AT BLIVE NOGENS MOR

Man tror, man ved hvad træthed er inden man får børn. Men man har INGEN idé. Absolut ingen idé. Dagene med Sonja er fyldt med overstrømmende kærlighed, så vores hjerter er ved at sprænges, men det er også en emotionel rutschebanetur, som at sætte sig op i Dæmonen i Tivoli (og mange af jer ved, hvordan jeg har det med dén slags forlystelser!) og så ellers bare derudaf! Det er så vildt.
Sonja er heldigvis sød, mild, nem at afkode. En værre ædedolk som sin far, og med et stort sovehjerte (igen, noget med et æble og en stamme og en far…). Men moderen her har altså skullet vænne sig noget til, at der er flyttet sådan et bette kærlighedskræ ind som sengemakker i soveværelset. Det har betydet SERIØS søvnmangel, af den slags, hvor ens hjerne bliver helt krøllet, og får én til at panikskrive utallige sære spørgsmål til sundhedsplejersken i nattens mulm og mørke, som dagen derpå INGEN mening giver og får en til at tænke ”var jeg på svampe, da jeg skrev det?!”. Det er ikke for sjov, at fratagelse af søvn er en torturmetode. Men langsomt lærer vi alle sammen hinanden bedre at kende, også i de nye roller som far og mor. Jeg lærer at sove lidt mere når baby sover (for det gør hun faktisk en del), jeg prøver at huske at spise (glem Sense og LCHF, amning er den vildeste kur!) og langsomt kommer universet i balance igen. Når man så får et intenst blik fra den bette med de store, mørke øjne, så har man rent glemt alt det trælse. Clever move, mother nature! 😉 <3