ÆBLEDATAMATER, CHEDDARHOTDOGS OG KARTOFLER I ASKE (PRAG DAG 3, FREDAG D. 10. NOVEMBER)

Vores tredje dag i Prag bød efter en lækker gang morgenmad på hotellet på en travetur gennem den gamle bydel, hvor vi satte kursen mod Apple Museum. Jep, det er åbenbart en ting… 🙂

Min søde lille nørd! 🙂 <3

Jeg ved ikke rigtigt om jeg vil anbefale museet – jeg tror, at selv Rasmus, der jo ellers er lidt af en apple-fanboy, syntes at det var lidt.. tja… ikke et must, i hvert fald. Til gengæld var det lidt dyrt at komme ind at se – fedt nok! 😉

Man skulle bruge sin smartphone for at få en guide til museet og de forskellige udstillede genstande, og det fungerede ikke sådan suuuper godt altid. Og så var der ingen garderobe, hvorfor vi måtte slæbe rundt på vores kæmpe vinterjakker – ikke fedt!!

Men Rasmus blev da noget nostalgisk omkring nogle af de gamle datamater, og kunne fortælle mig ting, jeg ikke vidste – så jeg blev da klogere! 🙂

Sikke stor min mave ser ud på dette billede! Den ser næsten større ud end den gør nu, haha!
iPods gennem tiden:
Efter museumsbesøget tog vi en sporvogn til området Hološovice.
Her gjorde vi holdt ved dette vaffelsted! Det gik desværre lidt for sent op for os (eller i hvert fald for mig) at man selv kunne sammensætte sin vaffel med forskellige toppings. Jeg valgte bare én fra menuen, der lød god! Men så igen, jeg havde nok valgt det samme selv, så på den måde er det okay;)
Min var med jordbær, oreo, flødeskum og nutella. Haaaaaaaalleluuuja!

Jeg havde jo researchet lidt hjemmefra på spisesteder, og da jeg opdagede at vi var tæt på “Mr. Hotdog” blev vi enige om, at vi da godt lige kunne klemme en bette pølle ned. Vaflen var bare forretten… Hurra for at være voksen, og kunne starte med at spise dessert til forret, haha! 😉

Hos Mr. Hotdog fik jeg mig en hotdog med cheddar og karamelliserede løg bl.a. og den smagte helt forrygende. Og så en omgang delefritter med cheddar og bacon.

Jeg havde læst om en eller anden smart sneakersbutik i nærheden, så der gik vi ned. Butikken så dog lidt lukket ud, og udenfor var en kø af unge gutter i campingstole m.m. Jeg ved ikke om ham der Kanye West har lavet et par nye grimme sko, der ligner de foregående til umiskendelighed eller hvad der lige foregik, men vi gik i hvert fald hurtigt igen.
I stedet tog vi videre til Hološovice Marked, som godt nok er noget af en trist oplevelse en grå og let regnvåd novemberdag. Der var ikke mange boder åbne, til gengæld solgte de alle det samme bras. Men det er nu alligevel underholdende at gå rundt og se kastestjerner, springknive, fidget spinners og furbys blive solgt side om side.


Vi gik videre til en smart og hip butik/café i nærheden. De havde mange fine sager, og jeg overvejede lidt en t-shirt, men sprang dog alligevel over.

Efter det tog vi hjem, og hvilede lidt på hotellet. Vi prioriterede et eftermiddagshvil hver dag, og det passede rigtig godt til min gravide krop – som dog havde det ganske forrygende på denne ferie – men alligevel var det rart lige at komme ned at ligge lidt og hvile fødder, ben og ryg.

Vi gjorde os klar, og hoppede i lidt andet og pænere tøj, for jeg havde nemlig reserveret bord til os på Bib Gourmand restauranten Eska.
Her bestilte vi en “chef’s choice” menu, og kom igennem en masse små, lækre serveringer. Rasmus fik nogle lækre cocktails til maden, og jeg fik mig en gang fermenteret lemonade med solbær i et vinglas, så det føltes også næsten som at drikke alkohol 😛

….der var en pincet med, så man lige kunne hapse frugten i sin drink!

Den første ret vi fik var noget speciel. Det var hokkaidogræskar toppet med revet kyllingelever, og så var der et eller andet chutney-agtigt også. Så det smagte mest bare af sød græskar med leverpostej….
Men jeg kan læse, at mange der har besøgt restauranten var yderst begejstrede for denne ret. Måske er det bare fordi vi spiser så meget leverpostej i Danmark, at vi ikke sådan lader os imponere… 🙂

Jeg kan ikke helt huske hvad denne ret var, men noget med forskellige grøntsager og måske en lidt ostet cremesovs ud over.

Linser og svampe:

Kød – jeg kan simpelthen ikke huske hvad det var for noget kød, men det var lækkert.

Den bedste ret var denne – det var kartofler i aske, æg og kefir bl.a. og det smagte simpelthen så godt!
Og på toilettet havde de simpelthen vores puslepude! Eller, en helt magen til… 😉 Dansk design 🙂
Prag by night <3

Efter den dejlige middag tænkte vi, at vi lige ville ud og have en enkelt øl (/sodavand til mig ;)), men det var virkelig svært at finde et sted, vi gad at være. Vi brugte foursquare, men enten var stederne helt overfyldte, eller også måtte man ryge…
Vi gik og gik, og jeg var egentlig ved at være godt træt. Rasmus fandt frem til en bar, der lød rigtig spændende. Vi gik ind af døren, og blev mødt af en gang med en lukket dør. Her stod vi længe, og anede ikke lige, hvad vi skulle stille op. Der var en ringeklokke, men vi turde knap nok trykke på den. Til sidst gjorde vi dog, men da der ikke kom nogen og lukkede op efter vi havde ventet i måske 10 minutter, valgte vi at gå igen.
Hvis vi da bare havde vidst hvad vi gik glip af… Men vi blev heldigvis klogere dagen efter! 😉 (fortsættelse følger….)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *