KAGEORGIE, LÁNGOS OG RUINPUBCRAWL (ONSDAG I BUDAPEST, PART TO)

Hermed kommer et indlæg omkring hvad vi brugte 2. del af vores onsdag i Budapest på.
En Lada – så ved man, man er i Østeuropa! (og alle de der Skoda/Lada jokes poppede straks op i hovedet på mig!)
Vi fandt også danske chips i Budapest!
Gucci tøj og tasker til børn. For sindssygt…
Jeg elskede sporvognene i Budapest! Den fine gule farve. En dag filmede vi en sporvogn der kørte ind på perronen, hvorefter chaufføren skældte os ud for han skulle dælme ikke være med på nogen film(!). Hm, for det første kunne man overhovedet ikke se ham på filmen, og for det andet – kan han overhovedet brokke sig over en situation, man filmer i det offentlige rum (altså kan forstå hvis vi filmede lige op i snotten på ham, men sådan var det jo ikke). Jeg mener, hvis jeg går rundt på Vesterbrogade og tilfældigt ender på et par Japanske turisters film på deres iPad kan jeg jo heller ikke brokke mig – vel?! Det ér i øvrigt sket. Op til flere gange. Og jeg kunne ikke være mere ligeglad… 🙂
Nå, men onsdag gik turen også til New York Café – noget, jeg havde set vældig meget frem til!

New York Café skulle efter sigende være verdens smukkeste café – og den er virkelig også smuk.

Så mange fine detaljer i lofter og på vægge, totalt overdådigt.

 Vi bestilte creme brulée iskaffe og en kagetallerken med tre små kager og lidt is til deling. Det var det dyreste måltid, vi fik i Budapest. Men priserne var nok som på en fin café i Danmark.

Kagerne var skam udemærkede, men jeg var ikke voldsomt imponeret. Har fået kager, der smagte bedre i Danmark hos Lagkagehuset og Bertels Kager bl.a. Men man skal komme på New York Café for at nyde det smukke sted og stemningen. Tjenere der vimser rundt, og en pianist der spiller.

Caféen er stor, og hører sammen med et fint hotel.

En bette selfie:

Kagerne var dog ikke nok til at gøre os mætte, så på vejen hjem kom vi forbi et sted, der forhandlede Lángos – og så måtte vi jo prøve det! Jeg havde læst om Lángos hjemmefra, men det var faktisk ikke fordi det ligefrem vrimlede med steder, hvor man kunne købe det. Det er friteret gærdej med forskellige toppings – her fik vi bare med cremefraiche og ost, og det var helt utroligt velsmagende (men nu er jeg også ret vild med friterede ting – ved godt det er fyfy at sige, men h-a-l-l-e-l-u-j-a, hvor er det godt!)

Tror sådan et brød kostede 10 kr. eller mindre, og det var rigeligt at dele én. 
En tur forbi strøget – og en pianospillende hest!

Om aftenen gik vi ud. Vi startede på baren Púder, som vist også er lidt en ruinbar. Den var i hvert fald også meget specielt indrettet. Dog var der ikke så meget gang i den, da vi kom, så vi var der ikke så længe. Vi bestilte nachos med ost, og fik en bakke nachoschips med en bøtte ostedip ved siden af. Hm, ikke lige det man havde forventet 😉 Jeg synes i hvert fald, det var ret vammelt at æde 😛

Men et par piña coladas fik vi også, og de var i hvert fald stærke, om ikke andet.. 🙂

Vi tog metroen ud til det kvarter, hvor der ligger allerflest ruinbarer. Det er i øvrigt det jødiske kvarter, og jeg vil helt klart anbefale at man bor dér, hvis man skal til Budapest. Det var kun 1,5 km fra hvor vi boede, men det var alligevel et stykke at gå efter en lang dag 🙂 – og når vi nu boede lige ved metroen var det jo ganske nemt! Budapests metro er i øvrigt ganske velfungerende – og meget gammel. Helt tilbage fra 1890’erne. Jeg kan slet ikke få ind i mit hoved hvordan det fungerede dengang… 

Budapest har maaange statuer og skulpturer. Her er jeg og en eller anden dude…

Vi tog på baren Instant, som jeg også havde hørt lidt om hjemmefra. Den hørte helt klart til blandt mine absolut favoritbarer i Budapest! (den står uafgjort mellem dén og Szimpla Kert). Instant er også en ruinbar, dvs. der var MANGE små rum, trapper, hjørner, kroge osv. hvilket var med til at skabe en hyggelig og intim stemning, selvom det var et stort sted. Man kunne ligesom have sin egen fest i festen – hvis det giver mening? Samtidig var der et par store rum, hvor der var DJ og ungabunga musik, hvis man var i dét humør og gerne ville danse. Og så var stedet ganske specielt udsmykket med løbende kaniner i loftet, mærkelig ugle-ting m.m. Det gav sådan en lidt drømmelands/Tim Burton/Alice i Eventyrland agtig stemning. Ret fedt.
Baren på Instant:

Der var ikke bordfodbold, men bord-ishockey! Hehe.

Det var så fedt at gå på opdagelse.

Vi fandt et lille hjørne – nærmest som et lille rum for sig selv, og så alligevel ikke. Her nød vi en kold fadøl.

Selvom der var fantastisk på Instant gik turen nu alligevel videre. For Budapest har mange skønne barer at byde på! Her er det Fogas Ház, hvor meget er udendørs i gårdhaven. Også et super hyggeligt sted, men med en helt andet stemning på Instant.

Der er nu intet som sommernætter, hvor man bare kan sidde ude og drikke øl natten lang, det er da bare så hyggeligt! 🙂

Mange af ruinbarene ligger nærmest klods op af hinanden, så vi kom også ret tilfældigt forbi denne bar – Kuplung.

Med lidt havtema med blåhval og goplelamper:

Vi sluttede af på Éllato Kert, som er en ruinbar hvor det primært er udendørs.

Vi sad i gårdhaven og fik en øl. 

Desværre var det en rigtig dårlig øl, så vi kunne ikke drikke ud. Så var det godt, at den var så billig!

Lidt natmad blev det til, inden vi gik på hovedet i seng. Og jeg kan virkelig savne at natmadsudvalget i København ikke er bedre end det er! Altså, f.eks. kan man ikke få en pizzaslice med dressing. Det er åbenbart en jydeting. Det er så hvad det er, men jeg er træt af kedelige kebabruller, der smager af pap! Hvorfor ikke gøre noget mere ud af det? Vi oplevede det også i Barcelona, hvor vi fik en masse lækkert i vores ruller, og i Budapest fik vi også andre slags grøntsager og dressing i, og det var meget mere velsmagende og interessant at spise. Kom nu ind i Kebab kampen, København! Apropos kebab, så fås den bedste kebab i København hos Falafelkælderen på Rantzausgade. Men man skal selv vælge at det skal være den specielle kebabrulle, for deres standard er lige så kedelig som andre steder. Men ellers kan man få hummus og en masse lækkert i. Virkelig nice! Nu ved i det. Det var lidt af et kebab-sidespor, men den slags er skam også vigtige sager!

Det var vores onsdag i Budapest! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *