9 MÅNEDER INDE – 9 MÅNEDER UDE

9 måneder inde – 9 måneder ude…

Dét føles som en stor milepæl. At Sonja har befundet sig lige så længe uden for mit bløde maveskind, som hun har tilbragt inde bag det. 9 forventningsfulde graviditetsmåneder med en voksende baby under mit bankende hjerte. Og 9 måneder med en baby, der er vokset sig stor og stærk uden for maven, men dog med utrolig meget tid på min mave og tæt på mit hjerte.

9 måneder gammel. Kravler, vinker, rejser sig op af ting, udforsker verden, otte tænder i munden, pludrende, grinende, sjov, madglad… og en masse andet. Jeg føler mig så forbandet heldig over, at hun er landet lige hér hos os, vores skønne og vidunderlige datter.

Og hvis der er noget, jeg har erfaret som mor, så er det at kærligheden ikke er en konstant. Den vokser og vokser. Kærligheden til Sonja har altid eksisteret, men den er blevet større, vildere, altoverskyggende… Den er vokset samtidig med at hun er vokset. Fra at være en lille hjælpeløs, blød nyfødt med små tynde kyllingeben, til nu at være en helt lille person, som interagerer med sin omverden – smiler, griner, prutter mig på mavsen og bider mig i æblekinderne. Og som bliver eddikesur over ikke at få lov at lege med vandet i koppen, når vi spiser aftensmad. Det går så stærkt. Det er den største forældrekliché ever at tiden bare flyver. Men det gør den. Det går så stærkt, at jeg ikke føler jeg kan følge med, selvom jeg er ved hendes side 24/7. Og selvom jeg stadig kan føle at det er for vildt, at jeg er nogens mor – så har jeg måske vænnet mig liiidt mere til tanken. Og Sonja er i dén grad flyttet ind i vores liv og vore hjerter. Det er løgn, hvis jeg siger at jeg ikke kan huske hvordan livet var før hende. For det kan jeg godt. Al den tid, man havde til sig selv. At kunne ligge på sovesofaen en hel søndag og spise chips og se serier, hvis det var dét man ville. Ja, det kan jeg godt savne indimellem, for det var da rart. Selvfølgelig vil jeg ikke bytte for noget – men livet før børn, det kunne sgu da også noget! Heldigvis for det jo 🙂

Jeg er glad for at jeg har al den tid med hende i hverdagene – og at jeg har længe endnu på barsel. Jeg nyder det rigtig meget for tiden. Bevares, der er da også dage, der føles uendeligt lange og kedelige, og hvor man bare tæller ned til at hun skal sove lur, og man glæder sig usandsynligt meget til at farmand kommer hjem og kan overtage. Men helt ærligt, man har jo også underskudsdage på sit almindelige arbejde – og jeg vil ikke bytte. Selvom jeg også har haft perioder på barsel, hvor jeg viiiirkelig har kedet mig – det var især, da hun var yngre – måske omkring 4 måneder, hvor hun pludselig begyndte at ”kræve” mere, og samtidig sov ganske elendigt. Dér havde jeg ærligt talt lidt krise. Og en konstant dårlig samvittighed, for jeg burde da bare ææææælske at være sammen med mit barn og synes at det var det fedeste i hele verden. Og ærligt talt syntes jeg, at det var røvsygt til tider. Det kan jeg for så vidt stadig synes, indimellem. Det er heldigvis helt normalt at have det sådan. Men det er bare ikke noget, vi snakker så meget om. Men moderskabet er en proces. Det er ikke lutter lykke hele tiden – og dem, der siger noget andet – de lyver.

At blive mor er uden tvivl det bedste, der er sket for mig. Men jeg har ikke elsket det altid, hvert sekund. Jeg elsker det helt klart mere nu, end jeg gjorde i starten. Jeg har lige skullet lande i det hele. Jeg kan huske en af de sidste gange på mit efterfødselshold, hvor vi skulle snakke om det med at være blevet mor. Og jeg kan huske at jeg dén dag tænkte, at jeg ikke kunne sige at det bare var det fedeste at være blevet mor, og samtidig mene det. For sådan havde jeg det. Den dag. En anden dag havde jeg måske ment noget andet. For sådan er det – op og ned. Lige som med alt andet i livet. Og alle andre relationer i livet. Det gør ikke en til en dårlig mor, eller en ukærlig mor – tværtimod.
At være mor er benhårdt arbejde. Også selvom man har ”et nemt barn”. Det er stadig en kæmpe omvæltning. Behovsudsættelse. Et barn, der kræver mad, ren ble, stimuli, putning… osv.
Men det er alt sammen blevet sjovere og nemmere. Og så er der nogle ting, der er blevet sværere – men det opvejes af det sjove. Synes jeg.

Jeg føler mig utrolig heldig, og meget taknemmelig. Og andre dage føler jeg mig bare kørt over af en bus. Men kærligheden består, og den vokser og vokser. Det er sgu fedt nok at være mor, altså! Mest er det fedt at være mor til lige netop Sonja.

(Hvis du har lyst til at læse mere kan du eventuelt læse min fødselsberetning, de første 14 dage på barsel, 5 beviser på at jeg er en hamrende utjekket mor og 18 åbenbaringer, jeg har fået som nybagt mor )