SORG OG GLÆDE

I tirsdags var jeg på date med min søde kæreste. Vi markerede, at det var 6 år siden vi var på vores første date sammen. Vildt!
På vores første dage spiste vi burgere og drak øl. På vores anden date så vi en Nils Malmros film. I går gjorde vi begge dele, bare i omvendt rækkefølge. Vi startede ud i Falkoner Bio hvor vi så “Sorg og Glæde”. Jeg var meget spændt på at se den. Faktisk var jeg slet ikke klar over at Nils Malmros havde en ny film i ærmet før vi så traileren til filmen, da vi var i biografen ifm. Den Store Biografdag (hvor vi i øvrigt både fik set “Mit liv med Liberace” og “Gravity”). Da jeg så traileren tænkte jeg “Nå, den handler om et par hvor hun slår deres barn ihjel” – men så sagde Rasmus at det handlede om ham selv og hans kone! Vildt!! Og jeg tænkte den tanke, vi nok alle tænker – hvordan kunne han tilgive hende??

Men filmen handler ikke om tilgivelse. Den beskæftiger sig ikke med tilgivelsen. I stedet er kærligheden – på godt og ondt – det centrale tema i filmen. Nils Malmros har ikke tilgivet sin kone, da han ikke mener der er noget at tilgive. Hun er uden skyld, for hun var syg da hun gjorde det. Og har nogen skyld er det ham selv – mener han. Og det er nok derfor, at de har kunnet leve sammen efterfølgende efter tragedien.

Filmen er ikke barsk at se på dén måde – man ser ikke noget voldsomt ifm. denne tragedie. Filmen kredser om perioden op til tragedien og tiden efterfølgende. Den er ærligt fortalt og skuespillerne er helt fænomenale. De spiller så godt skuespil at man slet ikke tænker at det er skuespil! Filmen giver et større billede af Nils Malmros som person – med alle de sider, gode som dårlige, man nu engang har som menneske.

Jeg blev meget rørt og berørt af filmen. Det ramte mig dybt, at det var en virkelig historie. Filmen er både tragisk og smuk. Bestemt se-værdig! Om den er et must at se i biografen ved jeg ikke – men det giver jo altid en særlig dimension og stemning at se film i biografen, så det synes jeg da man bør gøre, hvis man gerne vil se filmen.
Det er helt klart en af hans allerbedste film, og jeg håber han holder fast i at det er hans sidste film. Selvom jeg glædes hver gang, der kommer nyt fra hans hånd, så skal man også stoppe mens legen er god. Og filmen her er så fint et punktum på rækken af film.

Efter filmen spiste vi på “Halifax”. Vi havde ikke lige tænkt på at reservere bord (EDIT: det kan man så heller ikke 😉 – godt så.. 🙂 ) og selv på en grå og våd tirsdag – tilmed valgdag – så var der en halv times ventetid på et bord! Heldigvis ville de bare ringe os op, når de havde et bord, så vi gik en tur i Frederiksbergcenteret og osede lidt i mellemtiden.

Men vi fik et bord – og lækker mad, og det var så hyggeligt 🙂 Dejlig dejlig dag.