Måske tog jeg bare på efterskole, fordi alle andre gjorde det. Fordi min søster havde været det, og min storebror før det, og alle mine venner skulle. Hvad skulle jeg dog ellers?
Og alle snakkede om, at det ville blive en kæmpe oplevelse, og det bedste år i mit liv.
Og jeg glædede mig.
Glædede mig til at få den store oplevelse.
Jeg blev afleveret på skolen af mine forældre og min søster. Her skulle jeg så vænne mig til, at leve tæt op og ned af fem andre piger.
Første nat lukkede jeg ikke et øje. Og jeg mener det virkelig. Jeg var vågen hele natten. Dagen efter var fyldt til bristepunktet med diverse ”ryste-sammen”- aktiviteter. Men jeg var så træt. Så helt og aldeles og forbandet træt. Men jeg gjorde hvad jeg kunne, for at være med, være glad, positiv, åben.. Men 97 splinternye ansigter var nu ret meget at forholde sig til på én gang. Specielt når jeg kom fra, at have gået op og ned af de samme mennesker i ti år, på den samme skole.
Men jeg holdt hovedet højt. Jeg opsøgte folk, og forsøgte at skabe kontakter og nye venskaber. Det var svært.
På fjerdedagen var jeg så fyldt op med indestængt skuffelse, at jeg blev nødt til at ringe hjem fra skolens mønttelefon. Jeg kunne ikke holde det inde, og jeg brød sammen. Min kontaktlærer fangede mig, og gav mig en opmuntrende snak. Med fornyet gåpåmod klarede jeg mig igennem endnu flere dage, mens jeg måtte se til at alle andre omkring mig fandt sammen i grupper, der på overfladen lignede venskaber, der havde varet i flere år. Og min værelseskammerat var den stik modsatte type af mig, og påstod at hun da kunne snakke med samtlige 98 elever på skolen. Og jeg følte endnu ikke at jeg havde fundet mig bare én, jeg rigtigt kunne snakke med. Og de andre, der boede der, de fem andre piger, de var også så forskellige fra mig selv. Andenårseleverne, der satte sig ind på værelset sammen, og sørgede og græd fordi det hele var bedre sidste år. De gad i hvert fald ikke interessere sig for sådan en førsteårselev. De fik lov til sørge. Selvfølgelig skulle de da have lov til det, mente kontaktlæreren. Men tilbage sad man bare, og følte sig forkert og uønsket. Det var ikke nogen rar stemning.
Jeg ved ikke, hvor mange dage der gik, før jeg mødte Rikke. Men jeg tror egentlig vi mødtes ret tilfældigt. Jeg kan ikke huske det, men jeg ved, at vi umiddelbart derefter gik en tur sammen. Og jeg blev både overrasket og glad. For endelig havde jeg fundet en, der havde det ligesom jeg, og som forstod mig. Endelig havde jeg også fundet mig en ven.
Men hendes venskab kunne ikke gøre det alene. Hun kunne jo heller ikke være sammen med mig hele tiden. Og vi gik heller ikke i klasse sammen. Jeg var ensom. Jeg begyndte at tænke at noget selskab da var bedre end intet selskab. Så jeg var sammen med hende den mærkelige i fysik. Og hun irriterede mig grænseløst, og det irriterede mig grænseløst hvis folk troede, jeg var ligesom hende. Så jeg prøvede at undgå at arbejde sammen med hende, men der var jo ikke andre, der ville arbejde sammen med mig. Så sådan blev det.
Altid følte jeg mig ensom og alene. Og altid havde jeg en knugende fornemmelse i maven. Hver uge gik med at se frem til weekenden, og i weekenden gruede man for at komme tilbage til skolen. Man var aldrig rigtig glad. Man kunne aldrig nyde noget. Selv når man grinte, var man stadig ulykkelig indvendig. Knuden i maven forsvandt aldrig. Og man spiste kun lidt, og man sov hver gang man havde fri til det, for til sidst magtede man bare ikke at blive konfronteret med det manglende sociale liv, man nu engang havde. Man tabte sig fem kilo på to uger, man var konstant træt og uoplagt, man frøs og man havde ondt i maven. Hver dag. Uge efter uge. Weekend efter weekend.
Og læreren. Kontaktlæreren. Som var ganske ung. Alt for ung til have ansvaret for seks teenagepiger. Du skal tage dig sammen, sagde hun. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne simpelthen ikke tage mig sammen. Jeg var alt for svag og alt for trist. Hun sagde, at mine forældre jo også blev kede af det, når jeg ringede hjem og var ked af det. Så jeg lod være med at ringe en periode, men jeg græd mig alligevel i søvn hver nat.
Og selvfølgelig kunne jeg alligevel ikke lade være med at ringe. Jeg var for ulykkelig til at lade være.
Og man sårer andre. Man sårer dem bevidst. Man ønsker egentlig ikke, at gøre dem kede af det, men man kan heller ikke overskue, at man er den eneste i verden, der har det så skidt som man har det. Man søger forståelse, men møder ingen. Man er spydig og der er i hvert fald ingen andre i verden, der føler det samme som en selv.
Jeg blev holdt udenfor. Gå lige ud af værelset, sagde de, for vi skal snakke privat. Selvom det var mit værelse. Men jeg sagde ikke noget igen. Nogengange sagde jeg noget igen, men blev bare fejet ned.
Jeg stod imellem det hele. Mellem alle konflikterne og alle tilsviningerne.
Og ugerne gik, og månederne. Pludselig var det efterårsferie. Og jeg genså mine gamle venner og glemte helt mig selv for en stund. Men pludselig var det søndag igen, og jeg skulle tilbage til efterskolen. Og jeg græd. Jeg græd hele vejen fra Holstebro til efterskolen udenfor Struer. Jeg kunne ikke holde det ud.
Tirsdag formiddag hentede min far mig på efterskolen. Jeg græd. De andre græd. Jeg tænkte, hvorfor græder I, I kunne jo ikke lide mig.. Jeg græd af skuffelse. Alle mine forventninger var knuste. Det havde ikke været den bedste tid i mit liv men den værste.
Og torsdag skulle jeg ud og se den nye skole. En folkeskole. Jeg var nervøs. Mon de kunne lide mig der?
Men det kunne de. Jeg fik venner. Jeg var glad igen. Jeg fik en strøm af 10 og 11 taller.
Jeg var det de manglede både fagligt og socialt, sagde læreren.
En nedtur var vendt til optur. Og det blev pludselig alligevel til et af de bedste år i mit liv.
Det er nu seks år siden.
Og jeg er taknemmelig for at jeg kom på den anden skole. Men oplevelsen på efterskolen har også styrket mig. Jeg snakker i øvrigt ofte med Rikke, og ville ikke have været oplevelsen med efterskolen foruden. Man lærer faktisk af den slags.
