KONFI-THROWBACK

I dag er det…. ja, rigtig mange år siden, jeg blev konfirmeret. Faktisk blev jeg konfirmeret dagen efter Brødrene Olsen vandt melodigrandprix. Og jeg er stadig anelse bitter over at jeg ikke sådan rigtigt så, da de vandt. Jeg blev nemlig smidt i seng under afstemningen for jeg skulle jo op og være klar dagen efter. Fair nok. Men er det så ikke bare typisk at Danmark går hen og vinder?? Ih 😉

Nå, men min konfirmation blev holdt derhjemme. For egentlig skulle den holdes med hele familien på min mors side, men min fætter skulle også konfirmeres den dag og var først ude med at booke alt – så jeg tror vi var 14 mennesker på selve min konfirmationsdag, men det var super hyggeligt og helt perfekt, faktisk. Og så fik jeg så endnu en fest et par uger efter for hele familien, så på den måde var jeg jo heldig. Men den fest, der betød mest, var klart den lille.

Maden var hjemmelavet, og jeg er ret sikker på at det var noget buffet med frikadeller, tunmousse, skinkestang med pikantost og en masse andre lækkerier. Og islagkage fra Hjemis til dessert (klassisk!).

Af gaver fik jeg en cykel af mine forældre, hvilket jeg havde ønsket mig meget. Fik en sej sølvgrå Kildemoes som fulgte mig helt op i gymnasiet. Jeg fik generelt rigtig mange gaver og ikke helt så mange penge. Men det var fint for mig, jeg kunne ikke rigtig forholde mig til de pengesedler, og gik ikke så meget op i det. Jeg ville egentlig hellere have nogle ting, jeg kunne bruge. Så jeg fik tøj, smykker, ting til værelset (var det her, jeg også fik en lavalampe? Jeg er lidt i tvivl :D), bøger og meget mere. Virkelig gode ting!

Penge fik jeg også. Jeg fik en del telegrammer, og dengang kunne man godt give et telegram med “bare” en halvtreller i. Det ville nok ikke helt gå i dag 🙂 Jeg tror nok, jeg endte med at have fået 4600 kr. i alt efter de to fester. Det syntes jeg var mange penge! Men det er jo ingenting i forhold til de 15-20.000 kr. konfirmanderne i dag skraber sammen, akkeja… Kan jeg ikke godt blive re-konfirmeret?? Ku godt lige bruge sådan en pengesum 😉

Jeg vidste faktisk ikke helt hvad jeg skulle bruge de penge til, så det var først da jeg var 15 år at jeg brugte dem. Der blev købt et tv og en Playstation 1 for pengene, og begge dele har jeg haft rigtig meget glæde af, så det var et par gode køb.

Jeg havde skrevet en (lidt håbløs) sang til min konfirmation, og min mor holdt tale for mig og så sang vi også en sang som de havde fået skrevet til mig – på melodien “Bamses fødseldsdag” (I ved, den rare gamle bamsebjørn osv.) – fordi jeg var så glad for bamser i hele min barndom (og nok i virkeligheden stadigvæk lidt, da jeg blev konfirmeret) – så det var en meget passende melodi 🙂

Alt i alt en god dag, og med rigtig godt vejr også.

Lidt billeder – selvfølgelig med min fars finger indover, det er en klassiker! 🙂

Tøjet, jeg havde på, var nok meget tidstypisk i virkeligheden (hvilket jeg egentlig synes er meget sejt ;). Jeg ville absolut ikke en Lillykjole, og jeg elsker mine forældre for at give mig frie tøjler omkring hvad jeg havde lyst til at have på (jeg ved at der var nogle fra min klasse der død og pine skulle have kjole på, f.eks.)
Jeg havde ikke kjole på – jeg havde faktisk bukser på (!). Ja, den havde jeg ikke heller ikke helt selv set komme, men med hjælp fra en sød ekspedient fik vi sammensat et ret cool outfit (dengang!) bestående af satinbukser med vidde, en hørnederdel udover med satindetalje, en hvid stroptrop med en hvid gennemsigtig trøje udover og så en lang jakke i noget hør med satindetaljer også. Så der var ligesom en “rød tråd” eller hvad man skal sige. Og skoene var sneakers (yes, allerede dengang! ;)) som jeg også brugte meget efterfølgende. 
                  
Håret havde jeg selv sat – frisør var faktisk slet ikke på tale, så vidt jeg husker, men jeg klarede det da også sådan nogenlunde ok selv 🙂 Tilfældig-knold og så lidt fine spænder i også. Og masser af lak, så kører det! Det var også den dag, jeg havde makeup på for første gang. Eller, jeg tror måske jeg havde tyvstartet lidt med mascaraen, men jeg havde lyseblå øjenskygge på. Tror jeg peakede rent makeup-mæssigt i det efterfølgende år, da jeg var 14. Da gik jeg nemlig med øjenskygge af og til. Makeup har egentlig aldrig rigtig sagt mig noget, og jeg ejer pt. kun en mascara som er ved at være lidt tør i det. På det punkt er jeg lidt sølle, det kan jeg godt se… 🙂
Mht. accessories så kørte jeg den ind med UV halskæde i gul og lilla – jeg syntes den var SÅ flot! Og jeg havde taget sol et par gange op til konfirmationen (ja, den var nok heller ikke gået i dag ;)) og kæden lyste så flot op inde i solariet (skulle lige teste, jo! ;)). Og så havde jeg de der tynde metalarmbånd på, man kunne få i en milliard forskellige farver – de larmede af pommerns til hver gang man bevægede armen. Jeg fatter slet ikke jeg kunne holde det ud, men jeg havde virkelig mange af dem. Brugte muligvis alle mine lommepenge på dem…
Min sangskjuler var mariekiks og pålægschokolade fordi det var min all-time favourite snack som barn. Gerne med smør under. Rigeligt smør.
På min Blå Mandag var vi i Holstebro. Der var nogle forældre, der mente at det var “for farligt” med Århus (åha, vestjyder! 😉 Hvordan overlever københavnerbørn egentlig….) – så vi var “bare” i Holstebro. Eftersom jeg var i gågaden flere gange om ugen var det ikke sådan WUHU- spændende på dén måde, men det var selvfølgelig hyggeligt at gå rundt med mine klassekammerater og vi havde en skøn dag. Jeg fik købt en nederdel og Britney Spears nyeste cd, og så var inde og få lagt makeup i Matas, vi var i biografen og ude at bowle. Og så var vi hjemme ved klassen at se en (virkelig dårlig) film – for hun havde nemlig storskærm. Store sager dengang. Egentlig ville vi have set Kærlighed ved første hik – men igen var der nogle forældre, der var imod det. Det skal lige siges at jeg gik på en kristen skole, hvorfor nogle forældre derfor ikke mente vi skulle se sådan en “fræk” film med sex før ægteskabet osv. 
Det syntes jeg var helt utroligt fjollet, så jeg gik med min søde storesøster ned i Enghavens Videocenter og lejede filmen og så så vi den sammen. For jeg ville bare så gerne se den! Og den er jo super sød og sjov og gør jo ingen fortræd. Men altså… Så så vi til gengæld en dårlig actionkomedie! 😀
Det var lige lovlig mange ord om min konfirmation – gik lige helt tilbage i tiden dér, og det var egentlig meget sjovt at tænke tilbage på. Mit andendagstøj så i øvrigt sådan her ud. ALDRIG gå ned på farver eller denim!! Det var måske sådan liiiige lovlig for meget af det gode… 🙂

4 Comments

  • MB

    UV halskæde! Jeg købte en i blå og lilla, men til min store ærgrelse kom jeg aldrig i en situation, hvor den kunne testes 😛 Super hyggeligt tilbageblik, jeg mindes også at en fra min parallel klasse havde "jakkesæt" og de gennemsigtige bluser… konfirmanderne i dag er noget smartere synes jeg jo nok 😉

    – Julienne

    • Bex

      Hehe, ja moden har skiftet, det må man sige! 😀

      Jeg så en konfirmand for et par år siden, der havde kjole på med lidt strut i og så helt pinke conversesko på til – det var så fint! 🙂

      Gad vide hvad man ville hoppe i hvis man skulle konfirmeres i dag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *