GRAVIDITETSDAGBOG UGE 6 OG 7

Uge 6
I skrivende stund er vi på vej hjem fra en skøn weekend i
Århus, hvor jeg op til virkelig har frygtet hvordan det skulle blive taget imod
at jeg måtte takke nej til alkohol – men det gik heldigvis overraskende
problemfrit!
Fredag var vi til Skt. Hans på Islands Brygge med
efterfølgende BezzerWizzer spil hos nogle venner. Her var undskyldningen at vi
skulle voldsomt tidligt op lørdag og med et GoMore lift, og at jeg har det med
at blive lidt køresyg nogle gange, og derfor ville jeg gerne være frisk og ikke
have drukket aftenen inden. Faktisk en undskyldning, jeg godt kunne have været
kommet med, også som ikke-gravid – meeen så havde jeg nok nuppet et enkelt
glas. I stedet for nøjedes jeg med at smage lidt hos Rasmus i ny og næ. Bare
nogle bittesmå slurke.
Dagen efter gik turen som sagt til Århus og 60-års
familiefødselsdag på italiensk restaurant (= masser af rødvin). Heldigvis var
der også rigeligt med sodavand, hjemmelavet hyldeblomstsaft, limonade m.m. Det
blev slet ikke kommenteret at jeg ikke drak alkohol, og jeg sørgede også for at
tage et par strategiske minislurke af Rasmus’ øl og vin 😉
Om aftenen mødtes vi med et vennepar på Aarhus Streetfood,
og her blev undskyldningen til gengæld for os begge (tak til Rasmus for at være
en guttermand! ;)) – at der var blevet drukket lidt rigeligt rødvin til den
fødselsdag, så vi var nok mere på noget Sportcola eller limonade. Det blev
godtaget 😀
Søndag i Århus var vi inviteret til lækker aftensmad hos min
veninde og hendes familie. Da hun skrev at menuen stod på culottesteg blev jeg
straks nervøs for om det mon hørte under den type af rødt kød man som gravid
bør undgå pga. risikoen for toxoplasmose. Så jeg Googlede løs uden at blive ret
meget klogere – nogle mente det ene, nogle mente det andet – jeg endte både på
hestegalleri og hundegalleri uden at blive ret meget klogere, men jeg endte til
sidst med at tænke at det nok gik når det bare var let rosa, og ellers måtte
jeg nappe nogle endestykker og ikke spise så meget kød. Det kan virke ENORMT
hysterisk at man gør sig så mange tanker om kød, men når man så er gravid, så
har man bare ikke lyst til at løbe nogle risici. Især ikke når man læser at
toxoplasmose godt nok er sjældent, men til gengæld kan medføre abort,
øjenskader eller hjerneskader (!). Man kan lige så godt tage sine forbehold
hvor man kan, tænker jeg bare. Det viste sig dog da vi nåede frem, at stegen
var rigeligt gennemstegt – til min venindes store fortrydelse, da hun
foretrækker ”at de siger ”muuuh!”” – men jeg var lettet! ;). Rødvinen sprang
jeg over med begrundelsen at vi skulle sejle med færge og køre med bil hjem, og
at jeg havde tendens til køresyge.
Det var også en lidt kvalmende køretur hjem, så jeg er glad
for at jeg faktisk slet ikke drak noget vin.
Åha, det er altså udfordrende for mig med alle de hvide
løgne! Jeg er virkelig ikke ret godt til det. Jeg glæder mig meget til at være
så langt henne at vi kan fortælle det til hele verden J
Uge 7
Jeg er nu i uge 7 (plus nogle dage) og vi har nu været til
endnu en scanning af den lille grønært. Det var mig, der insisterede. Jeg havde
brug for at se et lille hjerte slå. Og jeg kunne ikke vente.
Vi mødte op en tirsdag eftermiddag hos LilleLiv på H.C.
Andersens Boulevard, betalte 400 kr og satte os i venteværelset. Væggene var
dekorerede med diverse 3Dscanningsbilleder, som Rasmus gik rundt og studerede.
Jeg spurgte ham forsigtigt, hviskende, om han godt kunne tænke sig sådan en
scanning. Til min store lettelse sagde han, at han helst ville være fri. Jeg
har altid syntes at de så lidt uhyggelige ud de der scanningsbilleder – selvom
det ikke er så pænt at sige…
Vi ventede i et kvarters tid inden det blev vores tur.
Der tonede et billede af et lille bitte foster op på
skærmen. Det så ikke ret meget større ud end sidst, jeg blev scannet, og jeg
holdt nærmest vejret da hun sagde, at hun regnede mig til at være omkring 5
uger og nogle dage henne – altså det helt samme som til terminsscanningen ugen
forinden. Jeg følte mig nervøs – var alt nu som det skulle være? Samtidig følte
jeg mig skuffet – jeg havde jo læst at man skulle kunne se et hjerte med
sikkerhed på nuværende tidspunkt..
Heldigvis fortsætter hun med at scanne – nu fra en anden
vinkel, og jeg kan slet ikke beskrive min lettelse da hun siger, at hun nu kan
se et meget større foster, og hun derfor vil beregne mig for at være en uge
længere henne end først antaget. Og så kunne man se noget, der blinkede. Et
lille bitte hjerte, der stod og bankede. Det er det fineste, jeg nogensinde har
set i hele verden, og jeg blev simpelthen så glad! Samtidig føltes det meget
uvirkeligt og abstrakt – tænkt at den der lille slørede klat på skærmen med et
lille hjerte der blinker – tænk at det er inde i mig?! Det er så vildt.

Scanningen var hurtigt overstået, og vi var så glade og
lettede bagefter begge to. Det er alle penge værd, og jeg vil bestemt anbefale
det til alle gravide – det har i hvert fald givet mig en større ro og jeg
føler, at jeg bedre kan slappe af nu og nyde det, og det er fantastisk.

Jeg har det indtil videre rigtig godt i min graviditet. Jeg
har ikke noget kvalme eller madlede som sådan, heller ikke nogle sindssyge
cravings. Min lugtesans er vist lidt skærpet, for jeg synes det lugter
sindssygt dårligt, når jeg åbner køleskabet – f.eks. Jeg føler mig meget som
mig selv og som jeg plejer, men jeg kan nogle gange godt være ved at falde i
søvn på sofaen kl. 21 om aftenen pga. træthed. Jeg føler ikke, jeg har samme
energiniveau eller kan holde til det helt det samme som før. Vi gik f.eks. 11
km i går, og jeg var virkelig smadret til sidst. Normalt ville jeg sagtens
kunne holde til at gå endnu længere, men da Rasmus snakkede om at han også
ville i Føtex og kigge efter nogle bestemte varer måtte jeg simpelthen erkende,
at jeg kunne ikke mere. Jeg trængte
bare til at komme hjem og hvile mig lidt på sofaen. Det er egentlig vildt nok
at man allerede kan have det sådan, for der er jo intet der tynger endnu. Men
min krop skal ud på sin vildeste rejse, og jeg kan intet andet gøre end at
lytte og følge med J

2 Comments

  • Trine

    Den der scanning i starten er GULD, jeg fik den på sygehuset da jeg havde haft mærkelig cyklus op til og de skulle vide om jeg var 5 uger henne eller 9. Jeg var så 9, så det var fedt 🙂 De ligner bare en lille spunk men det giver tryghed!

    Og så er jeg enig med dig i 3D scanning, synes de er så uhyggelige! Det var vi heldigvis også enige om herhjemme 😉

    • Bex

      Jeg fik også en henvisning til scanning helt i starten hos en gynækolog. Jeg testede en dag før forventet mens og det var lige før testen sagde DIIIING så positiv var den (der er et billede af den i sidste dagbogsindlæg). Man kunne ikke se noget hjerteaktivitet på den scanning, da jeg kun var 5 uger henne, så derfor købte vi også denne scanning fordi jeg bare viiiiirkelig havde brug for at se hjertet slå. Det betød bare alt på det tidspunkt! Og jeg kunne ikke vente! 😀

      Vi fik et enkelt 3D-shot til kønsscanningen – arghh, jeg brød mig ikke om det, hahaha!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *