Jeg har aldrig været speciel hemmelig omkring, hvad jeg stemte på – tværtimod. Jeg er socialist, og mine værdier og holdninger har altid været en stor del af den person, jeg er. Noget, jeg er stolt af, og ikke skammer mig over, og derfor gerne fortæller andre og argumenterer for. Jeg stemmer med mit hjerte, med et ønske om medmenneskelighed og mangfoldighed, og jeg satte derfor mit kryds ved Enhedslisten, velvidende at det nok endte med at blive blå blok, der løb med sejren.
Men om det blev rød eller blå blok, der vandt i går, var ikke så meget det, der gav mig mavepine og kvalme. Det var udsigten til, at Dansk Folkeparti skulle blive Danmarks andet største parti.
Da jeg stod op i morges ønskede jeg, at det hele bare havde været en ond drøm. Men nej. Jeg græmmes! Jeg skammer mig over at bo i et land, hvor vi møder omverdenen med en mistro, og frygter “de andre” udenfor ligusterhækken. Hvor er næstekærligheden? I stedet har man nok i sig selv, og handler ud fra frygt frem for fornuft. Hvordan kunne det komme så vidt?
Jeg glædes dog, midt i sorgen, over at jeg bor i en by, hvor vi bor dør om dør med alverdens etniciteter, men at det ikke udspiller sig i DF krydser på stemmesedlerne. Tværtimod stemmer København for mangfoldighed og næstekærlighed, og dét varmer mit hjerte.
Jeg synes “Ulige Numre” siger det så fint med deres sang “Frit Land”. Vi hørte den på Northside, og den rammer spot on, synes jeg.
“Bølgende bakker
marker, eng og skov.
Frit land, frit land, bestå.
Dine brødre er borte,
dine søstre sover sødt,
så du må være stærk og stå ret.
Ryster du på hånden,
ja så vælter det jo ind,
over landets grænser,
ind i stuen, i mit hjem
Vi skal kaste os i bølgerne,
der slår mod kysten ind.
Frit land, fri for os selv.
Sommeren var gået, da jeg rev mig på din torn.
Alt det smukkeste gør ondt,
fra myggestik ved søerne
til trådene i bølgerne,
der brænder hendes ben.
Vi skal kaste os i bølgerne,
der slår mod kysten ind.
Frit land, frit land, mit sted.
Tusinde af øjne,
de har meninger om alt,
og alle sammen tror at deres TV taler sandt.
Jeg skal prøve på at se den lysende idé,
men stregen den må trækkes i det sand.
Tilgiv mine øjne,
de ser kun fra næsen ned.
Hvordan skal jeg kunne bære hele kloden på mit skød?
Hele verens smerte kommer ikke mine ved.
Frit land, frit land, mit sted.
Sommeren var gået, da jeg rev mig på din torn.
Alt det smukkeste gør ondt,
fra myggestik ved søerne,
til trådene i bølgerne,
der brænder hendes ben.
Vi skal kaste os i bølgerne,
der slår mod kysten ind.
Frit land, frit land, mit sted.
Frit land, frit land, frihed.”
