FIGURER OG ANDET UUNDVÆRLIGT DIMS FRA JAPAN…

Noget af det, jeg havde på “to buy” listen i Japan var en fin animéfigur. Ikke fordi jeg interesserer mig for animé – for det gør jeg ikke (udover Studio Ghibli) – men jeg har altid være fascineret af figurerne med store øjne og hår, der blæser i vinden. Så fine og detaljerede, synes jeg. Det er meget imponerende!
Så sådan én ville jeg altså eje, og da jeg ikke aner en dyt om animéfilm og de forskellige karakterer deri, så var mit eneste krav at det var en pigefigur, der ikke var for porno eller nedringet, gerne med hår, der flagrer i vinden og gerne sådan generelt lidt pep at se på. Agtigt.
Vi endte med hende her, som jeg altså ikke ved så meget om, andet end at hun hedder “Kotori” og er fra serien “Love Live”.
Vi prøvede først, om vi kunne vinde hende i en “fangearmsautomat” i Sega i Akihabara, men det kunne vi naturligvis ikke… Så vi måtte jo købe hende til fuld pris, hvilket heldigvis ikke var mere end omkring 100 kr. Jeg havde ellers forberedt mig på, at sådan nogle figurer var dyre – fra 400 kr. og opad – så det var jo en behagelig overraskelse, at det ikke behøvede at koste så meget, med sådan en souvenir.
De fås da også i mange udgaver, størrelser og faconer, og nogle af figurerne er tydeligvis til dedikerede samler. Enormt detaljerede og flot håndværk – og de koster naturligvis mange penge.
Men hende her – hun er nu også fin! Jeg synes der er noget girl power over hende, og det kan jeg godt lide! 🙂

Et par andre små animéfigurer blev det også til. Bare fordi de var så små og fine, og ingenting kostede… Pigen med rensdyrgevir er da så fin som julepynt! 🙂

Lidt blandede sager – et mega grimt gnaverdyr i en æske med…noget mad af en art(?!). Jeg trak den i en automat, og jeg havde klart håbet på at få katten, der var inde i en onigiri (japansk risbolle med tang omkring, meget populær snack). I stedet fik jeg denne… Sådan kan det gå!
I en anden automat trak jeg denne nuttede hamster, og så var Miffi og Lille My også nødt til at komme med hjem til Nørrebro. Simpelthen.
Opdagede pludselig, at den lyser når man holder den i hånden!

Endnu en dims fra en automat (det var bare svært at lade være!) – en nøglering med Gudetama. En virkelig fjollet japansk tegnefilmsfigur, skabt af Sanrio, der også står bag Hello Kitty. Gudetama betyder vist “dovent æg” på japansk, og det er lige præcis hvad det handler om. Et æg, der bare er så træt og dovent, at det ikke engang orker at nyse, når det får hældt peber på sig. Det orker faktisk slet ingenting. På youtube er der en del videoer med Gudetama – og de er virkelig sære mange af dem, haha, men jeg kan ikke lade være med at elske det lidt alligevel 😀

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *