18 ÅBENBARINGER, JEG HAR FÅET SOM NYBAGT MOR


1. At man godt kan spise kiwi med skræl på. Ad, tænker du, men det var faktisk en idé jeg fik, efter at have set Nutidens Mors story på Instagram. Siden har jeg spist rætti’ meget kiwi for at undgå hård mave. Men det klør sgu lidt i mundtøjet, så tror jeg skal slappe lidt af med det. Er der ikke noget med, at alle mennesker er lidt allergiske overfor kiwi og ananas?

2. At det kan lykkes mig at få strømpebukser og kjole på, samt sætte håret, komme mascara på og creme i hovedet på fem minutter. Ja, jeg var også overrasket, da jeg kiggede på klokken!

3. At man da godt nok er seriøst træt, når man står med sin deostift i hånden, og skal til at smøre den på sin brystvorte..(fordi man smører med Lanolin konstant). I det mindste er det en økodeo, men tror ikke Sonja sætter pris på modermælk med noter af eucalyptus.

4. At man godt kan spise og amme samtidig. Men at man måske kommer til at spilde soya på sin baby.

5. At 45 minutters søvn faktisk kan føles som en lur på 2-3 timer i ens hovede (men ikke i ens krop!)

6. At babyer faktisk godt kan sove selv, og ikke tilnærmelsesvis er i nærheden af at blive kvalt af sin dyne eller voksipose, som ellers var noget af det, jeg virkelig frygtede som gravid…

7. At jeg godt selv kan få barnevognen op og ned af rampen til vores baggård, uden at frygte noget ift. baby (fordi hun ikke behøver at være i vognen imens jeg bakser den op og ned) #lettelse #power!

8. At en iPhone er glimrende til lige at lyse med ind i bleen om natten, når man syntes, man hørte noget, men man ikke orker stor ståhej for ingenting, særligt når man har en datter, der hader at få skiftet tøj og som i øvrigt skider med en ganske høj frekvens.

9. At man kan føle stolthed over noget så åndssvagt som lort. Vi tog et billede på patienthotellet, da hun blev skiftet med første bæ-ble. #PinligeFørstegangsForældre.dk #NogetTilKonfirmationsindbydelserne

10. At det kan da nok være at selve amningen er smertefri, men de brystspændinger der følger med er IKKE. Vil hellere have veer nogen gange, faktisk…

11.  At strømper er en ting, der er fuldstændig UMULIG at få på og at få til at blive på. Og at holde styr på i øvrigt. De er jo overalt.

12. At Sundhedsstyrelsen skulle have et gedigent spark i løgene for at have udgivet en pjece, der hedder “FOREBYG VUGGEDØD” (med kæmpe bogstaver) og med lille undertitel “..og undgå skæv hovedfacon”. Jeg græd i hvert fald en del over den pjece, indtil jeg så fik sovet og rent faktisk kigget i den…

13. At ens krop ændrer sig fuldstændig efter en fødsel, også ift. spisevaner. Jeg havde fået tudet ørene fulde af “spis ikke for to, husk sund kost og god energi til fødslen” og jeg lyttede ikke til dem. Sonja kom til verden efter en dag, hvor jeg havde indtaget 5 nybagte fastelavnsboller og 3 mælkesnitter til dessert… Men allerede samme dag, som hun er født, havde jeg ikke lyst til de mange fødesnacks, vi havde med. Jeg ville bare gerne have en ostemad, f.eks.
Jeg kan have chokolade liggende i skabet  – jeg har ikke lyst til det. Det er så skørt.

14. At man ikke kan forlange af nybagte forældre at de liiige skal tænke på miljø og bæredygtighed oveni alt det her. Normalt tænker jeg over hvor mange fryseposer, jeg bruger – jeg bruger oftere små bokse, som jeg genbruger, og så genbruger jeg fryseposerne hvis jeg kan. Jeg får lidt dårlig samvittighed hver gang, jeg drikker en kapselkaffe, og jeg køber helst fra brugt frem for nyt.
Spol frem til at være forældre med søvnunderskud! Vi har shoppet vildt mange ting efter hendes fødsel, fra ny, fordi man finder ud af hvad der fungerer og hvad man har brug for, og så vil man gerne have det NU!!! Kombineret med et barn, der bruger utallige bleer og skumklude (dem klipper jeg dog i kvarte!) så ja, lad lige være med at forlange at jeg tænker alt for meget over plastikforbrug sådan liiige pt. Det er der altså nogle andre, der lige må tage sig af… Det samme med madspild. Jeg prøver, men det er bare ikke altid, jeg når at spise op. Og kold mad er ikke så sjov.

15. At far kan være lige så god som mor til alt (og endda bedre til at skifte ble). Okay, han har ikke indbygget mælkebar, men alt andet, det kan han faktisk godt tage del i! 🙂

16. At jeg åbenbart ikke kan lade være med at omtale mig selv i 3. person, selvom det lyder lidt fjollet. Men hvordan skal hun ellers lære at sige MOR?!

17. At jeg kan sove på ryggen. Jeg har altid været typen, der sov på maven. Så blev jeg gravid, og så blev det en anelse besværligt og træls at ligge på maven – og det er noget med, at det kan være farligt at ligge på ryggen og sove som gravid, så det turde jeg ikke. Men nu sover jeg gladeligt på ryggen – og på maven, når ikke mælkebaren er alt for udspændt…

18. At man 50% nyder nuet og hvor sød hun er lige nu, og 50% glæder sig lidt til, at hun bliver bare LIDT større, og at vi selv bliver klogere på hende og hvad der skal til for at gøre hende glad (det kører for det meste ok, men indimellem er vi godt nok sat på prøve! :))

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *