ODENSE TUR-RETUR

I lørdags var jeg i Odense. Jeg havde Sonja med mig, og tog af sted kl 8 om morgenen og var hjemme igen 22.30 om aftenen. Sonja klarede dagen og transporten SÅ flot. Det er jo altid lidt spændende at skulle rejse med en baby – og så at skulle gøre det alene (!) – men vi har allerede kørt en del tog i Sonjas liv, simpelthen fordi vi har været nødt til det. Vi har nemlig ingen bil. Og selvom det kan være noget så besværligt at skulle med bus, tog og færge for at komme til Samsø (inkl oppakning bestående af bl.a. autostol) – så gør vi det, fordi vi er nødt til det, hvis vi skal over at besøge Sonjas farmor og farfar. Og dét vil vi jo gerne! 🙂

Jeg har derfor lidt erfaring i at rejse med Sonja – dog har vi jo altid været to om hende på rejserne, og det er jo alt andet lige noget nemmere. Men heldigvis er Odense ikke så langt væk med toget 🙂

Anledningen var den årlige pakkekalenderudveksling med mine veninder, Line og Trine. Altid en hyggelig begivenhed! Jeg havde pakket kalenderne i vandrerygsækken, og så tog jeg Sonja på maven. Barnevognen lod jeg blive hjemme, da jeg følte det alligevel ville være for besværligt at skulle have den med (man skal ringe til DSB (…og sidde i telefonkø) og bestille en (gratis) barnevognsbillet, som skal afhentes i en billetautomat senest et døgn i forvejen, derudover er man så afhængig af at en venlig sjæl gider hjælpe én ombord med vognen, og slutteligt må man så håbe på at elevatorerne ikke er ude af drift…)

Hun er vant til at blive viklet en del, og kan fint sidde i viklen længe og tage lur der. Så snart toget begyndte at køre mod Odense faldt hun da også i søvn, og sov stort set hele vejen. Hurra!

Da vi var fremme hos Line i Odense stod den på masser af snak og hygge, frokost og senere en gåtur i det varme vejr og en gammeldags vaffelis (med guf i bunden!).

Sonja hyggede sig med Walther – eller, det gik vist mest ud på at hive hinanden i ørene 😀 – og efter en skøn omgang chili con carne kreeret af Lines mand, så gik turen atter mod København. Sådan en dag i godt selskab går bare alt for stærkt, desværre!! ❤️

Her kommer lige lidt billeder fra dagen:

Klar til afgang fra Valby station:

Det lykkedes mig at spise isen uden at spilde på min baby! 😂Mine skønne skøre veninder❤️Træt baby på hjemturen mod København

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *