GODT NYTÅR OG EN LILLE STATUS OVER 2016

Så blev det årets sidste dag!
Og selvom 2016 på et globalt plan må siges at have været lidt af et “annus horribilis”, så har det altså været helt genialt for mig, rent personligt. Måske det bedste år i mit liv!
Det bød på nye oplevelser med hulahop – og et show for 2400 mennesker! Det var vildt og grænseoverskridende, men sindssygt fedt.
Vi var på vores livs rejse til Japan, hvor vi besøgte Tokyo og Kyoto. Rasmus tog fusen på mig ved en flod i Kyoto, og friede – så romantisk!


Vi var til alletiders Coldplay koncert i Parken – det band vil altid have en særlig betydning for os, og det er desuden altid deres sange, vi bruger til vores rejsevideoer 😉
Jeg fyldte 30 år, og det gjorde slet ikke ondt – og gør det stadig ikke. Og jeg havde alletiders fest med venner og familie. En fantastisk dag!
Jeg prøvede for første gang at flyve helt alene – en stor grænse, jeg aldrig troede jeg skulle overskride! Er ret stolt af mig selv 😉 Det gik heldigvis rigtig fint, og jeg havde nogle skønne dage i Wien.
Efteråret gik med eksaminer, og jeg kan prale af et 12-tal i mit linjefag, VNT. Det havde jeg aldrig troet!
I november mødte jeg et stort idol, nemlig Don Rosa, som er en super talentfuld Anders And tegner – desværre er han gået på pension, men han nyder at tage rundt og møde fans, og jeg nød meget at møde ham – endelig! En stor drøm, der gik i opfyldelse 🙂

Jeg er spændt på at se hvad 2017 vil byde på! Jeg afslutter min uddannelse i januar, og får en ny flot titel som pædagog. Forhåbentligt skal jeg ikke gå arbejdsløs længe.

2017 byder også på nye rejseeventyr, som I nok skal høre mere om 🙂

Derudover er mine ønsker og mål for 2017
At blive modigere: Det gik ret godt i 2016, hvor ting som at optræde med hulahop for 2400 mennesker, flyve alene og tage en time som hulahopfitinstruktør (vikar) var noget, jeg aldrig havde troet, jeg skulle gøre
At prioritere mine veninder: Det er jo ikke fordi, jeg ikke gør det nu, men det vil jeg gerne gøre endnu mere. Venindetid er guld værd, og selvom mange veninder bor lidt langt vil, vil jeg prioritere at tage over og besøge dem i ny og næ, at Skype og sende breve og hilsener. Man skal huske sine veninder, og man skal sætte pris på dem!
At blive bedre til hulahop: I 2016 lærte jeg at køre ringen fra taljen til knæene og løfte et ben ud. Jeg kan have en ring om knæet og en ring på hver arm. I 2017 kunne det være sejt at lære at lave et helt “flag” – dvs. en ring om hvert ben og hver arm. Og i det hele taget lære nye tricks og blive bedre!
Mindre skærmtid og flere bøger: Det gik egentlig ok i starten af 2016, hvor jeg fik læst og lyttet til nogle bøger. Så kom efteråret og alle eksaminerne med rigtig meget læsning til følge, så jeg fik ligesom ikke læst i min fritid. Det kommer forhåbentligt til at se anderledes ud efter bachelor 🙂

Til slut vil jeg bare sige RIGTIG GODT NYTÅR, pas nu på derude, husk sikkerhedsbrillerne! Og tak fordi I læser med herinde i mit lille, rodede univers 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *