NYTÅRSAFTEN 2016

Godt nytår! Jeg håber I alle er kommet godt ind i det nye år.

Vi fejrede nytårsaften med min familie – det er vist første gang i 15 år, at jeg fejrer nytår sammen med mine forældre. Min søster og svoger var der også. Og min nevø, selvfølgelig, men han sov jo det meste af aftenen 🙂

Vi plejer at fejre nytår i Århus med vores venner – men værterne har lige fået tvillinger for ikke så længe siden, så det helt store party-party nytår springer de – forståeligt nok – over i år 😉 Derfor måtte vi finde på noget andet, og så endte vi altså med familienytår! Det var super hyggeligt 🙂

Konrad var meget fascineret af serpentinerne, og sagde begejstret “neeeej!” hver gang de blev pustet.
Denne flotte hat købte vi i Tokyo! Generelt har vi en helt god samling af fjollede hatte, briller og parykker, som vi medbragte nogle af til aftenen.
Vi fik også set nytårstalen – streamet fra DRs hjemmeside og kørt over på tv’et via HDMI kabel! Puha, jeg har godt nok helt ondt af YouSee i dag, så mange vrede kunder på nakken må IKKE være sjovt! Men godt nok også en kritisk aften at have signalproblemer på. ALLE vil jo se nytårstale og ALLE vil ha’ rådhusklokker. Og så er der dem, der ikke har andet at lave den aften end at se TV – og det er nok ikke de typer, der så har et NetFlix abonnement i baghånden! Det er da også jævnt træls… 
Vi havde bestilt nytårsmenu udefra, fra Homemate i Torvehallerne. Jeg troede bestemt, jeg havde helt indtil kl. 16 til at hente maden, men 14.42 ringer de og fortæller mig, at de lukker kl. 15, og jeg gerne skal hente det inden 15.15. Panik!!! Heldigvis var vi tøjet og havde pakket vores sager og var sådan set klar til at hoppe på en bus. Så vi nåede det hele!
Maden var rigtig lækker, og det var et hit at ingen af os skulle stå og bruge lang tid i køkkenet. Det gider man jo ikke sådan en aften. Jeg gør i hvert fald ikke.
Forretten var laks med noget sortkål, gulerødder, gule beder og hasselnødder. Og så virkelig lækkert foccaciabrød til.
Min flotte søster:
…og undertegnede:
Hovedretten var oksekød, kartofler, peberbacon, kejserhatte og rødbeder i fad i ovnen. Smagte super godt.
Og efter yngsten var blevet puttet indtog vi desserten:
Mazarinkage med blåbær, æbler, skovsyre, pistacenødder og saltkaramel. Lækkert!
Vi er et smukt par, ikk?
Fællesbillede med fjollede hatte og cava i glassene:
Og tid til stjernekastere. Vildere fyrværkeri fyrer vi ikke af!
Jeg havde forberedt en nytårsquiz om året, der var gået, og der var en præmie på højkant, som min far og svoger vandt.
Senere spillede vi (…lidt modvilligt fra enkeltes side) Cranium. Personligt elsker jeg det spil 😉 Vi fik da også op til flere grineflip undervejs.
Tegningen i forgrunden er i øvrigt en blindtegning af en cykelhjelm – det gættede jeg hurtigt!
Tegninger af fødekæden. Vi er ret enige om at en løve er involveret, men i hvilken retning synes at være forskelligt…
Elvis og Elvis-briller!
…ømt….
Så blev det tid til kransekage! Af den hjemmebragte slags.
Selvfølgelig skal der hoppes ind i det nye år. Min far var ikke meget for det – “tænk på underboerne!” og “pas nu på sofabordet!”. Tsk! Jeg har mange års erfaring i at hoppe ind i det nye år, og i år havde jeg endda ikke drukket nær så meget asti som jeg plejer (…mest fordi vi i stedet for asti var endt med møgsur cava, haha!!)
Tid til at kigge på fyrværkeri fra altanen:

Det ser ikke ud af meget på disse billeder, men jeg skal love for, de gav den gas med fyrværkeriet! Der var virkelig nogle flotte raketter og batterier med glimmer og stjerner og farver og store fyrværkeriblomster, der fyldte hele himlen. Meget imponerende.

Omkring kl. 2.30 gik vi til køjs, og dagen efter blev Rasmus sendt på arbejde – så var det ud med julen:
På vejen faldt jeg lige over en forladt hulahopring, som jeg lige lånte i et par minutter. Kunne ikke lade være… 
Og i lejligheden var denne lille spilop ude på løjer – bl.a. havde han kreeret sin egen smarte nytårshat! 😉
Ellers har vi bare brugt dagen på langs på sovesofaen til en masse film og tv. Sådan som 1. januar skal være! 🙂 Diverse nytårsforsætter gælder først fra i morgen 😉

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *