SLUT MED BARSEL – HVA’ SÅ NU?

I Danmark har vi verdensrekord i at sende vores børn tidligt i institution. I mange timer. Imens vi selv arbejder rigtig meget. Småbørnsfamilier i dag har skide travlt. De er mega pressede. Det er en virkelig kedelig verdensrekord at have. Og jeg vil simpelthen ikke være med til det. Niksen.

Så – jeg har taget konsekvensen. Og sagt op. Jeg vil ikke være en del af hamsterhjulet mens vores datter stadig er så lille.

Det er selvfølgelig ENORMT (!) privilegeret at vi kan det, det er jeg ganske bevidst om. Det er ikke alle, der har den mulighed, så når man siger at ”det er en prioritering” er det jo også en anelse provokerende overfor alle dem, der netop ikke har muligheden for at prioritere sig ud af det. Enlige forældre for eksempel. Og mange andre.

Så, vi er heldige – men når det er sagt, så ER det også en prioritering. Et valg. Og så er det jo ikke for evigt – men for en (relativ) kortvarig periode.

Planen er – som udgangspunkt – at jeg skal gå hjemme med vores datter til hun er omkring 2 år gammel. Vi har skrevet hende op til vuggestue, men ønsker først at hun skal starte deromkring. Det er i øvrigt også ganske vanskeligt at få institutionsplads i København. Men det er nu ikke dét, der ligger til grund for vores valg. Kunne vi få en vuggestueplads kastet i nakken i morgen, så ville det stadig ikke ændre på vores valg om at jeg skal gå hjemme.

Jeg vil nemlig gerne gå hjemme fordi det føles rigtigt og giver mening for mig – for os, som familie. Fordi de første år er vigtige – vigtige for resten af livet. Fordi hun er for lille til at skulle undvære sin mor/far i mange timer hver dag for at blive passet af nogle for hende ganske fremmede mennesker (jeg ved godt man laver indkøring, men stadigvæk). Fordi hun endnu ikke er gammel nok til at forstå, at når mor og far går, så kommer de tilbage igen. Fordi jeg ikke har lyst til kun at give hende underskud i ydertimerne, når jeg er træt efter en lang arbejdsdag. Fordi jeg gerne vil være der. Til at se og opleve hendes udvikling. Til at præge hende. Til at give hende omsorg og nærhed.

Daginstitutionerne er pressede. Pædagogerne er pressede. Heldigvis er der ved at komme opmærksomhed på dette efter DR Dokumentaren ”Hvem passer vores børn?” og efterfølgende demonstrationer – og det stopper forhåbentligt ikke der. Vi pædagoger har råbt højt længe – men der bliver ikke lyttet. Nu gør forældrene oprør, og dét tror jeg virkelig kan rykke noget – forældre har i hvert fald en stor stemme, og meget magt, hvis de formår at bruge den.

Jeg ønsker virkelig, at vi får minimumsnormeringer. De situationer, man ser i dokumentaren er desværre hverdagskost i mange institutioner – der er ikke noget dér, der er overraskende for mig, desværre. I min optik er det kun toppen af isbjerget, man får at se i dokumentaren. Hverdagen er meget værre. Så jeg ønsker og håber sådan, at vi kan få flere voksne i vores institutioner. Det er så vigtigt, for børnenes trivsel!

Men jeg synes ikke minimumsnormeringer er nok. Jeg drømmer om, at vi som samfund begynder at reflektere over, og være kritiske omkring at vi sender vores børn så tidligt i institution. Mange børn starter når de er 8-10 mdr, og det er simpelthen ikke deres behov at være adskilt fra deres forældre i den alder. Børn i den alder er i en meget følsom fase hvad angår tilknytning – det giver sig udtryk i form af seperationsangst og voldsom gråd når mor eller far er ude at syne. Det er derfor på ingen måde optimalt eller barnets behov at starte i institution i den periode.

Vuggestuer eksisterer fordi både mor og far skal på arbejde. Fordi vi har opbygget et samfund, og i høj grad en kultur omkring at mor og far tager på (fuldtids)arbejde, og så opbevares børnene i institutioner imens. Ja, jeg skrev opbevaring – fordi det desværre er min erfaring at der ikke er meget ”pasning” over det, som situationen er pt. i langt de fleste vuggestuer, selvom jeg VED at intentionerne er gode, selvom jeg VED at pædagogerne brænder for deres fag. Men desværre brænder de også ud, så stærkt som de skal løbe og så meget på kompromis, de konstant og hele tiden skal gå ift. deres viden og faglighed.

Er det overhovedet godt for børn at komme så tidligt i institution, og hvad gør det egentlig ved børn? Det ved man ikke ret meget om, fordi det er svært at lave forskning på det område. Men med viden om tilknytningsteori, og en klar konstatering af, at vi i skole-regi ser mange børn med problematikker af den ene eller den anden art – så kunne det måske have en sammenhæng med tidlig institutionalisering og for få voksne til at møde barnets behov. Jeg siger ikke det nødvendigvis ER sådan – men måske er der en sammenhæng? Vi ved det ikke, men de taler også om det i DR-dokumentaren – og jeg synes det er ret interessant. Eller, mest af alt synes jeg det er sørgeligt.

Hvordan vi skal løse dette strukturelle samfundsmæssige problem med, at så små børn i så høj grad institutionaliseres, det ved jeg ikke. Men måske vi kunne få inspiration fra vores naboland, Sverige, hvor man dels har længere barsel, dels har ret til at holde fri, når barnet er sygt, samt har ret til at arbejde deltid og i det hele taget har langt bedre vilkår, når det kommer til at kunne være sammen med sine børn.

Vi kunne også starte med at lade pengene følge barnet, således at de penge, der følger med i tilskud fra kommunen, når et barn har en institutionsplads, de i stedet blev givet til forældrene, der så kunne vælge at passe barnet hjemme. Det er desværre langt fra alle kommuner i Danmark, der giver tilskud til pasning af eget barn. København gør f.eks. ikke, det blev afskaffet for nogle år siden. Det kunne også være fantastisk hvis der eksisterede flere deltidsstillinger – eller hvis der var stillinger, som man i virkeligheden var to om at dække (sådan gør man f.eks. meget i Holland). Det jeg siger er bare, at der er meget man kan gøre, hvis man kigger på vores nabolande. Jeg gentager lige: Danmark er det land i verden, der har størst andel af 1-årige i institution, i rigtig mange timer hver eneste uge. Det MÅ kunne gøres anderledes. At sige sit job op for at hjemmepasse er jo langt fra en mulighed for alle, og det er desuden også en lidt drastisk løsning, egentlig. Men det er den løsning, vi har valgt.

Jeg vil gerne kraftigt understrege, at jeg IKKE anfægter forældre, der sender deres børn tidligt i institution. Jeg ved godt, at mange familier dels ikke har noget valg, og så er det jo så indlejret i vores samfund at ”sådan gør man bare” – og hvad er alternativet lige? (jeg kan i øvrigt varmt anbefale at se DR Dokumentaren ”Sådan er det bare” om netop tidlig institutionalisering).

Jeg ønsker bare, at vi som samfund kunne give bredere muligheder for alternativer til at sende sine børn i pasning, så man kan leve det familieliv, man drømmer om. Det hænger ikke sammen, at vi skal arbejde ALLERmest mens vi jonglerer familieliv med små børn. Jeg vil ikke være med til det.

Så derfor har jeg valgt at hjemmepasse i noget tid. Og så håber jeg at kunne finde et deltidsjob derefter – fuldtid er i hvert fald udelukket, så længe vi har små børn. Så vil jeg hellere arbejde med noget andet i en periode, og så få en arbejdstid, der passer til vores familieliv.

Jeg møder også forældre, der tror at vuggestue er en nødvendighed, for at barnet kan udvikle sig, lære og socialiseres. Jeg har det stramt med det sidste ord. Socialisereres. Det har en klang af, at det er noget vi ”gør ved” barnet. Så! Nu er du klædt på til at omgås andre mennesker, nu er du socialiseret! Kan det virkelig kun ske i en institution? Selvfølgelig ikke, men det er som om, at det er et narrativ, der er blevet gældende i vores samfund; man skal i institution, så man kan blive socialiseret med andre børn!

Selvfølgelig er det vigtigt før børn at omgås andre børn – særligt jo ældre, de bliver, men små børn har stadig primært brug for mor og far og det samspil, som mor og far kan tilbyde (mimik, øjenkontakt, følelsesmæssig afstemning). De leger jo ikke sammen, når de er så små – men det betyder selvfølgelig ikke, at de ikke kan få noget ud af at være sammen. Jeg tror bare vi skal overveje hvad det er, vi tænker de får ud af at være sammen med en stor flok andre børn i mange timer hver dag. Det er ikke børnenes behov, og jeg tænker at det må være lidt stressende for børnene i længden.

Vi tolker at børn er klar til at komme i vuggestue fordi de søger andre børn, fordi de ”keder sig hjemme”, mor og far føler ikke længere at de kan aktivere barnet ”nok” osv. Så skal barnet i vuggestue. Men hvordan kan det være at vi er nået dertil, hvor dét at passe sit eget barn er noget, vi ikke længere tror på, at vi selv kan klare? At vi tænker vi er nødt til at lade ”professionelle” om opgaven? (Jeg ved godt, at der selvfølgelig er børn, der har bedst af at komme i institution – af den ene eller anden årsag).

Jeg ved også godt, at der er mange, der ikke ville trives med at gå hjemme – de kommentarer har jeg også fået. ”Jeg ville blive sindssyg!”. Det er helt fair. Jeg ville personligt blive sindssyg, hvis jeg skulle jonglere fuldtidsjob og små børn – sådan er vi heldigvis forskellige, men jeg kunne godt tænke mig at aflive myten om at det da må være dødsens kedeligt at gå hjemme.

Jeg tror, at uanset hvad man beskæftiger sig med her i livet, så vil man opleve øjeblikke i løbet af en dag, hvor man keder sig. Sådan er det. Jeg har haft mange forskellige jobs i løbet af mit liv, og de har da absolut ikke været lige spændende altid hele tiden. For mig personligt er der lige nu ikke noget job, der er mere spændende end at tage mig af mit barn.

Desuden sidder vi jo ikke bare hjemme og kukkelurer dag ud og dag ind, vi har masser af legeaftaler, rytmik, tager i legestue, besøger bedsteforældre, tager på legeplads osv. osv. Hverken kedeligt eller ensformigt – hvis du spørger mig. Men jeg er helt med på at ikke alle kunne trives i sådan en hverdag – og det er helt fair. Man skal gøre det, der giver mening for én som familie. Men hvis man hver dag oplever at have ondt i maven over at leve som man gør, så HÅBER jeg, at man vil tænke over om der mon var noget – bare et eller andet, man kunne gøre anderledes. Der ER alternativer til vuggestuer og til at arbejde fuldtid – og det behøver ikke betyde at man skal sige sit job og blive hjemmepasser.

Jeg kunne skrive meget mere – men nu har jeg allerede skrevet rigtig meget! Vil du læse mere, så kan jeg anbefale Emiliblogs indlæg her, her og her, Familie Uden Filter, samt  @boernetanker m.fl. på Instagram.
Derudover er jeg grundlæggende enig med børneforskerne Per Schultz Jørgensen og Ole Henrik Hansen hvad angår dette emne.

Og igen må jeg understrege at NEJ, jeg synes IKKE du er en dårlig forælder, hvis du sender dit barn i vuggestue i en tidlig alder. Jeg er helt med på at det er nødvendigt, sådan som vores samfund – desværre – er skruet sammen. Og selvfølgelig kan vuggestuer også være gode, og bidrage med noget godt. Men som mor må du simpelthen ikke gå og tro, at du ikke er ”nok” for dit barn. For dét er du. Og jeg ønsker virkelig at aflive den tro hos mødre om at de ikke kan give deres børn nok, og at vuggestuen er nødt til at komme på banen for at bidrage til stimuli og læring. Det er i dén grad at underminere moderskabet. Og det er synd og skam.

8 Comments

  • Trine

    Sgu sejt du gør det, og dejligt det kan lade sig gøre for jer! Kan I få tilskud ved pasning af eget barn i Kbh kommune? Kan man herovre i det vestjyske 🙂

    Kunne jeg gøre noget om, så havde jeg ikke sendt i vuggestue ved 10 mdrs alderen. Havde ventet til 1,5 år – men jeg fik tilbudt et arbejde dengang og var “nød til det” som næsten nyuddannet. I dag havde jeg være pisse ligeglad med det og fulgt min intuition og ikke hvad der er fornuftigt 😉 Heldigvis fik jeg et job hvor jeg dengang skulle på uddannelse to gange om ugen og derfor kunne hente mega tidligt de dage og kl 15-15.30 de tre andre. Men jeg gik alligevel rundt med konstant dårlig fornemmelse i maven, selvom han trivedes i vs og også nu i bhv. Nu hvor jeg er studerende igen har han mega mange fridage (og der skider jeg højt på at bhv synes det er en dårlig idé fordi han så har “svært ved at finde ind i rytmen” som de siger. Men nægter sgu at man skal være der 7-16 hver dag for at “være med i gruppen” – heldigvis har jeg også opdraget min 4årige til at hvile totalt i sig selv, så han indgår i lege og søger de andre, men ikke for alt i verden og hvor man skal lave om på sig selv – der har han heldigvis også andre børn udenfor bhv han kan “socialisere” med (fuck jeg hader også det ord). Ja nogle børn bliver lidt “sære” hvis de ikke har gået i institution overhovedet og de så skal i skole, men det var de så nok blevet alligevel 😉 Så længe børn trives!!

    Kunne jeg hjemmepasse en 4årig? Tja det kunne jeg vel godt – men synes der hvor vi er nu er fint og synes jo det er fedt fx at han går i en udflytter institution så de er i skov, ved vand og sådan HVER dag i store perioder, og det ville jeg ikke selv kunne tilbyde – men jeg ville klart hjemmepasse en 1-2 årig så længe som muligt og så prioritere at de kom i institution derefter, men fik korte dage og mange fridage!

    • Bex

      Tusind tak, Trine.

      Nej, desværre giver Københavns Kommune IKKE tilskud – jeg tror de gjorde indtil måske 2014 (?). Men det er afskaffet igen. FJOLLET når nu der er så voldsom mangel på institutionspladser…. Frederiksberg Kommune giver selvfølgelig tilskud – ligesom de har indført minimumsnormeringer. Sgu lidt irriterende at vi bor LIGE på grænsen til den kommune 😉

      Ja, men man gør jo også ofte som alle andre fordi “sådan gør man jo” og hvad er alternativet? Det ved man måske ikke. Lyder dog dejligt at du har kunnet give ham korte dage og fridage – og at I kan holde fast i det! Skid hul i at de siger at han “ikke kan finde rytmen” – det er noget pis. Børn er kloge, og kan sagtens omstille sig og den tid han har med dig er uvurderlig.
      Jeg gik selv kun i institution tre dage om ugen i få timer ad gangen (det hed legestue, men var meget som børnehave, bare på deltid) og jeg synes da ikke jeg er blevet så sær – måske lidt, haha!
      Du skal bare holde fast i det, der føles rigtigt for jer.

  • Trine

    Ej hvor træls – det er typisk det ikke er der! Der er også forskel på kommunerne, fx kan man få næsten 8000 hvis man bor på Fanø!

    Jeg skrev også “sær” i mangel af ord, det jeg mener er at børn der ikke er “institutionaliserede” er deres egne på en anden måde, og tit hænger det jo også sammen med hvor man kommer fra og at man jo er et produkt af arv og miljø så man var nok blevet sådan uanset hvad, men børn der stritter lidt udenfor og ikke “bare retter ind”. Har mødt det i mit arbejde og altid haft kollegaer der synes det er lidt bøvlet med den slags børn. Men har altid selv synes det er dejligt befriende med børn der er lidt autonome. Selvfølgelig ikke så de er helt umulige og ikke vil indordne sig i skolens regler og sådan, men synes det er fedt når børn har så meget selvvværd at de hviler 100 procent i sig selv og er i kontakt med sig selv – de er ihvertfald mere robuste og vinder på den lange bane 🙂

  • Maria

    Jeg startede på uddannelse da min datter var 9 måneder og tanken om at hun skulle passes hos et fremmed menneske var ubehagelig og økonomien virkede uoverskuelig (havde ikke hørt om friplads), så løsningen blev at hendes far havde et lørdagsjob og så var han hjemme med hende i hverdagen. Hun startede i dagpleje ca. et år senere og der var vi langt mere trygge ved, at hun skulle hjemmefra. De første ord, skridt osv havde været med os og fordi vi var studerende blev hun oftest hentet ved 15-tiden. Nu hvor jeg (endelig) er færdiguddannet og arbejder kan jeg slet ikke forstå, hvordan en hverdag skulle kunne hænge sammen med et lille barn – jeg ville jo kun se det i weekenden 🙁

    Så ja, vores samfund har taget en skræmmende drejning i forhold til at prioriterer børn (og sådan set alle os andres) trivsel, men det er ikke nemt at kæmpe sig fri ad strømmen. Jeg håber vi nærmer os et vendepunkt og får gang i en velfærdsstat 2.0

    • Bex

      Hvor fedt at I fandt en løsning sammen så I ikke behøvede sende hende så tidligt af sted, når ikke det føltes rigtigt for jer!

      Ja, det er sjovt at det er så indgroet i vores samfund på den måde – det er svært at se sig ud over det… Men jeg fornemmer et “oprør” og håber det bliver nemmere at gå mod strømmen og træffe de valg, man ønsker for sin familie.

  • H

    Hvor er dit indlæg bare spot on på alle mine tanker – så vildt præcist! Jeg går hjemme på barsel med min søn, og har barsel indtil han er 14 måneder. Jeg arbejder som pædagog i en anden kommune end København som vi selv bor i, derfor kan jeg desværre ikke få plads til ham i den institution jeg selv arbejder i. Jeg gør mig virkelig så mange tanker om at skulle hjemmepasse vores søn, og har EB masse overvejelser bl.a. Næste barn på et tidspunkt og økonomi – men selvfølgelig mest af alt hans trivsel og udvikling. Meget flot skrevet. 👏🏼Og hvor er det bare frusterende at der ikke er bedre muligheder.

  • Signe

    Word! Jeg har netop taget samme beslutning på helt samme grundlag. Og er faktisk lige flyttet til Fyn for at kunne få råd til det. Dejligt at læse dine tanker om det – du må endelig skrive mere om hjemmepasserlivet. Min datter er kun lige ti måneder nu, så min barsel er lige knap slut, og vi har endnu ikke besøgt den lokale legestue.

Skriv et svar til Bex Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *