SHOPPING I USA

Det blev ikke til sådan vooooldsomt meget shopping i USA, mest fordi vi havde så meget andet på programmet, men også fordi at mange af de ting, man kan købe i USA jo også er noget, man kan købe herhjemme – og der er ikke nødvendigvis ret meget at spare, hverken på tøj eller sko, da man jo tit kan finde gode tilbud også herhjemme (med mindre man går efter en særlig sneakersmodel eller vil have det nyeste nye). Så i modsætning til Japan, hvor jeg proppede kufferten med smukke vintage kimonoer og alverdens dims til ingen penge, så var det altså begrænset hvad jeg fik købt i USA – altså set i dét perspektiv! 😉
Meeen, noget kom der da med hjem. T-shirtsamlingen blev nemlig udvidet. Jeg elsker t-shirts, og jeg tror egentlig aldrig jeg vil tænke at “nu har jeg nok”. Man kan altid bruge flere 😉
Det blev til et par turistede t-shirts fra Muir Woods og Grand Canyon, en cool t-shirt fra Nike, hvor San Francisco afspejles i navnet og logoet – Line har den samme, twinning ftw! Rasmus ville også gerne have haft én, men af en eller anden grund fandtes den altså kun til damer….

Og apropos herre vs. damet-shirts, så er mine bedste t-shirts fundet i diverse herreafdelinger. Jeg foretrækker et mere løst fit. Jurassic Park t-shirten er således også købt i herreafdelingen i den lokale Target i San Francisco. Den medførte mange kommentarer på turen, når jeg havde den på 😉 (“wooow, Jurassic Park, cool!”).

Den lyserøde San Francisco t-shirt var et impulskøb i lufthavnen på vej hjem. Jeg var endda gået fra den – men jeg måtte bare eje den, så vi vendte tilbage. Det er jeg glad for 🙂

Lidt souvenirs til hjemmet kom også med hjem. En Betty Boob figur, som passer så fint ovenpå vores bogkasser sammen med Totoro og andre Japan-figurer, og fra Las Vegas købte vi en lille rystekugle med glimmer – vores hotel er med indeni, så derfor måtte vi eje lige præcis dén 🙂
Magneter til køleskabet er også et must, vi fandt et par fine i San Francsico, og fra Las Vegas købte vi en magnet, der tilmed er en billedramme – vi har selvfølgelig sat et lille billede ind fra brylluppet 🙂

Vores hjem er ikke perfekt eller boligmagasinsværdigt, men jeg elsker det fordi det er personligt og afspejler hvem vi er – og jeg elsker kiksede souvenirs, som er med til at fortælle en historie om os og de rejser, vi har været på – og alle de gode minder, vi har derfra, som vi tænker på, når vi ser dem 🙂

4 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *