FØDSELSBERETNING, DEL 3

Her kommer så sidste del af min fødselsberetning. Jeg vil sige overordnet, at jeg virkelig synes det var en fantastisk oplevelse at føde. For mig var det ikke det sindssyge smertehelvede, som jeg havde forestillet mig, at det ville være. Jo, det gjorde da ondt, bevares, men jeg havde forestillet mig noget meget, meget mere intenst. Jeg kunne være i smerterne, og arbejde med dem. Og det var dælme hårdt arbejde! Men det var også fedt. Med al respekt for at fødsler jo er vidt forskellige, og afhænger af SÅ mange forskellige faktorer – så havde JEG en rigtig god oplevelse med at føde 🙂 Og sidste del af den oplevelse har jeg skrevet ned, og det kommer lige her – tag godt imod det 🙂

Del 1 kan læses lige her og del 2 kan læses lige her

Jeg brøler mig igennem presseveerne – jeg har ingen kontrol over det, og det kommer virkelig bag på mig, at jeg kan præstere dén slags lyde! Jeg er normalt ikke typen, der bryder mig om at råbe. Men det er som om, at min krop bare befaler mig at gøre det, og jeg føler også, at der er en masse power bag. Jeg kan seriøst smage blod i min hals (!!) og jeg er en af dem, man kan høre ude på gangen, og blive lidt skræmt over (haha!) På et tidspunkt kigger en jordemoder ind: ”jeg skulle bare lige se om alt var okay, for det lyder til at der er GODT gang i en fødsel her!”.

Jeg har pause fra veerne, og smiler til hende.

Jordemødrene synger med på Coldplaysangene, og synes det er for fedt at vi har indtaget rummet med musik på den måde, og gjort det til vores eget. Vi snakker om Coldplaykoncerter, og hvornår der var koncert sidst med dem i Danmark. ”2015”, siger Rasmus. Jeg når at korrigere ham til 2016, inden jeg rammes af endnu en ve.

Jeg presser med på veerne – jeg kan slet ikke lade være, og jeg opfordres til at gøre det i hugsiddende, så hovedet kommer mere frem. Jeg får også at vide, at det er vigtigt at jeg hele tiden har numsen under vandet, nu hvor det er så tæt på.

”Vi kan godt tåle dybe kys her på fødestuen”, siger den jordemoderstuderene ”det sætter godt gang i nogle gode veer!”. Rasmus og jeg kysser hinanden i en vepause.

Der sker dog ingen fremgang selvom jeg presser alt hvad jeg kan, mens jeg sidder på hug. Hjertelyden er fortsat fin, heldigvis, men fordi jeg har presset i en time skal der altså snart ske noget.

Jeg kan høre, at de snakker med hinanden, jordemoderen og den studerende, og da de foreslår at jeg kommer om på ryggen for at presse mere aktivt tænker jeg først, at det er lidt irriterende, eftersom jeg synes veerne er værre, når jeg ligger på ryggen. Men jeg ved også, at hvis der ikke snart sker fremskridt, så skal jeg op af karret og barnet skal overvåges med sådan en dimmer, man sætter på hovedbunden. Det gad jeg lissom æk’, så jeg var selvfølgelig med på idéen om at komme om på ryggen.

Der er ikke ordentlig støtte til mine ben, og det irriterer mig. Jeg føler jeg glider ned, og ikke har støtte nok til at kunne presse ordentligt, selvom de forsøger at holde mine skanker alt hvad de overhovedet kan.

Jeg presser alt hvad jeg kan under veerne – og mere endnu! Jeg overraskes over HVOR meget man skal presse, og jeg tænker selv ”hold nu kæft, det kan jeg ikke, det her!” (ifølge Rasmus var jeg helt blå i hovedet!). Jeg tænker ofte at NU må det da være godt, men jeg opfordres til at presse ”mere endnu! Kom så!” – så det gør jeg, selvom det er jævnt hårdt, det hårdeste jeg nogensinde har prøvet – til gengæld slet ikke så smertefuldt, som jeg havde forventet. Jeg presser og presser alt hvad jeg overHOVEDET kan, for nu skal det hoved altså bare fødes! Og det bliver det. Den skøreste fornemmelse. Hov. Så var hovedet ude. Jeg havde en klar forventning forinden om, at det ville gøre MEGET mere ondt, sådan at have et hoved i begge ender, men ud over at det sviede og spændte noget synes jeg det var til at klare. Jeg kunne sagtens være i det.

Den næste ve lader vente på sig, og jeg ender endda selv med at blive ret utålmodig, alt imens jeg nyder at få en pause og lade op inden sidste del af fødslen. Det var ret vildt at ligge der og tænke, ”ved næste ve – så er hun født!”. Jordemødrene ælter min mave for at fremprovokere en ve, og pludselig kan jeg mærke den komme rullende ind over min krop, så jeg presser løs og et barn forløses ud af mig, Rasmus tager imod (med hjælp, selvfølgelig) og jeg får vores datter op til mig. Hun er dejlig varm at få i favnen, og slet ikke blå som vi ellers var blevet varslet, hun nok ville være grundet fødsel i vand. Hun skriger med det samme, og er helt utrolig smuk og fin. Klokken var 10.40, da hun kom til verden.

Vandet lukkes ud af karret, og jeg skælver af kulde. Mine ben er som gele, og jeg kan slet ikke styre det. Jeg bliver spurgt om jeg selv vil bære hende ind på selve stuen, for så kan navlesnoren klippes dér, men jeg ryster så meget, at jeg ikke tør bære hende, så Rasmus klipper snoren mens jeg ligger i karret, og så får han hende op til sig, alt imens jeg får bugseret mit korpus op af det tomme fødekar.

Jeg kommer op på briksen på stuen, og får vores lille pige op til brystet. En varmelampe tændes over os, så vi kan få varmen. Dejligt! Hun putter godt ved brystet, og er allerede lidt søgende efter brystet. Her ligger vi og nyder hinanden, hun er så helt utrolig blød og fyldt med de fineste dun på ryggen. Hun finder frem til brystet – med en lille smule hjælp – og suger sig fast. Oookay, det er sådan, det skal føles?Jeg føder moderkagen, og vi får lov at se den, hvilket er ret smukt og fascinerende, synes jeg. Tænk at hun har ligget lige derinde? Jeg bliver presset hårdt på maven, da de skal sikre sig at alt er med ude – AV det gjorde altså ondt, og var faktisk værre end at føde, synes jeg! Men moderkagen er ude, og jeg bløder ganske tilforladeligt. Livmoderen trækker sig hurtigt flot sammen.

Jeg skal syes, da jeg har pådraget mig en andengradsbristning ved fødslen. Det var i øvrigt slet ikke noget, jeg ”bemærkede” mens jeg fødte.
Inden jeg blev gravid tænkte jeg meget ”bare jeg ikke brister!”. Da jeg så var gravid, og lærte at 80% af alle førstegangsfødende brister i en eller anden grad, så ændrede jeg min tankegang til ”bare jeg ikke brister for meget” . Jeg havde i øvrigt en forestilling om, at alt over en førstegradsbristning måtte betyde, at fødslen havde været frygtelig voldsom. Men det var jo altså absolut ikke tilfældet her. Min fødsel var – i mine øjne – tæt på perfekt, og jeg har ikke noget imod at gøre det igen. Engang. Jeg blev syet fint sammen, og man heler ret så hurtigt dernede.

Da de er færdige med at sy er det tid til at undersøge og veje den bette. 49 cm. og 3006 gram lille og fin.

Jeg bliver i øvrigt beordret ud at tisse, hvilket man i øjeblikket tænker er en eller anden syg form for joke, but no. Rasmus får hende op til sig, og jeg prøver. Men uden held. I stedet drikker jeg en masse vand og saft, i håbet om at det så kan hjælpe det lidt på vej.

Rasmus nyder at have hende hos sig, og hun laver de sødeste små ansigter. ”Hun er totalt sød!”, siger jeg, hvilket får den studerende til at grine.

Vi får lidt fred på fødestuen, og lægger os sammen i en stor familieseng på fødesten, alt imens vi får bragt morgenmad ind på stuen med fødselsdagsflag i. Aldrig har ristet brød smagt så godt!Det er enormt hyggeligt bare at være os tre sammen. Vi får ringet til familie og overbragt nyheden. Nogle havde dog allerede luret den, da der jo havde været noooget stille på messenger (damn you, social media!!). Klokken 14.30 bliver vi hentet af en portør, som placerer os på sådan én, man også ser i lufthavnene til transport af gangbesværede (her kæmpede vi lidt med at få plads til alt vores habengut, men det lykkedes). Jeg placerer mig på midtersædet med babydyne indeholdende baby i favnen. Jeg har ikke lige mulighed for at spænde mig fast ”men jeg kører ikke så stærkt”, siger han. Godt så. Spol til tre minutter senere, hvor jeg må bide mig selv hårdt i læben, fordi jeg synes han tager nogle liiige lovlig hurtige sving i de underjordiske gange på Riget. Og jeg sidder dér med vores helt lille nye liv i armene. Men vi kommer frem til patienthotellet, og bliver taget imod af den vagthavende jordemoder.Det er jo sådan, at der ikke er bemanding på patienthotellet fra kl. 20 om aftenen til 8 om morgenen. Jeg ved ikke hvordan det ville have føltes for os, hvis vi var ankommet om aftenen, men jeg forestiller mig, at det slet ikke ville have været lige så trygt.

Vi bliver taget godt imod, og det personale, vi når at møde på patienthotellet, er enormt søde. Så det gik rigtig fint, selvom jeg havde frygtet det døgn på patienthotellet. Men baby sov jo bare, og når ikke hun sov, så lå hun ved brystet. Så hende var der ikke så meget pjat med.

Jeg er vågen hele natten pga. konstant amning, mens Rasmus vist får sig en bette skraber i ny og næ. Men det er skønt at ligge og putte med en lille ny og blød baby.

Dagen efter nyder vi en omgang morgenmad og frokost på stuen, og den søde jordemoderstuderende kommer forbi hotellet for at hilse på os. SÅ dejligt at se hende, og tale lidt om fødslen. Og så siger hun ”nogle familier kryber bare mere ind under hjertet end andre” hvilket simpelthen er så sødt sagt!Om eftermiddagen pakker vi vores sager sammen, booker en taxa, og tager af sted HJEM til Nørrebro. Virkelig speciel følelse at komme hjem med en lille baby, i øvrigt. ”Nåmen her skal du så bo. For evigt. Agtigt… ”. Men det var også en helt vidunderlig dejlig følelse af at være blevet en lille familie <3