kufferterne. Diverse indkøb på turen fyldte allerede helt godt op i min
pastelblå kæmpekuffert. Så gik turen altså mod Tokyo Station! Nogle dage
forinden havde vi købt billetter til Shinkansen i et billetsalg på en station. Sådan
nogle billetter er ganske så dyre – omkring 900 kr. pr. billet, pr. vej (!), så
da manden i billetkontoret rystede på hovedet, da vi spurgte om han talte
engelsk, så fik vi lige et sug i maven. Shit. Men man kommer jo alligevel langt
med at pege på sin telefon, der meget fint og grafisk viser hvor vi skal til og
fra, og på hvilket tidspunkt. Så det gik jo alt sammen.
siden jeg så ”Vagn i Japan”, hvor han jo kører med toget igennem Japan… Mange
spørger mig hvorfra, jeg har fået den idé (for
det er åbenbart helt tosset? :P) at ville til Japan, og jeg må nok give ham
dér Vagn rimelig meget credit for at have vakt lige dén rejsedrøm hos mig. Jeg
slugte hans rejseprogrammer råt om Japan, dengang i 2002… Det er jo mange år
siden! Året efter startede jeg i gymnasiet, fik en Japansk
udvekslingsstuderende som klassekammerat og god veninde, og så blev drømmen jo
kun større. Og større.
Så at sætte sig ind i Shinkansen, på vej mod Kyoto. Dét var
stort! At sidde lige dér i hurtigtoget, med ufattelig god benplads i en
togvogn, der er mere stille end stillezonen hos DSB – og det endda selvom det
ikke var en stillezone. Men folk i Japan ved godt, at det er irriterende for
alle andre at høre deres telefonsamtaler i toget. Og at man godt kan føre
samtaler med dæmpet stemmeføring. Jeg elsker altså Japanerne for at være så
hensynsfulde!
gik ind i en togvogn, bukkede han. Og også, når han gik ud af den. Rutinen var
den samme, hver gang: Vende sig om mod passagererne og så bukke. Det var nu
lidt fint.
Snacks på turen. Gudetama karameller og matcha latte.
Så sad vi der, 300 km i timen, mens Japan passerede forbi udenfor. Det gik stærkt! Forbi bjerge, små byer og rismarker. Efter sigende også forbi bjerget Fuji – men det var vist dækket bag tåge. I hvert fald nåede vi ikke at se det.
Det var ikke nemt at tage billeder i farten. Men Rasmus insisterede på at prøve…
er en sand helt, der tager begge kufferter op og ned af trapper ”for så har jeg ligevægt!” som han sagde.
Jeg var bare glad for at slippe for at slæbe. Sagde den dovne…
gratis med i mange AirBnb lejligheder, og som vi var dybt afhængige af i Tokyo)
– så vi prøver at fange noget gratis wifi på stationen, så vi kan finde ud af,
hvordan vi kommer fra a til b. Det er ikke så let! Og selvom Google Maps er
behjælpelige med at fortælle os hvilken bus, vi skal tage, så nytter det bare
ikke rigtig noget, når skiltene ved busserne står så fint på engelsk (og
Japansk) – men kun på Japansk på Google
Maps… Vi prøver at sammenligne skrifttegn, men det er håbløst. Vi overvejer om
vi skal gå, men det regner ret heftigt, og vi har vores tunge bagage (og jeg er vist lidt ”hangry”!) – men på
en eller anden måde lykkes det Rasmus at finde ud af hvilken bus, vi kan tage.
I hvert fald noget af vejen.
Selvom vi skulle gå et stykke fra busstoppestedet, og
det stadig regnede (nu lidt mindre…) var
det ok. For turen gik over Kamo floden, som løber igennem Kyoto, og som er så
helt utroligt vanvittig smuk, med fine træhuse langs med, en smuk grøn
flodbred, og bjerge i det fjerne. Vi var begge helt overraskede over det
storslåede syn, der mødte os! Kyoto var i sandhed noget helt andet end Tokyo.
Vi finder frem til vores AirBnb lejlighed, og undrer os lidt
over, at der står noget bagage fra nogle andre gæster… Nå, det kan jo være, de
har fået lov at lade det stå der, efter de har checket ud af lejligheden,
tænker vi. Men tidspunktet er bare lidt skævt ift. at det skulle være en
mulighed, så vi skriver til vores vært, og spørger om han er klar over, hvad
der foregår (der er heldigvis internet i
lejligheden, selvom de er gået med pocket wifi’en!). Han svarer hurtigt, og
spørger os, om vi er sikre på at vi er den rigtige lejlighed? Det er vi helt
sikre på, og det viser sig også, at det ikke er os, der er galt på den, men i
stedet nogle andre gæster, der – på en eller anden måde – er kommet til at tage
nøglerne til vores lejlighed ved en
fejl, fremfor den de selv havde lejet (vores
vært udlejede to lejligheder i samme ejendom). Godt så. Dog er vi stadig
uden pocket wifi, hvilket er lidt irriterende ift. at vi gerne vil finde et
godt sted at spise. Vi beslutter os for at gå ud til en af de større veje i
nærheden, og håber på at finde noget der.
der har et meget indbydende (og på
engelsk!) menukort med mange forskellige små retter. Lige sådan noget, vi
er helt vilde med! Så vi går ind, smider skoene, og får en plads i baren, hvor
vi løbende bestiller diverse små lækre retter.
forskellige slags sashimi. Det smager himmelsk!
Derudover bestiller vi lidt af hvert. Og en masse tempura.
lækker oksekød i tynde skiver, mmmm!
fem forskellige slags pølser
burdock fries – som jeg først efter jeg er kommet til Danmark igen har fundet ud af er rødderne af burre-planten! og tempura laks)
avocado og rejer med wasabicreme
kartoffel – lidt ala kroketter, og avocado og skinke i tempura
Maden smager forrygende, vi er mætte og glade – men føler os også lidt ”søsyge” i kroppen. De der 300 km/t kan mærkes i kroppen, på samme måde som hvis man har været ude at sejle længe, eller været på busrejse gennem Europa.
Her er ret stille og øde, og gader ligger regnvåde og spejlblanke. Vi har dem for
os selv. Der er smukt i regnen og mørket, og vi bevæger os gennem Gion område
mod gaden Ninnenzaka og den store pagode – Yasaka. Det er helt utroligt smukt,
og jeg får et sug i maven over at være lige dér med manden i mit liv. I det
hele taget er det utroligt romantisk at gå rundt i den smukke historiske by,
helt alene, gennem gamle traditionelle, øde og regnvåde gader.
Næsten ikke til at fatte at nu var man faktisk hér!
Et buddhistisk tempel, som vi kom forbi
Indgangspartierne til restauranterne i Kyoto i det gamle kvarter er så fine og smukke og traditionelle…
kvalme. Måske for meget tempura?? Jeg tager en powernap på madrassen på
rismåtterne i vores lillebitte lejlighed, mens Rasmus tager i FamilyMart og
køber morgenmad. Da han kommer tilbage har jeg det allerede bedre, og kan
heldigvis godt fortære nogle af de Pocky stænger (chokolade på tynde kiksestænger), han har købt med 😉
2 Comments
Line
Det er så hyggeligt at læse om jeres rejse <3
/Line
Bex
Tak det er jeg rigtig glad for at du synes!! 🙂