BLOGAWARD

Jeg har simpelthen fået en blogaward! Jeg har fået den af søde June, som blogger på pixeleret.dk – en rigtig god blog! Med awarden følger nogle spørgsmål, som man skal svare på, og de kommer her:
Spørgsmål 1 – Hvorfor begyndte du, at blogge?
Jamen det var egentlig fordi min kæreste havde en blog (bare med fotos og sådan), og så tænkte jeg, det også kunne være meget sjovt at prøve det der blogging (se mit første indlæg lige her). Dengang var der ikke så mange, der bloggede, og ikke så mange, der vidste hvad det var (tror jeg). De store modeblogs osv som findes i dag, fandtes ikke dengang. Jeg startede bare med at blogge for min egen skyld, fordi jeg tænkte at det kunne være meget skægt at have et sted at poste billeder og få afløb for lidt skrive-diarré. Jeg elsker at skrive, og har altid gjort det. Nu går der måske lidt længere mellem de lange og spidsfindige indlæg, men det, jeg bruger bloggen til primært, er at poste mine billeder, skrive om min hverdag osv. Det er rigtig rart at kunne se tilbage på, og have alle mine minder og oplevelser samlet 🙂
Jeg har altid blogget af min egen lyst og for min egen skyld 🙂 I starten var jeg meget privat omkring min blog, men nu synes jeg egentlig det er rart at have fået flere læsere osv, det er ret hyggeligt her i blogland! 🙂 Det er dog stadig lidt underligt at lægge sit liv på nettet, og ikke altid vide hvem der læser med, men jeg tager det ikke så tungt mere, tror ikke man skal tænke alt for meget over det altid – slet ikke med alle de blogs, der eksisterer nu 😉
Og hvis jeg en dag skulle ændre mening, eller opleve at bloggen kommer i vejen for et eller andet (f.eks. mit erhverv, men det kan jeg nu ikke lige forestille mig) må bloggen jo lukke eller blive kodeordsbeskyttet – men jeg elsker at blogge, så jeg stopper nok ikke sådan lige! 😉

Spørgsmål 2 – Hvilke blogs følger du?

Uha, jeg følger utrolig mange blogs!! Den blog, jeg har læst længst, er faktisk en svensk blog. Gennem godt 3 år har jeg læst alle hendes indlæg og fulgt med i hendes liv på sidelinien. Jeg føler næsten, at jeg kender hende, og jeg er blevet enormt dygtig til svensk! 😉 Bloggen er forøvrigt niotillfem. En anden favoritblog er uden tvivl clamour4glamour da jeg finder hendes tøjstil utrolig inspirerende! (hun elsker også leopardpletter..;))
Udover dem læser jeg selvfølgelig MASSEVIS af andre blogs – det tager for lang tid at nævne dem alle, men der er dælme mange gode og fine danske blogs! (og svenske!) 🙂
Spørgsmål 3 – Favoritfarver?
Jeg kan rigtig godt lide lilla, gul og mintgrøn som farver i f.eks. min bolig. Når det kommer til tøj, så er jeg nok mere kedelig og foretrækker enkle farver som grå, sort, hvid og navy, men kan også godt lide f.eks. pudderfarver.
Spørgsmål 4 – Favoritfilm?
Jeg er kæmpestor Tim Burton fan, og filmen Big Fish er bare helt utrolig god og smuk. Edvard Saksehånd er også en klassiker.
Derudover er filmen Amélie en af mine absolutte favoritter, og jeg har en japansk filmplakat fra Amélie over min seng. Kundskabens Træ kan jeg også se igen og igen og igen.. 
Spørgsmål 5 – Hvilke lande ville du helst besøge og hvorfor?
Jeg drømmer om at rejse mange steder hen, men den ultimative drømmerejse, som altså bare SKAL realiseres, er en roadtrip rundt i USA – Vegas, San Fran, L.A. – gennem ørken osv, og besøge både små og store byer, Grand Canyon m.m. Det er en drøm, jeg har haft siden jeg var 14. Jeg vil hellere på sådan en rejse end at have et stort fancy bryllup, f.eks. så jeg håber meget vi kan komme afsted engang, når vi har finanserne til det!
Ellers vil jeg utrolig gerne til New York og Tokyo!
Nå, så er meningen så at man skal sende bloggen videre til 5 andre. Jeg må faktisk indrømme, at jeg ikke har noget overblik over hvem der allerede har fået den og hvem der ikke har, men synes jeg har set den mange steder, så derfor sender jeg den videre til alle, der ikke har fået den endnu 😀
Ved godt det måske er lidt fesent, men sådan bliver det lige… 🙂

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *