Vi var faktisk blevet advarede fra motelpersonalet om, at morgenmaden ville være yderst beskeden. Alligevel blev vi dog overraskede over at se præcist hvor sølle en morgenmad, man kan diske op med (og det siger jeg selvom jeg da også har været i London nogle gange…). Vi kunne vælge imellem donuts eller småkager til morgenmad. Og lunken kaffe. BUM! Sund og nærende start.
Foran vores motel – klar til hike
Guns don’t kill people – selfies do
Jeg kørte den ind med småkager, og så tog vi ellers ja-hatten på trods massiv tåge og småregn, og begav os til fods mod Runyon Canyon, som jo skulle have noget så fantastisk en udsigt. Når altså ikke det er max tåget.
Min ja-hat krympede noget, og blev vist mest af alt til en nej-hat, da jeg skulle kæmpe mig op ad de glatte stier i regnvejr og tåge. Det var ikke et hit. Vi spejdede noget efter Hollywoodskiltet – men uden held. Det var helt væk i tågen.
Runyon Canyon
Højt humør inden det gik op ad bakke i regnen…
Begrænset udsyn
I am NOT having fun!! Haha…
Tåge, tåge, tåge
Lovelocks
Hvor er skiltet?!
Regnvåde typer
Til sidst besluttede vi os for at sige, at det var det, og så gik vi tilbage til motellet, skiftede fodtøj, og tog bilen mod Melrose Avenue.
Her gjorde vi holdt ved Paul Smith, hvor vi fik taget et billede ved ”bloggervæggen”. Jep. Det er simpelthen bare en lyserød væg, som er utroligt hypet, og som diverse bloggere får taget deres ”outfit-of-the-day” billeder op ad (#OOTD…). Der er simpelthen ansat en vagt ved væggen som holder øje med, at folk kun tager fotos med deres mobilkameraer. Det er ulovligt at tage billeder med et ”professionelt” kamera. Tænk at en lyserød væg kan skabe så meget hype, at der ligefrem kommer reglementer omkring den! Men vi fik taget et billede (klart mest mit behov…) og så satte vi ellers kursen videre mod bydelen Silver Lake.
Foran bloggervæggen
Og en anden fin væg i nærheden
Skolebus
Silver Lake
Efter at have parkeret bilen gik vi en tur i kvarteret og kiggede på butiksruder og facader og nuppede feriens bedste kop kaffe hos Intelligentsia Coffee, hvor en sød kvinde komplimenterede min sweatshirt – ”I love your sweatshirt!” – jeg elsker amerikanernes ligefremhed, og blev lige mindet om hvor dårlig jeg selv er til at give komplimenter. Det koster jo ingenting, men giver et smil på læben. Amerikanerne er gode til det, dér kan vi lære noget!
Se lige alle de søm!
God kaffe
Frokosten blev indtaget hos Silver Lake Ramen – det var en god portion ramen, men ikke overvældende. Vi trissede lidt videre, kiggede på marked, og hoppede derefter ind i bilen hvor kursen blev sat mod Griffith Observatory. Endnu et flot udkigspunkt…. Når der ikke er tåget.
Ramen!
Griffith Observatory kan anes i det fjerne
Men selvom det famøse Hollywoodskilt blev ved med at putte sig i tågen, så var der nu alligevel en ganske flot udsigt. Og så er selve observatoriet bestemt også smukt og et besøg værd. Vi gik rundt om bygningen og nød udsigten – det vi nu kunne se af den, men det var alligevel imponerende, og så var vi inde i bygningen hvor vi fik kigget lidt på diverse udstillinger om verdensrummet. Hvilket jeg altid finder lige dele fascinerende og lige dele sindssygt skræmmende.
Udsigt fra observatoriet
Foran Hollywoodskiltet – måske…?
No drone zone
Inde i bygningen
Efter at være blevet lidt klogere på verdensrummet satte vi kursen tilbage mod motellet, hvor vi fik udforsket Hollywood Boulevard i dagslys. Mit mål var at finde The Beatles’ stjerne, og sørme om det ikke var den første stjerne på boulevarden lige over for vores motel. Mission fuldført! Vi fortsatte dog et stykke endnu, og spottede mange stjerner – og opdagede, at nogle har mere end én stjerne, f.eks. Bing Crosby, der både har en stjerne for sine præstationer indenfor musik og for film på boulevarden.
The Beatles
Rasmus har jo lært denne posering af selveste Elvis i Las Vegas! 😉
The museum of broken relationships
I øvrigt kan man undre sig over hvorfor nogle celebs mangler på boulevarden – men det skyldes, at det ikke er bare sådan liiige at få en stjerne. Jo, hvis du er kendt nok skal du nok få lov at få din stjerne – men der er visse krav, man skal opfylde, eksempelvis at skaffe de $30.000 dollars det kræver at få en stjerne – de dækker dels de omkostninger, der er ved at fremstille og placere stjernen i fortovet, dels dækker de vedligeholdelse samt den ceremoni, man er forpligtet til at afholde og deltage i, når man får en stjerne. Man SKAL altså møde op til selve afsløringen af stjernen og alt det tju-hej, der følger med – og det er der simpelthen enkelte store celebs, der ikke gider. Og derfor har de ikke en stjerne.
En mand, der selvfølgelig har en stjerne, er jo USA’s præsident. Han har fået den for sit reality tv-show. Der var mange, der fik taget billeder ved hans stjerne, og jeg følte mig næsten helt led ved, at vi også ville have et billede – folk skulle jo nødigt tro, at vi var tilhængere af manden!
Olsen-twins!
Britney Bitch!
Noget, der jo ofte må ske på Hollywood Boulevard er diverse tv- og filmpremierer og dertilhørende afspærring af vejen osv. Denne dag var der premiere på en ny HBO serie med Nicole Kidman og Reese Witherspoon i rollerne, bl.a. Vi prøvede meget om vi kunne spotte dem gennem det regnvåde overdække, der var sat op uden for Chinese Theater, men uden held.
Det var dog ved at være aftensmadstid, og vi valgte at køre til Koreatown for at få Korean Barbecue til aftensmad. Jeg havde bare spurgt Foursquare til råds, og vi endte på en stor koreansk restaurant, der havde et lydniveau og en akustik, som man sjældent har hørt magen. Der var en konstant summen af snakkende gæster og travle tjenere mens K-poppen bragede ud af højttalerne. Vi blev hurtigt introduceret til konceptet – bestil det kød, du gerne vil have, og tilbered det selv på den lille grill i bordet. Det gjorde vi, og maden var der ikke en finger at sætte på – det smagte forrygende! Men støjniveauet gjorde os noget stressede.
Da vi havde spist op og hoppede ind i bilen sjaskregnede det, så vi kørte direkte tilbage på motellet, og krydsede fingre for bedre vejr den kommende dag.
