FRA VEGAS TIL L.A. MED PITSTOP I CALICO (DAG 9 I USA – LOS ANGELES – 6. FEB. 2017)

Vi var en anelse trætte, da vi vågnede på vores sidste morgen i Las Vegas. Om natten fik vi afbrudt vores søvn af en flok, der vist havde fået en tår over tørsten, for de prøvede gentagne gange at komme ind på vores værelse med deres nøglekort. De hev i døren, og bankede på, og gav ikke op. Så Rasmus måtte op og skrue bissen på ”You don’t live here!” – men lige lidt hjalp det, til sidst endte de dog med at give op.

Inden vi checkede ud og satte os i bilen spiste vi en tarvelig omgang morgenmad hos et af hotellets mange spisesteder. Det hele havde samme lysebrune farve og smagte ret kedeligt. Men det kunne da holde os kørende. Og det var godt, for vi havde en lang køretur foran os. Fra Las Vegas til L.A. I amerikanske tilstande er det egentlig ikke fordi det er så langt.

 Ikke noget at råbe hurra for…

Farvel Las Vegas!

På køreturen underholdte vi os atter med at skråle højlydt med på den fantastiske playliste, jeg havde sammensat specifikt til turen. Der var masser af Disneysange på. Vigtigt.
 Heaven or hell?

 Det så ikke specielt åbent ud…
Hvordan i alverden skulle man kunne nå at læse det, når man kører forbi?!

Køreturen gik fint, og pludselig var vi i Californien.
California Agricultural Inspection

 Da vi på et tidspunkt så skilte, der reklamerede for en ”50’s Diner” besluttede vi os for, at tage et pitstop dér.

Dette billede er ikke redigeret – så vildt så det bare ud med himlen og solen!

Der var en livlig stemning, og vi bestilte milkshakes – og Rasmus bestilte også lige en gang fritter med sovs! 😉

Inden vi gik fik vi lige Elvis til at spå om vores fremtid som ægtefolk 😀

 bag dineren var en lille have med ænder

Og dinosaurer

Vi kørte videre mod Calico Ghost Town, som jeg havde læst om hjemmefra. Jeg havde så ikke lige læst, at der ville være entré til at se byen – men det var nu ok. Calico er en genopførelse/kulisseby af en gammel sølvmineby, som har haft en storhedstid i slutningen af 1800-tallet med eget ”Red Light District” med 23 saloons og tilmed sin egen Chinatown!

I dag er byen som sagt bare en kulisse, men den er da et besøg værd hvis man alligevel kommer på de kanter.
Vi havde ikke super meget tid, da vi gerne ville nå til L.A. inden det blev alt for sent og mørkt (det nåede så alligevel at blive ret mørkt pga. bilkø!).
Men vi fik gået en runde i Calico og kørt en tur med det lille lokomotiv (det koster ekstra, men man får så også en fin tur hvor man kan se byen oppefra). Her fik vi lidt historier fortalt om byen, og fik vist en af sølvminerne, hvor der faktisk stadig er sølv – for 6 millioner dollars sølv, men problemet er, at det vil koste 10 millioner dollars at udvinde det sølv! Så det er jo noget af en underskudsforretning at give sig i kast med det…

 Calico set oppefra

 Et hus bygget af tomme flasker

 På tur med det lille tog

 Et lille bitte hus, vi kom forbi


Vi forlod Calico, og kørte videre mod L.A. I horisonten kunne vi spotte et lag af skyer, som bjergene var indhyllede i. Det betød massiv tåge, og at det, der sikkert var en flot udsigt på vej gennem bjergene, bare var gråt og gråt. Og så sad vi i kø. Læææænge. Det var ret kedeligt, men meget typisk for L.A. Kø, kø, kø og atter bilkø!

På vej ind i tågen

 Da vi endelig brød lidt fri af trafikken var det blevet mørkt. Dog oplyst af L.A.s skyskrabere. Det var ret flot.

 Los Angeles!

Vi fandt frem til vores beskedne motel, som lå lige ved Hollywood Boulevard/Walk of Fame. Her smed vi hurtigt kufferterne, inden vi begav os ned ad boulevarden.
Vores motelværelse

Vi fik kigget på hånd- og fodaftryk ved Chinese Theatre, og så var vi ved at være aftensmadssultne, men jeg havde via Foursquare fundet frem til et spisested ved Dolby Theatre, som skulle være ret godt, så dér gik vi hen.

Walk of Fame
Her fik vi en omgang ”pokébowls” som vel bedst kan beskrives som sushi i en skål. Det smagte vanvittigt godt, og var helt utroligt billigt også ift. hvor meget mad – og fisk! – man fik. Dét måtte gerne komme til Danmark, og helst til de samme priser 🙂
 Det smagte så godt!

Vi fik kigget i et par turistshops, hvor man naturligvis kunne købe utallige varianter af en ”Oscar”. Jeg prøvede virkelig at overtale Rasmus til at købe ”Best Wife” til mig – men han sagde, at den synes han jo ikke han kunne give mig, når vi kun havde været gift i to dage – har man hørt mage?? Han er så tarvelig, altså…

 
Jeg synes selv, jeg havde fortjent den!! 😉

Vi fik købt lidt snacks og diverse, og så begav vi os tilbage til motellet igen, da vi gerne ville være aktive fra morgenstunden af den næste dag.
Valentine’s Day merchandise med Grumpy Cat!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *