AT BRYDE EN GRÆNSE

I går var vi i Zoologisk Have med mit linjefagshold. Men først havde vi undervisning på skolen, hvor vi snakkede om hvilket forhold man kan have til dyr – både nuttede dyr og dyr man finder ubehag ved.

Så gik turen til Zoologisk Have, hvor vi først gik lidt rundt som vi nu ville og kiggede på dyr. Se lige en sød chimpanseunge:

Og flotte flamingoer:

Øglen var nysgerrig:

Omkring halvanden time efter skulle vi så have undervisning – i grænsebrydning. Igen handlede det om vores forhold til dyr og hvordan man kan arbejde med det ift. at man skal være pædagog.
Der var stillet forskellige dyr op i kasser: En tudse, et par slanger, mus, tenrek (et lille børstesvin, der ligner et pindsvin), melorme, en kakerlak… Og vi måtte holde alle dyrene. Jeg holdt både en kæmpe stor fed slange, en nysgerrig mus, en tenrek og en tudse. Kakerlakken var for livlig 😛

Og nå ja, så var der endnu en fætter. Som først blev fundet frem til allersidst. I starten holdt jeg mig på afstand. Men nysgerrigheden fik mig alligevel til at rykke tættere på. Den første edderkop, som dyrepasseren havde fundet frem, gad ikke blive taget op. “Den havde en dårlig dag”. Hun gik ud og fandt en ny. Heller ikke den gad blive taget op og det var tæt på at den sprøjtede nældehår på hende. Men den tredje edderkop gad dog godt. Dyrepasseren stod længe med den i hånden, mens den sad roligt, og snakkede roligt til os. Det hjalp meget, og jeg turde endda komme endnu tættere på og studere den på afstand.
Så kunne vi få lov at røre ved den, lige så stille på benet. Okay, tænkte jeg. Benet. Det kan jeg godt lige klare! Mit hjerte bankede og jeg kunne mærke sveden i håndfladerne. Hen til edderkoppen – ae ae – SHIT den er blød! Blødere end en kattekilling. Det havde jeg ikke troet….

Nå, hen til de andre fra holdet og lige trække vejret og kramme hinanden og juble over hvor vildt det lige var at man havde rørt en fugleedderkop!

Så spurgte hun, om der var nogle der ville holde den? En af drengene meldte sig, selvom han var den der nok var allermest nervøs. “Men hvis du skal holde den, skal du være sikker på at du vil holde den – jeg kan ikke bare tage den igen!” Og så fik vi også at vide, at man skulle være forsigtig da den er meget skrøbelig og ikke tåler at blive tabt. Og så skulle man også lige passe på sin vejrtrækning, for den kunne ikke lide at blive pustet på. Okaaay….

Der startede en kø med folk, der gerne ville prøve at holde den. Jeg stillede mig også i den – igen med bankende hjerte. Hvor var det vildt! Men det var nu eller aldrig. Once in a lifetime opportunity – måske.
Vi støttede hinanden rigtig godt – og fik også meget ros for det. Jeg var en af de sidste.
Edderkoppen var lidt livlig – kravlede frem og tilbage mellem mine hænder. Jeg havde jo nok troet at sådan en edderkop ville ligge helt stille i mine hænder og så var det dét. Det var ret specielt og vildt med en fugleedderkop, der kravlede frem og tilbage mellem ens hænder! :-O
Kort tid efter blev den rolig og sad stille på mine hænder. Den føltes ret let og blød, slet ikke som forventet. Da jeg stod med den følte jeg ikke frygt over for den, eller at den var super klam. Mit hjerte hamrede og jeg fik at vide at jeg lige skulle passe på min vejrtrækning – så holdt jeg vejret, haha! Men jeg tror også det hang sammen med at det var sådan ret vildt – WOW, jeg står faktisk med en fugleedderkop! :-O

Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle gøre… Men en fugleedderkop er ret forudsigelig og relativt langsom i sine bevægelser. Sådan ret rolig, egentlig. På dén måde minder den jo ikke ret meget om en “rigtig” edderkop. For jeg har altid været distanceret til edderkopper – ikke fobisk (vi lærte meget om forskellen). Men jeg bryder mig ikke om dem, de skal helst fjernes, jeg kan ikke lide at sove i et rum hvis jeg ved der er en edderkop og jeg har tit haft mareridt om edderkopper. I børnehaven hvor jeg var i praktik var der en bog om edderkopper, som drengene var helt vilde med. Jeg brød mig ikke om at kigge i den…  Men jeg er ikke så bange, at jeg hyperventilerer og bryder ud i gråd osv.
Det værste er de store husedderkopper. Dem har jeg heldigvis kun sjældent sent, men det har også udløst ægte pigeskrig, når det er sket 😉 Dem vil jeg aldrig få det ok med!
Jeg er bestemt ikke kureret for mit forhold til edderkopper, men det har været super fedt at overskride en grænse jeg ALDRIG troede jeg skulle overskride! Og finde ud af, at man faktisk overlevede. At det ikke var så slemt… Jeg er ENORMT dårligt til at overskride grænser, og det kan jo også være ok, men det kan også betyde at man går glip af potentielt gode og fede oplevelser….

Men nu jeg har holdt sådan en fætter, så føler jeg virkelig jeg kan alt 😛
Jeg er i hvert fald sikker på at jeg kan sige til mig selv “ok, du har holdt en fugleedderkop, så kan du også godt klare det her!”.
Vi var faktisk mange, der endte med at holde den – og nogle var meget bange inden, men alle fik bare en god oplevelse med det 🙂 Det var så fedt!

Bagefter gik vi rundt i zoo, vi havde lige 3 kvarter inden lukketid. Mange af dyrene var ikke ude og det var en kold og blæsende dag, men vi hyggede nu alligevel. Jeg går i klasse med de sjoveste mennesker, der altid er klar på at fjolle og have det sjovt, og som er så dejligt usnobbede og nede på jorden. Det er skønt. Og skønt at vi kan have det sjovt sammen selvom vi er “det ældre hold”, haha! Jeg er rigtig glad for mit hold.

Vi synes liiige vi havde fortjent noget at styrke os på ovenpå kulden og den vilde oplevelse 😉 Så det blev til en varm kakao. Selvom 40 kr. for et glas kakao med sprøjteflødeskum da også er en slags penge  (ej men jeg forarges over priserne på Frederiksberg, tsk! ;)) Men den var tiltrængt og selskabet var hyggeligt :). Dejlig dag!
Jeg er så pisse stolt af mig selv! I FUCKING DID IT!!

4 Comments

    • Bex

      Årh tak følte mig sgu også lidt sej for engangs skyld 😛

      Og ja, zoo er fantastisk. Men nok mest i godt vejr, når dyrene er ude. Må være rimelig nitte at betale 160 kr. på sådan en grå og kold dag hvor dyrene gemmer sig 😉
      (vi fik det heldigvis betalt af seminariet)
      Jeg synes godt zoo kunne overveje at sætte prisen ned på entré, i det mindste uden for højsæsonen. Det er jo slet ikke det samme… 🙂

  • A + K = ♥

    Sejt!
    Jeg er ikke den store dyreven, selvom jeg eeeelsker at besøge landets dyreparker og zoologiske haver, og se Animal Planet. For kan godt lide dyr i deres eget habitat, men husdyr og bondegårdsdyr og sådan, er ikke liiiige mig. Synes de hører til i naturen, så jeg får heller ikke lyst til hverken at klappe dem, jeg møder eller have nogle hjemme ved mig 😀
    Bliver altid drillet med, at jeg særligt ikke bryder mig om mariehøner og sommerfugle (småpanikker lidt, hvis de er i nærheden), af en eller anden grund er edderkoppefrygt mere acceptabelt, selvom det er lige irrationelt :p

    – Anne

    • Bex

      Sjovt du siger sommerfugle, det samme gælder et par stykker fra mit hold. Og ja, edderkopper ER jo lige så irrationelt! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *