”Har du glædet dig til at føde?” spørger hun. Og der må jeg sige ja. Det har jeg faktisk. Jeg har ikke frygtet det. Alligevel er det så vildt at det er NU, det er nu. Men jeg føler mig tryg og rolig.

Vi kommer ind på fødestuen til jordemoderen Christina. Karret er ved at blive fyldt op med varmt vand. Jeg tilbydes klyx, og det siger jeg ja tak til. Det er jævnt ubehageligt at ligge på briksen med en ordentlig cocktail i numsen, mens man har veer, skulle jeg hilse at sige. Men jeg får det klaret, og kan komme op i karret kl. 5. Det var virkelig dejligt! Varmen fra vandet virker fremragende på chiliplastrene, der nu afgiver endnu mere varme.

Veerne kommer hyppigt, med 2 ½ minuts mellemrum og varer lige under et minut. Hjertelyden tjekkes, og den er heldigvis rigtig fin.

Jeg føler, at jeg skal presse lidt på toppen af veen, men holder det igen ved at gispe – det kommer i øvrigt helt af sig selv, det med at gispe, jeg fulgte simpelthen bare min krop, og det var dét, der føltes naturligt at gøre.

Jordemoderen tjekker mig for at se om der er sket fremskridt. Jeg er nu 7 cm åben, og fosterhinderne står som en spændt ballon lige indenfor (jeg er i øvrigt lige nødt til i parentes at bemærke, at jordemoderen i journalen her har skrevet at jeg ”klarer veerne virkelig flot!” 😉 )

Jeg synes det begynder at presse noget om mod endetarmen. Fra min fødselsforberedelse ved jeg, at det er helt normalt. Det er også helt normalt at føle, at man skal skide. Men her var der altså ikke kun tale om en følelse. Jeg var faktisk overhovedet ikke i tvivl om, at lavementet ikke havde klaret det hele, og at der altså stadig var noget tilbage, der gerne ville ud. Jeg kunne tydeligt mærke det, men jordemoderen slog det hen ”…det er normalt, det føles sådan, og det sker ofte at de fødende løber frem og tilbage mod toilettet, fordi de føler de skal af med noget, men det skal de slet ikke, det er simpelthen bare fordi det presser sådan omme bagtil”.

Jeg blev dog ved med at føle, at jeg ”holdt noget tilbage” indeni i mig, og på et tidspunkt kan jeg ikke holde det mere ”ja, nu skider jeg altså i vandet, det beklager jeg!” fik jeg sagt, og det tog jordemoderen heldigvis helt cool. Men vandet skulle selvfølgelig skiftes.

Jeg tænker, at det er alligevel er fedt nok, at jeg kender min krop og kan mærke hvad den skal – jeg var altså ikke i tvivl om, at jeg havde ret!

Jeg kommer op af karret. Øv, kroppen føles så tung, og det er koldt at være oppe af vandet. Jeg går på toilettet for at se, om der er mere, jeg skal af med (spoiler alert: det er der) og jeg sidder på toilettet og bruser mig selv med det varme vand fra håndbruseren, alt imens karret bliver gjort klar på ny. Det tager sin tid, men endelig får jeg lov at komme op imens det sidste vand bliver fyldt på.

Rasmus finder musikken frem, da jeg gerne vil høre Coldplay under fødslen (der er altid min ”go-to” tryghedsmusik, og hører det også ofte, når jeg er ude at flyve). Jeg irriteres lidt på ham over, at han ikke kan få det der bluetooth til at virke, men det løses med et kabel. Heldigvis. Der er dæmpet belysning på stuen og rummet fyldes med tonerne af Coldplay. Jordemoderen synger lidt med, og der er en behagelig og rolig stemning.

Veerne kommer støt, og jeg tager én ad gangen, helst foroverbøjet med hovedet hvilende på kanten af karret med en kold klud for panden, alt imens jordemoderen bruser mig på lænden med varmt vand.

Hjertelyden tjekkes løbende, og det er lige som det skal være. Jeg fornemmer stadig en tiltagende pressetrang på toppen af veerne, hvilket nu medfører nogle ”spændende” lyde, jeg ligegodt aldrig havde troet skulle komme ud af min mund, men jeg kunne simpelthen ikke holde dem tilbage.

Klokken nærmer sig 7 og et vagtskifte, hvilket jeg er sådan lidt ”øv” over lige i øjeblikket.

Ind på stuen kommer en sød ung jordemoder samt en fantastisk dygtig jordemoderstuderende, som egentlig var den primære på fødslen – hvilket hun var super god til!

Jeg er godt i gang med veerne, og den studerende er straks ved min side og nusser mig på armen. Enormt sødt af hende, men virkelig ikke det, jeg har brug for. Det fornemmer hun heldigvis hurtigt selv, og hun får i stedet tunet sig ind på, hvad det er, jeg har brug for. Hun siger til mig at jeg er stærk, og det er fedt at høre! Det giver mig power og en tro på, at jeg sagtens kan klare det her.

Rasmus fortæller, at jeg gerne vil bruses på lænden under veerne, og det klarer hun også – dog sætter hun AAAAALT for varmt vand på først, så jeg råber ”av av av av av av av!” og hun undskylder, og jeg siger til hende ”det er okay, det skal du ikke tænke på” (SÅ høflig behøver man nok ikke være under sin fødsel ;))

Hun får heldigvis styr på vandet, og det hjælper med varme på lænden, da lænden faktisk er der, hvor jeg oplever den største smerte. Pyt med presseveerne, men i vepausen spænder det simpelthen sådan om i lænden.

Vi har taget vores spejlreflekskamera med til fødslen, og den studerende spørger om hun må tage nogle billeder af os med det. Gerne!! (vi er så glade for de billeder i øvrigt).

Klokken 7.40 undersøges jeg, og vurderes til at være fuldt åben. Fosterhinderne står stadig som en væskefyldt ballon, og jeg opfordres til at presse med, i håbet om at de derved vil briste af sig selv.

Og kl. 8.29 lykkes det – vandet går. Det er den underligste fornemmelse. Jeg presser, og det føles virkelig som om jeg føder ”noget”. Jeg indrømmer gerne, at jeg i et lidt for naivt og håbefuldt øjeblik tænkte ”mon hovedet er født nu?” (det var det selvfølgelig ikke…)

Vandet er heldigvis klart, og jeg får at vide, at jeg nok vil kunne mærke en tiltagende pressetrang, nu hvor vandet er gået. Jeg får også at vide, at jeg lige skal op og tisse, så blæren ikke står og er fyldt, når jeg skal til at presse aktivt. Her tænker jeg lige ”are you kiddin’ me?!” fordi jeg skal op af karret IGEN, og det gider jeg faktisk ikke lige, og så skal jeg tilmed forsøge at tisse, oveni at jeg har presseveer ret så ofte. Det var svært. Faktisk umuligt. Så jeg skal have engangskateter.

Jeg kommer op på briksen på stuen, og de anlægger kateteret. Det føles ikke slemt, men til gengæld er det ubehageligt at ligge på ryggen og få presseveer, uden der er noget, der støtter ens ben. Huha, det var lidt hårdt! Men blæren blev tømt, og jeg kunne hoppe tilbage i poolen, hurra!

Jeg bliver undersøgt igen. Her kan de se, at hovedet står lige indenfor åbningen, når jeg presser. Jeg opfordres derfor til at presse mere aktivt med.

Det er her i fødslen, at jeg begynder at synes, at det er en anelse træls. Her får jeg tanken ”jeg orker faktisk ikke mere!” men jeg kan også huske fra min fødselsforberedelse, at det er normalt at tænke sådan netop på dette tidspunkt i fødslen, og så er det jeg tænker, at så behøver jeg ikke sige det. De ved godt, jeg har det træls. Og der er ingen vej udenom.

(Gik du glip af del 1? Så læs den lige her)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *