BLUE

Jeg er ikke en taskepige.
Fred være med dem, der sukker efter Chaneltasker, der koster langt mere end det en pædagog tjener. Om måneden. Før skat.
Men sådan én bliver jeg bare aldrig.
(Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ikke rigtig se det særlige i dem. Jeg synes faktisk ikke, de er særligt pæne? I må ikke skyde mig nu… ;))

Derfor har jeg – faktisk siden 1. g. – primært brugt én taske. Faktisk blev den købt i 1. g. I en genbrug. Til halv pris. Det vil sige – 7 kr!
Den var fyldt med tobakssmulder og en gammel kvittering (lækkert nok) men den var i læder, den var rummelig selvom den ikke var kæmpestor, den havde flere forskellige lommer og var bare – ja, praktisk og enkel. Derfor var – og er – den stadig en favorit i min beskedne taskesamling (der i øvrigt primært består af genbrugs-og-loppe-tasker). Men her på det seneste har jeg tænkt på, at “gamle brune” var blevet noget slidt i kanterne. Og at det nok var på tide med en aflaster. For jeg skiller mig aldrig af med brune, men køn – det er han nu ikke rigtig…

På instagram var jeg så heldig, at denne fine sag var til salg til en god pris – og så var det altså, at jeg slog til! Jeg kan rigtig godt lide farven, og har længe drømt om en hverdagstaske i en farve – f.eks. gul, grøn eller blå. Jeg tænker, at blå faktisk er et godt valg.

Størrelsen er helt perfekt, og den er overraskende rummelig. Den er fra DKNY, et mærke, jeg mest forbinder med de der tasker, hvor der stod “DKNY” ud over det hele på. De tasker har aldrig rigtig sagt mig noget, men denne her er så enkel og fin, den kan jeg rigtig godt lide!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *