SØSTERDAG

I dag er det Søsterdag! Det er noget, Søstrene Grene har opfundet, så jeg ved ikke lige hvor internationalt osv. det er, men det er da meget sødt… Synes jeg 🙂
Jeg har verdens bedste søster. Punktum. Så’en helt objektivt und alles. Jeg har nok ikke altid været i hendes favør. Der er 5,5 år imellem os, så jeg har været en lille irriterende møgunge meget af tiden.g. F.eks. tror jeg ikke, det var så stort et hit, da jeg kom til at hive hovedet af hendes barbiedukke. Eller da jeg kom til at pille et eller andet fra hinanden, hun havde siddet og nørklet med i flere timer, bare fordi det var så sjovt at røre ved. Eller dengang på en biltur, hvor jeg hev en stor tot hår ud af hovedet på hende, og dernæst kastede op udover hende pga. køresyge. Undskyld.
Jeg var ikke altid lige populær…
Da jeg var lille var det absolut FEDESTE i verden at få lov at komme ind på min storesøsters værelse. Jeg “købte” mig adgang gennem tegninger, som jeg tegnede til hende og listede under døren, og så bar hun over med mig, og jeg fik lov til at være derinde i en 10 minutters tid. Så sad jeg der bare. Kiggede. Eller gik rundt og kiggede på alle hendes fine ting. Hun havde blandt andet sådan nogle fine porcelænsblomster i små krukker. Og en lille æske med muslingeskaller på. Dem var jeg helt vild med. Sjældent havde jeg da set noget så fint! Det var naturligvis EKSTRA spændende hvis hun havde en veninde på besøg, og jeg fik lov til at komme ind og være med. Men det skete dog sjældent at jeg fik lov til det (forståeligt nok..).
Som 11-årig fik jeg min første cd. Aqua! Men jeg havde ikke noget anlæg at spille det på. Dog fik jeg ofte lov til at komme op på værelset og høre det hos min storesøster. Og så dansede vi. Hun kunne nemlig også godt lide Aqua, dengang.
Engang fortalte min storesøster og storebror uhyggelige historier hele aftenen, og jeg blev så bange, at jeg fik lov til at sove på min søsters værelse. Det var hyggeligt!
I takt med at jeg blev ældre, og begyndte at interessere mig for andre ting end bamser, Baby Born og Barbiedukker, så tog vores indbyrdes forhold også en drejning, og vi følte nok en større sammenhørighed med hinanden. Da hun flyttede hjemmefra kom jeg på besøg en hel weekend, hvor vi primært så dårligt tv og spillede Playstation (Playstation 1, og helst spillene Spyro og Harry Potter!).
Da jeg selv flyttede hjemmefra var det en kæmpe hjælp at hun også var i den by, jeg boede i. Nu bor hun i København. Og det gør jeg også snart. Og jeg glæder mig til at kunne få mere tid sammen med hende. Tid til små spontane aftaler. En kop kaffe. En aften med De Unge Mødre i fjernsynet. Middage. Loppemarkeder. Og alt det andet. Det skal nok blive rigtig godt. Jeg glæder mig!!

Nu må jeg også lige sige, at jeg foruden min søster, også har en storebror. Og han er naturligvis også verdens bedste. Så’en er det bare!
Søskende for the win!

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *