ÅRETS FØRSTE JULEFROKOST

I fredags var jeg til årets første julefrokost. Jeg så sådan ud i tøjet i “ny” kjole fra Ganni. Jeg har købt den brugt og virkelig billigt – og den har nærmest ikke været brugt. Mega hit. Jeg elsker at købe brugt til mig selv – og til baby, og det føles faktisk meget bedre end at købe fra nyt. Og så er det totalt win for både pengepung og miljøet.

Julefrokosten var i selskab med min pædagogklasse. I år valgte vi at holde det hos Folkehuset Absalon på Sønderboulevard. Dét kan i øvrigt varmt anbefales! Vi havde virkelig en god aften. Vi var ikke ret mange, der kunne deltage, men vi havde det festligt trods det. Ideen med Absalon er nemlig at lave et lidt moderne forsamlingshus, og skabe fællesskaber, så selvom vi kun var 8 styks fra klassen, så følte man sig alligevel som en del af en større og vildere fest og fællesskab. Og det fungerede bare, og var totalt hyggeligt!
Vi sad ved langborde, og aftenen startede med fællessang – Mariah Careys “All I Want For Christmas” for fulde hammer!

Bagefter var der pakkeleg, hvor en hel masse pakker blev sendt rundt mellem langbordene. Når musikken stoppede skulle man pakke et lag gavepapir af sin pakke (hvis man sad med én) og således skulle man blive ved, indtil pakkerne var pakket helt ud. Jeg vandt desværre ikke noget.

Efter pakkelegen stod den på lækker julemiddag med et twist. Vi fik farsbrød af confiteret and fyldt med svesker og toppet med tranebær og kastanjer, og med en vanvittig lækker sovs til. Det smagte så godt! Derudover var der rodfrugtmos og brød med hvidløgssmør.

Desserten var ris a la mande, og den var virkelig god! De andre syntes den var for flødet og at det var en stor fejl at der ikke var hakkede mandler i – men det er lige sådan, jeg allerbedst kan lide min ris a la mande, så jeg var meget glad og tog af den to gange, haha! Den var i øvrigt toppet med brændte mandler, hvilket smagte forrygende!

Efter desserten var det tid til endnu en leg, nemlig musikbanko! Jeg var utrolig tæt på at få fuld plade, faktisk manglede jeg “Over my Shoulder” til sidst, men desværre blev jeg overhalet indenom, så ingen præmier til mig, øv øv.

Men det var en festlig banko, hvor en masse gode musiknumre blev spillet og det medførte spontandans blandt deltagerne. Blandt andet fællesdans til “Hey Macarena!” og jeg fik da også bootyshaket til “Crazy in Love” – jow jow, kom ikke her! 😉

Efter spillet gik DJ’en på, og der var dømt dansegulv. Jeg fik danset en del, men omkring kl. halv et måtte mit gravide legeme altså kapitulere efter en lang arbejdsdag og efterfølgende fest med mange timer på en hård stol + dans, ja så var jeg altså træt i kroppen. Men det var bestemt det hele værd 🙂 Så skøn og sjov en aften!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *