AT HAVE SIN BARNDOMSVENINDE PÅ BESØG

Torsdag eftermiddag hentede jeg min veninde i lufthavnen. Vi har været veninder helt siden barndommen, lige siden vi startede i børnehaveklasse sammen, og så formåede vi endda at fastholde kontakten til hinanden, efter hun flyttede med sin familie efter 3. klasse (50 km væk). Efter gymnasietiden flyttede hun til Tyskland, og blev boende dér i 9 år. Nu er hun imidlertid flyttet til Wien sammen med sin kæreste. Afstanden betyder, at vi selvsagt ikke ses så ofte. Jeg har besøgt hende nogle gange i Münster, og vi har mødtes, når hun har været i Danmark. Men faktisk er det to år siden, vi har set hinanden sidst (!). Det er lidt vildt, og jeg håber ikke, der går så længe igen (før det var der gået tre år). Vi er dog gode til at holde kontakt gennem mail og whatsapp. Men at se hende ” i levende live” er selvfølgelig noget særligt. Og derfor tænker jeg, at der ikke skal gå to år, før vi ses igen!
Men det skønne med sådan en barndomsveninde, det er at man kender hinanden ret så godt – man har en lang forhistorie sammen, og derfor er det bare meget naturligt, når man ses – også selvom der går lang tid imellem. De fleste af de veninder, jeg har, er relativt nye bekendtskaber, og selvom det er helt fantastiske og uvurderlige venskaber, så er der altså noget særligt ved en veninde, man har kendt en så stor del af livet, og delt så mange oplevelser med. 
Torsdag aften gik bare med snak, og mere snak, og så selvfølgelig dansk slik 😉

 Fredag havde jeg tidligt fri fra skole, så vi nød dansk frokost sammen, da jeg kom hjem 🙂

Efterfølgende gik vi tur på Nørrebro, og var bl.a. forbi Jægersborggade og alle de fine specialbutikker. Bl.a. var vi inde i kaktusbutikken.

 En gåtur på Assistens Kirkegården blev det også til. Lidt kold og våd var den.

Senere skulle jeg mødes med Line og Trine til det årlige pakkekalender-gave-udvekslings-hygge, mens Marie skulle videre til familiehygge.

Lørdag og søndag bød på endnu flere løjer, men det hører til i indlæg for sig selv 🙂

2 Comments

  • A + K = ♥

    Det er bare så skønt – har selv haft besøg af en veninde idag, jeg lærte at kende for 12 år siden, så det er også en gammel en af slagsen efterhånden. Men glæder mig særligt til d. 5 december, hvor min barndomsveninde kommer på Aalborg visit, som sidste år flyttede til KBH. Vi har boet over for hinanden til jeg blev 19, og sidenhen med 5 km's mellemrum – så nu er hun bare aaalt for langt væk 😀

    – Anne

    • Bex

      Åh, det må være noget særligt at bo så tæt på en god veninde, og svært at hun er flyttet så langt væk nu. Men så er tiden, når man ses, også bare det mere intens. Kan godt forstå du glæder dig 🙂 Det er altså hyggeligt, når man kan holde fast i venskaber trods afstand og andre faktorer 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *