WEEKENDENS BEGIVENHEDER

Mens jeg ligger her på sygelejet kan jeg da lige bruge tiden på at berette om den skønneste weekend, som jeg har været så heldig at have.
Fredag havde jeg fri, og brugte en hel formiddag på at ligge på sofaen og se “Kagekampen”. Det var i dén grad tiltrængt med afslapning ovenpå en travl uge!
Jeg hoppede i dette meget forårsprægede tøj, selvom vejret på ingen måde var forårsagtigt.

Så gik jeg ind til byen, formålet var en tur i Søstrene Grene for at købe renseribøjler. Der var overskyet, og ikke meget solformørkelse at se. Jeg elsker de gamle gader i København. Det er nu en flot by, jeg er så heldig at bo i.

Om aftenen var vi blevet inviteret til vinsmagning. Vi har en ven, der arbejder i en vinhandel i Århus, og han kunne altså skaffe os fribilletter til vinsmagning her i København. Det siger man vel ikke nej til… Selvom det betød, at man skulle have et mindre foredrag om vinene osv.

Vi fik smagt både hvidvine og rødvine, og det var ganske hyggeligt. Man blev skam lidt tipsy!

Rasmus og hans ven tog videre til en fest sammen, mens jeg smækkede mig ned på sofaen med slik og tøsefilm. Desværre havde de ikke åbningstilbud mere hos den gode slikmand. Men det er nok på en måde meget godt 😉

Lørdagsmorgenmaden så sådan her ud. Ikke dårligt!

Rasmus tog af sted til Malmø, hvor han skulle på tur med sine venner, og jeg tog cyklen ud til Papirøen (øv, der er langt – hit nu snart med den cykelbro!!) hvor jeg mødtes med min søster og svoger hos Copenhagen Street Food.

Copenhagen Street Food er en masse madboder og foodtrucks inde i en stor hal, her kan man så købe relativt billige måltider, og der er både italiensk, japansk, thailandsk, mexicansk m.m. at vælge imellem. Lige noget for et madøre som mig!!

Der er faktisk rigtig hyggeligt og god stemning derude, hvilket overraskede mig. Kan kun forestille mig det må være bedre en sommerdag, hvor man kan sætte sig og spise ved vandet udenfor.

Man skal være opmærksom på, at nogle boder ikke tager imod kort. Nogle tager så imod mobilepay i stedet. Men ellers kan man hæve såkaldt “cow cash” som er Copenhagen Street Foods egen møntenhed, der så kan bruges i de forskellige boder.

Selvfølgelig skulle jeg da have en burger! Og for at der var appetit til andet også, så blev det en slider (miniburger) fra Fat Burger. Den var virkelig god! Vi spiste double cooked duck fat fries til fra en anden bod. De var også udemærkede, havde måske forventet mere, men det var okay.

En anden bod fristede med lækre hapsere med stenbiderrogn, så sådan nogle hoppede vi også lige på 🙂

Og selvfølgelig afsluttede vi det hele med kage. Puuh! Så var jeg også godt mæt hele resten af dagen.

Strawberry cheesecake, mm!

Da jeg skulle hjem sneede det (!!!). Hallo, vi er marts, det er FORÅR! Øv.

Lørdag aften havde jeg en aftale med skønneste Line om at drikke cocktails, da hun skulle overnatte på sofaen, og havde været til noget påskefrokost om dagen også. Så jeg gjorde mig klar, og så drog vi af sted om aftenen 🙂 Selvfølgelig kom min nye kjole på 😀

Så skønt og dejligt med kvalitetstid med hende fynboen! Jeg havde fundet et tilbud gennem Facebook, hvor man kunne få én gratis cocktail, så det benyttede vi os af 🙂

…og så var der happyhour resten af aftenen, så det blev liiiige til nogle drinks 😉 De var gode og stærke (5cl sprut i) – til gengæld skulle man også nogle gange vente meeeeget længe på at få sin drink, tsk!

Nogle af de fyre, der havde været med til den påskefrokost, som Line havde været til, kom og joinede os på baren. De var vildt sjove, så det var rigtig hyggeligt. Fik lige photobombet et billede her, hahaha!

Søndag var jeg lidt ramt…. Så det blev en sløv søndag. Men Rasmus og jeg havde lige et ærinde på Nørrebro

Og søndag aften gik turen mod Brønshøj og venindehygge med to andre skønne damer. Vi var så klar i bussen derud! 🙂

Den stod på kaffe, snak og hygge i timevis, inden vi tog bussen hjem igen (klokken lidt for sent).

Virkelig dejlig weekend! 

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *