SNEAKZZZZZ

Ved godt det er ret meget selvmål at lave sådan et indlæg, når nu min familie læser med, og jeg i dén grad ønsker mig flere sneakers (eller bare kontant tilskud) i fødselsdagsgave. Dumt, dumt, måske.

Men jeg elsker virkelig sneakers, og jeg kan ikke glædes nok over at det er så moderne for tiden. Det betyder for det første, at der er utroligt mange lækre modeller fremme i butikkerne og for det andet, at det pludselig bliver mere “legalt” at gøre det, jeg sådan set har praktiseret i mange år, nemlig at parre sneakers med nederdel og kjole. Nogle synes det er en helt forfærdelig tendens, men for sådan en som jeg, der ikke kan gå i høje hæle osv, så er det jo bare fedt!

Egentlig har jeg altid gået i sneakers. Da jeg var 12 år gammel var det sådan nogle brede nogen i en grå farve, de var vildt behagelige! Jeg blev endda konfirmeret i et par sneakers – et hvidt par uden snørebånd. Jo jo… Skulle jeg konfirmeres i dag ville jeg også vælge sneakers. Så blev det nok et par lave Nike Air Force 1 i hvid – de er så cool!! Som 15 årig fik jeg et par “Blend” sko (kan I huske dem??) De var hvide med lyseblå striber på – striberne var i plastik og det “skinnede” lidt – jeg synes de var SÅ flotte! Dem brugte jeg rigtig meget. I gymnasiet var det Converse, der gjaldt. Eller, dvs., jeg orkede ikke rigtig at smide 500 kr. efter et par, så det blev bare kopiversionen fra Netto til en halvtreller. Faktisk lavede jeg min egen musselmalede version på et hvidt par – og dem har jeg stadig (billede kommer længere nede). Jeg fik mig også et par Adidas Superstar i sort, dem brugte jeg også en hel del. I 2007 købte jeg et par Nike Blazer, de kostede 750 kr, og det var mange penge, men jeg fortrød bestemt ikke købet. De var vildt lækre og pæne og de forlod faktisk ikke mine fødder i to hele år. Det bærer de også præg af i dag. Jeg har dem stadig, men jeg bruger dem ikke da de er trådt helt skæve. Alligevel kan jeg ikke få mig selv til at smide dem ud – skørt, jeg ved det, men jeg var bare så glad for dem dengang 🙂 Sålen ser dog helt ny ud, det er vildt…

Siden da – og særligt indenfor det sidste års tid er der kommet en del sko til samlingen 🙂 Jeg har taget nogle billeder af hvordan samlingen ser ud lige nu. Jeg har ryddet lidt ud, afsat et par sko til min søster, smidt lidt i genbrug og sat noget til salg på Trendsales. Så sådan ser samlingen altså ud pt. Jeg synes faktisk det er ok at man gerne vil have lidt af en samling af sneakers, når man ikke rigtig kan gå i andre sko. Høje hæle har jeg aldrig lært at begå mig i, og nu gider jeg simpelthen ikke lære det nogensinde, kilehæle er heller ikke et hit, ballerinasko dur kun hvis der er rem i, ellers falder de af mine fødder (og det er bare ikke til at finde nogen med rem!!!). Det begrænser mulighederne for at kunne købe sko ret meget – og derfor vil man rent naturligt også få en skosamling bestående af ja, primært sneakers! 🙂 Jeg nyder at have mange forskellige par, så man kan veksle alt efter humør og hvilke farver, man lige har lyst til. Og jo, jeg ønsker mig bestemt flere par til samlingen – præcist hvilke viser jeg lige i et andet indlæg 😉 (jeg er også lidt træt af, at det er som om det er mindre okay at samle på noget, når det er noget, man kan tage på – hvorfor er det mere okay at samle på cd’er og porcelæn end på sko og kjoler? Det forstår jeg faktisk ikke…)

Nå, men her er så samlingen! Det er ikke alle, jeg bruger lige meget – nogen bruger jeg kun indimellem, men de fleste bruger jeg faktisk en del 🙂

Converse: Jeg var engang en rigtig “Converse-pige” (haha) men jeg synes ikke, de er så rare at gå i mere. Nok fordi jeg har fået øjnene op for hvor rare rigtige sneakers er for fødderne. Derfor bruger jeg dem kun sjældent, men engang imellem komme de på, og de er jo fine! 🙂 De lyserøde var mit første par Converse, købt i 2006 på en tur til Berlin. Der lå en skobutik tæt på vores hotel, og jeg prøvede dem, og var meget forelsket. Gik hjem på hotellet og tænkte over det, og besluttede mig så for at gå tilbage selv og købe dem – og det er jeg glad for at jeg trods alt gjorde! 🙂 47 euro og de var mine. Haps! Den sarte lyserøde farve er rigtig fin synes jeg.
De sorte Converse er jo bare en klassiker. Dem har jeg også brugt meget. Jeg fandt dem for et par år siden på Amazon til ca. halv pris af hvad de koster i DK.
De mønstrede er designet af Marimekko for Converse. Totalt impulskøb! Købt på outlet til 300 kr og nyprisen er 800. De har en bedre sål end de klassiske Converse. De er lidt specielle men også super fede, synes jeg 🙂

Adidas. Det grøn/blå par fik jeg i julegave af min søde, søde kæreste. Jeg er helt vild med farven og modellen. Det sorte par med hvide striber er en nytilføjelse, men gode klassiske retrosneakers, der er super anvendelige til alt.

Nike. Parret yderst til venstre er mit første par Nikesko. Købt i 2007, som sagt, og godt brugte. Ikke helt min stil mere, men de bliver i samlingen af nostalgiske grunde 😉
Det blå par med det pinke logo blev købt på loppemarked her i foråret for en halvtreller. De er voldsomt lækre at have på, muligvis de mest behagelige sneakers i samlingen. Mine  Nike Air er nye i samlingen og jeg er så glad for at have fået et par Air i samlingen. Synes de er super cool og pæææne!
Så er der et par Nike Free – købt i sommeren 2011 til en god pris på nettet. Bruger dem nu primært til at træne i, de er utroligt rare at træne i. Og så bruger jeg dem på storbyferier når der skal gås meget i sommervarmen 🙂 De er lette og meget luftige, og derfor perfekte til det formål! 🙂

New Balance + Bianco
Mine New Balance sko, som blev købt i provinsen efter at have travet London tynd efter et par (det er simpelthen for langt ude at New Balance sko i pigestørrelser ikke er til at finde i London!). Jeg elsker farven og de er vildt lækre at gå i. De sorte sneakers er fra Bianco, og nogle jeg købte billigt fordi jeg bare gerne ville have et par sorte sneaks. Kvalitetsmæssigt er de dog ikke ret gode, men som sagt var de også ret billige.

Og til slut, et billede af mine musselmalede sneakers – designed by me 😉

Så fik jeg da også lige skrevet en halv roman om sneakers! :-O

2 Comments

  • Bex

    Åh ja, det ville da være sagen 😀
    Jeg har faktisk engang haft en t-shirt med musselmalet på – fra Samsøe Samsøe købt på loppemarked. Den var også ret fin (desværre bare vasket forkert, så den var noget kort i det…)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *