DAMIEN HIRST

Onsdag var vores sidste dag i London. Turen gik tilbage til Danmark onsdag aften – så vi havde alligevel noget tid, vi kunne bruge på at se et eller andet. Vi tog på Tate Modern – et relativt nyt kunstmuseum med et stort fokus på samtidskunst.

Indgangspartiet er STORT

Vores plan var egentlig at se alt det, der var gratis på museet. På Tate er der gratis adgang, men til særlige udstillinger kan der kræves entré.
Hjemmefra havde jeg dog læst om Damien Hirst udstillingen flere steder på nettet, og syntes det lød meget interessant og spændende. Men jeg synes også entréen var lidt dyr for at se den udstilling (ca. 15 pund, så vidt jeg husker). Men da vi står på Tate – med verdens længste kø til billetsalget, selvfølgelig – så får jeg alligevel lyst til at vi skal ind og se udstillingen. Fordi det er NU vi KAN gøre det, det er NU vi er her – og den udstilling kommer nok ikke lige igen foreløbig, da det er ret specielle og store værker. Og hvor er jeg glad for at vi gjorde det. Køen gik heldigvis relativt hurtigt, og vi kom i besiddelse af to styks billetter til Damien Hirst udstillingen.

Nu er jeg på ingen måde ekspert i kunst, men jeg elsker at opleve kunst og gå på museer. Så det, jeg skriver nu, er bare min umiddelbare oplevelse og de indtryk, jeg fik. Man måtte ikke tage billeder, så vi har taget snigerbilleder med iPhone, derfor er kvaliteten lidt ringere på nedenstående billeder 🙂

Noget af det første, man kommer ind til i udstillingen er værket “A Thousand Years”. Værket er opbygget af en stor glasvitrine hvori der er nogle bokse. I disse bokse er der maddikker – de bliver senere til fluer, som lever af et kohovede, der går mere og mere i forrådnelse. Med tiden vil fluerne dø, eller også vil de dø umiddelbart, når de ryger i kontakt med den der elektriske “buzz” ting, man kan se øverst her på billedet (hvad hedder sådan én?). I løbet af udstillingen vil flere og flere fluer dø, og gulvet vil blive helt fyldt af sorte, døde fluer. Et værk, der omhandler liv og død – og meget “circle of life” -agtigt, apropos Løvernes Konge, som vi jo så dagen før 😉

Dette værk leder tankerne hen på det kirkelige rum, men englen er ikke som vi kender den – her ses også kranie, knogler og indre organer – det uskønne sammen med det skønne. Billederne bag ved englen ligner til forveksling glasmosaikruder fra en kirke. Der er tale om præcisionskunst af rang, og imponerende geometriske former. Kommer man tæt på er det dog tydeligt at se hvad billederne i virkeligheden af lavet af – nemlig massevis af farverige sommerfugle på acrylmaling – rigtige sommerfugle.

Det samme gør sig gældende ved dette værk – det består også af sommerfugle.

Det runde maleri er lavet ved at lægge lærredet på et drejebord og derefter komme maling på. Den store badebold bliver holdt i luften af en konstant luftstrøm.

Bagerst i udstillingen var der et ret interessant værk. På væggenen hang der store hvide kanvasser, hvorpå der var sommerfuglepupper. Mange af disse pupper er nu tomme, og rundt i lokalet flyver der store, farverige, tropiske sommerfugle. Nogle vil parre sig, nogle vil med tiden dø osv. Igen – liv og død og livets cyklus. Jeg var desuden ret fascineret over at komme så tæt på så store og flotte sommerfugle.

Damien Hirst har også udstillet flere dyr i formaldehyd – blandt andet en ko og en kalv, som begge er skåret op i to halvdele, som er kommet i hver sin montre med formaldehyd. Værket hedder “Mother and Child Divided” og ja, de er jo adskilte i mere end én forstand – meget speciel oplevelse at “gå igennem” en ko, med en halvdel på hver side, og kigge ind i den…..

Der var også en hvidhaj i formaldehyd – et af de mere kendte værker.

Udstillingen bød også på flere værker hvori piller og diverse lægeredskaber indgik. Jeg fandt aldrig helt ud af hvorfor han var så optaget af medicin, men et-eller-andet med at man ikke kan stoppe døden med medicin – kun for “så og så lang tid” – man skal jo alligevel dø til sidst.
I udstillingen var der udstillet mange kabinetter med farverige piller opstillet sirligt i lange rækker, medicinglas og lange rækker af lægeredskaber i koldt stål (eller hvad det nu er lavet af) udstillet i kabinetter med spejle over det hele – det gav et meget koldt og hårdt indtryk, særligt eftersom det var nogle ret voldsomme redskaber – diverse tange, save o.l.

Liv, død, forrådnelse – det uskønne versus det skønne synes at være en genganger i hans værker, og det sås også i et værk, som egentlig var ret sjovt.. Vi stod og kiggede længe på det, og kunne simpelthen ikke finde ud af hvad det var – der var tale om en stor, rund plade med noget udefinérbart, ujævn, sort masse ovenpå. Pludselig læser vi os frem til at der er tale om en masse døde fluer, der er klistret på (!!). Det var ret sjovt at stå og observere folk, når de pludselig gjorde sig samme opdagelse – ofte blev der udbrudt et “eww!” 🙂

Et af de værker, jeg virkelig gerne ville have set, er værket “For the Love of God” som er et kranie spækket med diamanter. Men desværre var det kun udstillet i en begrænset tid, og var der altså ikke længere, da vi var der – øv 🙁
Der var også tilknyttet en butik bare til udstillingen – der var fine og sjove ting, men det var godt nok dyrt.

Det var en stor oplevelse at se udstillingen. Meget speciel kunst, som man ikke lige oplever hver dag.. 🙂 Jeg er glad for at vi valgte at se udstillingen, for det er en udstilling, der aldrig vil komme igen – i hvert fald ikke på samme måde. Nogle af værkerne er ikke blevet udstillet siden for over 20 år siden – det er jo også ret specielle værker nogle af dem, som ikke er sådan til at udstille permanent. Spændende oplevelse!

2 Comments

  • Bex

    Dejligt du kunne lide at læse med 🙂 🙂

    Det er nemlig bare rigtig spændende, og ofte meget anderledes. Det kan jeg virkelig godt lide. Især hvis jeg kan blive provokeret lidt, og det gjorde jeg her. F.eks. er et af de første værker, man kommer til, Damien Hirst, der i sine unge dage poserer ved siden af et afskåret hoved – mens han har et stort smil på. Dét synes jeg var over grænsen – men det tror jeg sådan set også, han selv synes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *