Her er min mening..

Hvis man læser Kristeligt Dagblad, kan man ikke have undgået den store debat, der har været omkring et ungt par, der stod frem med deres fortælling. De ventede deres meget planlagte ønskebarn, men efter en scanning i 20. uge, der viste at barnet manglede venstre underarm, ønskede de at få en abort. For dem var det et for stort handicap:

– For vores vedkommende var det for stort et handicap. Først tænker man, at det bare er en arm, men da vi begyndte at sætte os ind i det, gik det op for os, hvor omfattende et handicap det er at mangle en arm. Der er erhverv, barnet aldrig vil kunne få, sport det ikke kan dyrke, og hvis det ikke er psykisk stærkt, kan det få et meget vanskeligt liv. Det ville vi ikke, siger Julie F. Rask Larsen.

De blev dog afvist i at få en abort, og tog så til England hvor abortgrænsen er 24. uge. Her fik hun så foretaget en abort, i 22. uge. Parret klager nu til Folketinget, og ønsker en ændring i abortreglerne i Danmark.

Da jeg læste interviewet med parret, blev jeg simpelthen så arrig. En masse tanker fløj igennem hovedet på mig, men først og fremmest var jeg vred. Jeg synes ærligt talt ikke, de fortjener at blive forældre. For selv om de så får det ”perfekte” barn, vil der jo kunne opstå komplikationer senere. Han kunne få konstateret ADHD, autisme, høreskader, synsforstyrrelse, og en masse andre ting. Og hvordan vil de håndtere det? Så kan de sidde der og tænke ”bare han havde manglet en arm”. Jeg tror da nok det er sværere at have et svært autistisk barn, end et barn der mangler en del af sin arm. Og der må være utallige forældre til børn med sværere handicaps, som sidder og er rigtig vrede nu. For der er virkelig tale om et luksusproblem her. Jeg bryder mig generelt ikke om idéen om at man kan sortere på den måde i ufødte børn. At hvis barnet bare afviger det mindste fra normalen, så skal det frasorteres. For hvad bliver det næste så? Dem med læbe/ganespalte? Skal vi leve i et samfund med ”designerbørn”? Jeg synes godt nok det er skræmmende, at man kan forsvare for sig selv at få en abort i 22. uge, blot fordi et barn mangler en underarm. For mig er det slet ikke et alvorligt handicap! Selvfølgelig er det en hård besked at få, at ens ønskebarn i maven mangler det nederste af sin ene arm. For så brister drømmen om det perfekte, fejlfri barn. Det ønsker og drømmer alle jo om. Barnet vil altid skille sig ud i forhold til de andre – men dermed ikke sagt at det ikke vil kunne få et helt normalt og godt liv alligevel! I dag findes der jo fantastiske proteser som både kan hjælpe, men også gøre at det ”ser normalt ud” og man ikke ser, at der mangler en arm. Men mange vælger at leve fuldstændig uden protese. Det tror jeg faktisk langt de fleste gør, af dem der er født med det. For de har jo haft hele livet til at vænne sig til det, sådan er deres betingelser bare. Og de kan jo alt! Jeg har selv en kæreste med et meget mildt håndhandicap på venstre, han er født med for korte fingre, som reelt er ubrugelige. Men det betyder intet hverken for ham eller for mig. Og når man kender ham, lægger man ikke mærke til det. Man tænker ikke over det, og jeg glemmer i hvert fald ofte at han har en anderledes hånd, og beder ham om at gøre ting, som han så ikke lige kan gøre. Men ellers, så kan han alt. Ja, han kan måske ikke lige blive politibetjent eller guitarvirtous, men ellers er der stort set ingen begrænsninger. Så jeg synes virkelig det forældrepar bør skamme sig over deres beslutning. Der findes jo masser af eksempler på folk der mangler det ene eller det andet af deres lemmer, og som klarer sig fantastisk, har gode jobs osv. Hvordan kan de overhovedet tillade sig retten til at bestemme over deres ufødte barns liv? Hvordan kan de bare konkludere, at barnet vil få et dårligt liv? Det ved de jo ingenting om! Og hvis det er fordi de ikke føler, de kan håndtere et barn med sådan et handicap, kan de så overhovedet håndtere et ”normalt” barn? Det må sørme være hårdt at blive det næste barn i den familie, og leve med den viden om at storebror blev fravalgt fordi han ikke var ”perfekt” nok. Jeg er dybt rystet.

Artiklen har bragt en stor diskussion op omkring abort efter 20. uge. Debatten går på hvor stort et handicap skal være, før man kan berettige en abort efter 20. uge, hvor misdannelsesscanningen bliver foretaget. Flere mener, at det er et paradoks, at samfundet tilbyder scanninger af gravide i 20. uge for derefter at lade det være op til et abortsamråd at afgøre, om kvinden må afbryde graviditeten. Nogle mener, at vi bør hæve abortgrænsen til 18. uge, da man bedre ville kunne se misdannelser og handicap på scanninger og så kunne foretage en abort om nødvendigt. Jeg mener ikke det bør være nødvendigt at hæve abortgrænsen med seks uger. Som det er i dag, kan man jo stadig få foretaget abort efter scanningen i 20. uge, hvis det viser sigt at være et alvorligt handicap. Det er op til Abortsamrådet at afgøre. Jeg frygter konsekvenserne af dette. At man nu i højere grad kan frasortere liv på grund af småfejl. Et foster i 18. uge er begyndt at sparke, og jeg tror det må være meget psykisk belastende for enhver kvinde at få foretaget abort, efter hun har mærket liv. Dog er jeg glad for, at vi ikke overvejer at få samme vilkår som i England, hvor den legale abortgrænse ligger på 24 uger. Det er jo paradoksalt, når man tænker på hvor meget der bliver kæmpet for at holde neonatal-børn i live, som netop er født i uge 24. Man siger at fra uge 24 er barnet levedygtigt udenfor livmoderen. At det så i mange tilfælde nok ville være bedst for barnet ikke at overleve, er så en anden sag. Det er ikke lykken at blive født så mange uger for tidligt, og det vil barnet naturligvis opleve mange konsekvenser af.

Jeg synes det er meget spændende at følge med i debatten omkring det her, og jeg opfordrer alle til at gøre det samme på Kristeligt Dagblads hjemmeside.

Til sidst vil jeg lige bringe et billede af et foster i hhv. uge 12, 18 og 20:



 Man skal have respekt for livet, også for det der gror inde i maven! Etisk Råd vil om kort tid give deres vurdering på, om abortgrænsen bør hæves til 18. uge. Det bliver virkelig spændende at høre resultatet af.


Abort i Danmark
**15.103 kvinder fik en abort i 2005.
**96 procent af aborterne blev foretaget inden for 12. uge. Knap halvdelen før 7. uge.
**598 kvinder fik en abort efter 12. uge efter tilladelse fra abortsamrådet.
**Alle gravide kvinder tilbydes i dag en såkaldt nakkefoldsscanning i uge 11-13 og en misdannelsesscanning i 18.-20. uge. Begge undersøgelser har til formål at undersøge, om kvinden venter et handicappet barn.
Kilde: Sundhedsstyrelsen